Far og søn-forholdet sættes under lup i Khemiris nye roman. Og med det de konsekvenser, sønnens uforløste forhold til faren har for hans egne evner som far og kæreste. Som altid skriver forfatteren til eminente bøger som Et øje rødt og Alt jeg ikke husker indsigtsfuldt og denne gang også med et snert af humor.

Romanen veksler mellem en række synsvinkler, som hele tiden sætter hinanden i spil, fordi deres virkelighedsopfattelser i sagens natur er forskellige. Vi ser gennem farfarens blik, han der er far til en søn og en datter, som han kun har set sporadisk, siden han forlod familien og Sverige for år tilbage. Han kommer på besøg, når økonomiske interesser gør det formålstjenligt for ham, bor på sønnens kontor, fordi det er det billigste og forventer i øvrigt at blive serviceret af sine to børn, fra han kommer, til det passer ham at forlade dem igen.

Foragt og forgudelse

De to børn er blevet voksne, og igennem deres blikke på faren bliver portrættet af ham som et utroværdigt, egocentreret, men også karismatisk menneske cementeret. Han har, som ekskonen beretter, været engageret babyfar, men siden faldt engagementet. Måske fordi børnene fik egen vilje. Han benægter sine svigt overfor børnene, iscenesætter sit forhold til dem som succeshistorier overfor alle, der gider høre på det, og værdsætter i det hele taget mennesker alt efter deres succes. Det gælder også børnene. Datteren forguder han, uden at det dog giver ham lyst til at se hende oftere, fordi han, stærk som hun er, ser sig selv i hende. Sønnen derimod foragter han, fordi han er usikker på sig selv og endnu ikke har fundet den rigtige uddannelse, den der fører til et arbejde med store penge og status.

Det er naturligvis farens manglende kærlighed, der er sønnens store problem og en væsentlig grund til hans problemer med sig selv og sit liv. Han har gennem barndommen savnet sin fraværende far, og når han endelig var der, gjort alt hvad han kunne for at gøre faren tilpas, uden held. Nu er han selv blevet far til en datter på 5 og en søn på 1 år, og da faren denne gang kommer til Sverige på besøg, er han på barsel, mens kæresten passer et krævende job som jurist. Vi får et humoristisk kig ind i en hjemmegående fars kaotiske hverdag, hvor der skal skiftes ble, laves mad, leges med og køres til og fra børnehave, det hele helst på én gang, og huset helst se nogenlunde ud, når den trætte mor kommer hjem fra arbejde. Det kaos har været velkendt for mange kvinder, og også kæresten ved alt om det, for hun har taget en endnu længere barselsorlov og forsøger nu at være positiv og forstående, når det hele sejler.

Pappaklausulen under forandring

Samtidig med hverdagstrivialiteterne vokser sønnens frustrationer over ikke at kunne finde sit rigtige ståsted i livet, mens kæresten tilsyneladende er selvsikker og succesfuld. Da hans far kommer på besøg med sine krav og de sædvanlige spydige bemærkninger om job og uddannelse, begynder sønnens tynde fernis at krakelere, og hans lave selvværd og usikkerhed tager over. Måske er der en konfrontation med faren på vej, og måske kan det give sønnen større selvtillid. I hvert fald markerer han efter at have forladt kone og børn i et tumultarisk døgn, at han netop ikke er som faren, han er ikke én, der forlader sine børn. Det er sigende, fordi sønnen med sin anglen efter at leve op til farens billede af en mand og dermed opnå hans kærlighed har udviklet mange af netop farens træk. Måske er han rykket nærmere en forståelse af sin ulykkelige binding til en far, der ikke vil ham, som han er. Pappaklausulen, hvor virkeligheden indrettes efter farens præmisser, er måske under opløsning.

Der er flere usikre unge mænd i romanen, mens kvinderne omkring dem er selvstændige og ikke mindst ansvarsbevidste. De sætter mændenes problemer i relief og lider selv under deres umodenhed og problemer med at træffe beslutninger. Khemiri peger på en usikkerhed i den moderne manderolle, hvor det at være far har fået nye dimensioner, som tidligere generationer af mænd – fædrene – kan have svært ved at værdsætte. Pappaklausulen sætter veloplagt sønnernes problemer med fædre, kærester og børn på spidsen, indimellem morsomt, altid vedkommende. Måske ikke skrevet med samme fortættede flertydighed som Alt det jeg ikke mindes, men træfsikkert og inspirerende.

Jonas Hassen Khemiri: Pappaklausulen, Albert Bonniers Förlag, 2018

Farklausulen er udkommet i 2019 på Gyldendal, oversættelse ved Birgitte Steffen Nielsen