Skarp humor om køn og kærlighed. Anmeldelse af Lena Anderssons romaner om Ester Nilsson.

Har vi at gøre med autofiktion eller sensationslystne medier? Lena Anderssons første bog fra 2013 om Ester Nilssons håbløse kærlighedsaffærer afstedkom stor debat, da den kendte filminstruktør Roy Andersson på journalisters vedvarende spørgsmål indrømmede, at han måtte være romanfiguren Hugo Brask, som Ester, alias Lena Andersson, efterstræbte så forgæves. Lena Andersson benægtede, men de store overskrifter var i gang. I romanen har hun, så vidt jeg kan se, ikke leveret koder, som ansporer til en autofiktiv læsning – og så burde den potte vel være ude.

Den altopslugende kærlighed

Romanens ærinde, og det gælder også for efterfølgeren, er at illustrere og diskutere kærlighedens væsen. Sikkert også at provokere, for hovedpersonernes handlinger og forestillinger er skåret skarpt og humoristisk.
I ”Brugstyveri” møder vi Ester, lige før hun skal holde foredrag om videokunstneren Hugo Brask. Selv er hun forfatter og kritiker og har i lang tid været optaget af Brasks univers og dets filosofiske og moralske dimensioner. Hugo Brask er til stede ved foredraget, og Ester Nilsson falder pladask for ham. Hendes faglige interesse smelter sammen med nysgerrighed og betagelse, og hendes forelskelse udvikler sig til en besættelse. Han viser sig at være henholdende. Interesseret, men måske især smigret på sin forfængelighed, og i hvert fald ikke indstillet på et livslangt, monogamt forhold som hun. Han har andre interesser, der skal plejes, bl.a. en fast weekendaftale i Malmø. Ester elsker betingelsesløst og kæmper for sin kærlighed, diskuterer, argumenterer og vælger at fortolke enhver lille åbning fra hans side som et tegn på kærlighed. Efter et års tid slutter han forholdet.
I efterfølgeren ”Uden personligt ansvar” møder vi Ester igen. 5 år er der gået, og hun er på vej ind i et nyt forhold, som minder betænkeligt om det tidligere. Denne gang er hun blevet forelsket i en skuespiller, Olof Sten, som er med i en af hendes egne teateropsætninger. Igen er forelskelsen altopslugende, også efter at det åbenbares, at manden er gift og – påpeger han – ikke interesseret i at forlade hustruen. Alligevel mødes de igennem 5 år, tager på weekendture, går i byen, diskuterer og elsker, hvilket nærer Esters håb om skilsmisse.

Skarpe analyser af vatne mænd

Det lyder alt sammen meget banalt, men er det langt fra. Bøgerne om Ester er skrevet i en ganske særegen stil. Til det narrative flow med dialoger og beskrivelser føjer sig lange essayistiske afsnit. Dels med en fortællerstemme, der går i rette med Ester og hendes ageren, og dels med Esters egen indre monolog. Både når hun tænker og diskuterer – og det sidste gør hun til hudløshed med de to mænd, der ikke vil som hun – er hun skarp, nuanceret, vidende og med et hav af referencer til filosofi og psykologi. Ingen af hendes mænd kommer i nærheden af hendes intellektuelle færdigheder, og hun stiller skarpt på deres selvmodsigelser og svagheder, samtidig med at hun elsker uden forbehold og tror på, at de lærer at indse deres selvmodsigelser og tager konsekvensen. Man kan ikke, siger hun til skuespilleren, som tydeligvis har et stærkt narcissistisk behov for bekræftelse, leve i en konstant doublebind-situation, hvor man siger ja og nej både til konen og elskerinden.
Jo, det er måske netop det, man kan, for kærlighed er ikke en intellektuel øvelse, som nødvendigvis får alle individets modsatrettede følelser til at gå op i en højere enhed. Ester er meget overbevisende i sin argumentation og har sandsynligvis ret i sin analyse af mændenes store forfængelighed og vattede dobbelttydighed. Samtidig er hun trofast og generøs i sin kærlighed, men hun er også blind. Ikke mindst blind for sin egen naivitet, når hun på tredje, fjerde, femte år tror, at nu vil Olof skilles, fordi han kigger forelsket på hende, og glemmer at han et par timer tidligere endnu engang slog fast, at konen endelig ikke måtte få noget at vide.
Ester er også blind for sin egen selvmodsigelse. Fra starten af forholdet til Olof siger hun, at hendes mål er ægteskab, og at hun ikke vil acceptere rollen som elskerinde. Men i 5 år er det den, hun har.

Køn og stereotyper

Kvinder, der elsker for meget, og mænd, der holder afstand, er en smertefuld konstellation – for kvinder. Mønstret har været diskuteret i mange år blandt psykologer og kønsforskere, og det er således en fortsat samtale om kønsroller, Lena Andersson går ind i – og hun gør det begavet og befriende humoristisk. Det er et finurligt greb at lade Ester være så akademisk i sin tilgang til livet, så veltalende, vidende og rationelt argumenterende, at hun kan gøre enhver mand skakmat i en diskussion. Sådan leges med stereotyperne og ikke mindst Esters to mænd er fulde af dem, når de tænker køn og kvinder.

Måske er bog nummer to om Ester blevet for lang. I hvert fald vokser ens irritation over det forudsigelige i personernes reaktioner, men gentagelsesmønstret er jo også en pointe. Bogen bliver således en, man kæmper med, griner med og bliver klogere af – også på sig selv. Mon ikke vi er mange, der har insisteret voldsomt på argumentets magt uden øje for, at situationen var defineret af alt andet end rationalitet?

Lena Andersson:
”Brugstyveri. En roman om kærlighed”, på dansk ved Anne Marie Têtevide. Forlaget Batzer & CO, 2014. Oversat fra ”Egenmäktigt förfarande – en roman om kärlek”, Natur&Kultur, 2013.

”Uden personligt ansvar”, på dansk ved Lotte Kirkeby Hansen. Forlaget Lindhardt og Ringhof, 2015. Oversat fra ”Utan personligt ansvar”, Natur&Kultur, 2014.

Leave a Comment