En af de mest spændende af utallige svenske krimiforfattere er Håkan Nesser, måske fordi han formår at lege med krimigenren og udvide dens grænser. Der er altid psykologisk dybde og store spørgsmål på spil, indlejret i et spændingsplot, så der skabes et både underholdende, inciterende og tankevækkende hele. Det gælder også hans seneste: De venstrehåndedes forening.

Titlen henviser til noget så kuriøst som en forening, lavet af venstrehåndede skoleelever, som var trætte af at blive korrekset som kejthåndede af uforstående lærere og derfor mobbede af ubetænksomme kammerater, bare fordi de var født med at foretrække venstre fremfor højre. Romanen lægger ud med dannelsen af foreningen et fiktivt sted i Europa i 1958 – før nogen havde hørt om det pædagogisk og psykologisk ræsonnable i at acceptere venstrehåndethed som en naturlig del af livets mangfoldighed.

Ca. 30 år efter bliver de fleste medlemmer af foreningen udslettet ved en påsat brand. Sagen blev opfattet som opklaret, men yderligere 20 år senere betyder fundet af en død mand, at bevisførelsen smuldrer, og at sagen må tages op på ny.

Gamle kendinge i aktion

Van Veeteren, nu pensioneret kriminalkommissær, bliver bedt om at hjælpe i den penible situation. Han er en gammel kending i Håkan Nessers univers, den eftertænksomme nøglefigur i den såkaldte Van Veeteren-serie på 10 bind. Som et ekstra scoop bringes senere i romanen endnu én af Nessers kendte opdagere på banen, den svenske inspektør Gunnar Barbarotti. Nesser må have moret sig over at lade sine gamle legendariske figurer mødes, og for læsere af de to serier er det en sjov ekstragevinst ved romanen.

Opklaringen går i gang med Van Veeteren som primus motor, stærkt bistået af sin kloge kone. Som læsere befinder vi os ligesom politiet i en labyrintisk gåde, som kun langsomt og møjsommeligt lader sig afkode. Hvad er f.eks. sammenhængen mellem en gammel sag fra 1960-erne, hvor en lille pige af rige forældre blev kidnappet og siden trods aflevering af løsepenge blev fundet dræbt, og så en gammel familietragedie om en uønsket baby, der afleveres på et nonnekloster, hvor han vokser op og siden udsættes for overgreb? Begge historier handler om kærlighedstab og sår på sjælen, men hvor er den røde tråd af årsager, motiver og konsekvenser? Og hvordan hænger det hele sammen med et øksemord i Sverige over 50 år efter dannelsen af De venstrehåndedes forening – den direkte anledning til, at Barbarotti og Van Veeteren mødes og sammen tager affære?

Valg eller tilfældighed

Romanen jonglerer med mange bolde i luften, skifter uafladeligt og helt ubesværet i tid, mellem forskellige steder i Europa og forskellige personer – opdagere, ofre og bødler, både de direkte involverede og de indirekte medskyldige. Spændingsniveauet holdes højt, trods de labyrintiske tåger og det detaljerede net af menneskeskæbner og historier, som Nesser spænder ud. Det er her de interessante spørgsmål om valg, ansvar og tilfældighed folder sig ud, og de troværdige personportrætter males. Også Nessers sprog bidrager til spændstigheden i fortællingen, fuld af finurlig humor, som det er. Ikke mindst dialogerne er en fornøjelse.

Er dette Håkan Nesser for første gang, så er De venstrehåndedes forening  absolut en værdig start. Kendere vil blive bekræftet i forfatterens virtuositet som skaber af spændingsromaner med eksistentiel dybde og sprogligt vid.

Håkan Nesser: De vänsterhäntas förening. Albert Bonniers Förlag, 2018

Udkommer på dansk den 26. oktober på forlaget Modtryk