Et lille svensk landsbysamfund langt mod nord, Smalånger i Västerbotten, danner scenen for Karin Smirnoffs bemærkelsesværdige debutroman. Stedet gemmer på et mosehul af voldsomme begivenheder og hårde skæbner, og man gnider sig i øjnene, når de hives frem af glemslen. Incest, mord og utroskab en masse viser sig at være en fælles bagage og dertil en udbredt hårdhudet beslutning om at klare sig alligevel, helst uden at løfte sløret for hemmelighederne.

Hovedpersonen Jana kommer uanmeldt på påskeferie hos sin tvillingbror – ved navn Bror – som stadig bor i Smalånger. Selv er hun som ung flygtet langt væk til en storby i et forsøg på et andet liv. Han er blevet hængende og bor alene i det gamle barndomshjem, i fuld gang med at drikke sig ihjel. Hvorfor forstår vi efterhånden, som tvillingernes fortid rulles op. En brutal far tyranniserede familien med ydmygelser, vold og seksuel udnyttelse, mens den dybt religiøse mor lukkede øjnene. Jana forsøgte som 13-årig forgæves at gøre en ende på det med en høtyv, men Bror havde senere bedre held med sig og blev dømt for fadermord. Befriet for en undertrykker, men de psykiske ødelæggelser hænger ved – både for søster og bror.

Jana forlænger påskeferien, og det ender med, at hun bliver boende. Hun har både had og triste minder i sig, men der er også noget, der knytter hende til stedet. Hun får arbejde som hjemmehjælper og møder byens gamle, der fortæller deres version af landsbyens fortrængte historier. Sit princip om at holde sig for sig selv bryder hun også, da hun begynder at gå på elgjagt med byens jagtklub, alle mænd, hvis historier især handler om en mystisk kvinde, Maria, som de fleste tilsyneladende har haft et intimt forhold til, gifte eller ej. Hende hører Jana mere om, da hun kommer tæt på Marias tidligere ægtemand, John, og indleder et forhold til ham. Også han har voldsomme lig i lasten og svært ved at styre sit temperament, så forholdet byder på vold og nye hemmeligheder, men også på ømhed og tiltrækning. En af hans store hemmeligheder er Marias liv og død. Hvem var hun egentlig, kvinden, der øjensynligt kunne sno alle landsbyens mænd om sin lillefinger?

Endnu vigtigere for Jana er det, at John også har nøglen til hendes mest sårbare minde – om pigen Diana, som hun fødte som 14-årig og bortadopterede umiddelbart efter. Det er ikke mindst Janas ulykkelige kærlighed til Diana, der binder hende til Smalånger og dens triste hemmeligheder, og John åbner en kattelem til et gensyn.

I et stærkt og ligefremt sprog med en helt særlig afvæbnende tone skriver romanen sig ind i stedets tunge historie. Vi fornemmer den dirrende sårbarhed i Janas sind, skjult bag en overlevelsesstrategi, hun tilegnede sig som et skadet barn, der blev alt for tidligt voksen. På trods af de tragedier, romanen opruller, er der også plads til slagfærdighed og en nøgtern forståelse af menneskers evne til at overleve, som når Jana former sine mandlige udnyttere i ler, og John maler sin fortid på snesevis af lærreder. ”Jeg tog ned til Bror” er en overrumplende, barsk historie om oprørende afstumpethed og kærlighed på trods, både til at le og græde over – mest det sidste!

Karin Smirnoff: ”Jeg tog ned til bror”, oversat af Birgitte Steffen Nielsen, C&K Forlag, 2020. Efter ”Jag for ner till bror”, Bokforlaget Polaris 2018.