Hvordan møder man den store tragedie? Katastrofen, når den indtræffer uden varsel og forandrer hele ens livsgrundlag? Det har Carolina Setterwall beskrevet i en stærk, personlig beretning om sin kærestes pludselige død i en alt for tidlig alder, efterladende hende alene med deres spæde søn. Roman kalder hun beretningen, men udgangspunktet er autentisk.

En morgen i oktober 2014 finder Carolina kæresten død i sengen, og hendes verden går i chok. Heldigvis har hun familie og venner, der træder til og gør alt for at hjælpe hende med at få en ny hverdag sammen med den lille Ivan til at fungere. De skiftes til at overnatte hos hende, står for alt det praktiske og ikke mindst taler med hende om det uforståelige.

Selvkritisk ærlighed

Romanen foregår i to spor, der krydser hinanden. Fra katastrofen indtræder og to år frem i tiden, vekslende med tilbageblik på kærlighedsforholdets begyndelse i 2009 og frem til dets afslutning i 2014. Fortælleren Carolina går tæt på. Her er ingen forsøg på at idyllisere hverken forholdet til kæresten Aksel eller egne følelser og reaktioner. En selvkritisk ærlighed, der ikke mindst er et resultat af det følelsesmæssige jordskælv, hun har været igennem.

Kærlighedsforholdet var ikke uproblematisk. Aksel var afventende overfor hendes energiske anstrengelser for at gøre forholdet permanent og få barn med ham. I tilbageblik erkender Carolina, at hun måske var for dirigerende. Heller ikke hverdagslivet med et nyfødt barn og en kæreste, der endelig lod sig indfange, var problemfrit, præget af skuffelser og dårlig kommunikation, som det kunne være. Mangel på tid, søvn og overskud gjorde det ikke bedre, og Aksel og Caroline håbede på bedre tider.

Diskussioner og valg

Men Aksel dør, og Carolina låses fast i en chokagtig tilstand, hvis vigtigste pejlemærke er, hvordan hun får skabt et acceptabelt liv for Ivan. Ensomhed, sorg og fortvivlelse over sin situation er grundtonen i beretningen om årene efter dødsfaldet, parret med kritisk selvrefleksion og indre diskussioner af alle de valg, hun hele tiden må træffe – alene. Nogle af diskussionerne drejer sig om, hvor meget plads hendes egne behov må få. På et tidspunkt melder lysten sig til et nyt forhold, men er det forsvarligt over for Ivan, og er det et svigt over for Simon?

Længsel, sorg, samvittighedskvaler og selvbebrejdelser buldrer rundt i hendes hoved og er med til at gøre hverdagen uoverskuelig. På den måde er Setterwalls roman om en personlig katastrofe, også en illustration af det moderne selvkritiske, tvivlende menneske, som i sidste ende er overladt til sine egne valg og dets konsekvenser. Og måske i særlig grad af en kvindelig reaktion, fuld af usikkerhed og lav selvtillid.

De sidste par år er der kommet flere væsentlige bøger om den svære konfrontation med døden, bl.a. af Naja Marie Aidt og Tom Malmquist. Caroline Setterwall har sin egen stemme. Med en klart struktureret og imponerende kompleks beretning indkredser hun det store tab, ærlig og lydhør over for også sin egen afmagt. Det er overrumplende modigt og særdeles tankevækkende.

Carolina Setterwall: Lad os håbe på det bedste. Oversat af Nete Harsberg, forlaget Hr. Ferdinand, 2019

Efter Låt os shoppas på det bästa, Albert Boniers Förlag, 2018