Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/svenskestemmer.dk/public_html/wp-includes/media.php on line 1204

Knutte Wester: Horungen

Lidt endnu kan man opleve Knutte Westers bevægende kunstværk Horungen i Göteborg. Det består af en dokumentarfilm med tilhørende akvareller, holdt i sort, hvidt og brunt. Oplevelsen på Konsthallen fik mig til at købe en bogudgave med de 670 akvareller og en kort introduktion til værk og kunstner.

Film og akvareller, holdt i sort, hvidt og brunt, fortæller historien om Knutte Westers farmor, der voksede op på forskellige børnehjem i 1910-ernes Stockholm. Som voksen fortalte hun barnebarnet om sit liv som uønsket og udstødt i et samfund, der ikke accepterede børn født uden for ægteskab eller de ofte fattige kvinder, der fik dem. Mange år efter genskabte barnebarnet hendes fortællinger.

Med stor intensitet og medfølelse viser Knutte Wester kærligheden og fortvivlelsen hos mor og barn og det omgivende samfunds uforstand. Det er hjerteskærende at følge morens desperate forsøg på at sørge for sit barn, og da det mislykkes, datterens ophold blandt fremmede fuld af længsel efter moren. Westers  enkle, følsomme streg spejler samfundsordenens urimeligheder i et barneansigt, så det gør ondt.

Udstillingen Innan vi glömmer kan opleves på Konsthallen i Göteborg indtil 13/1 2019. Se konsthallen.goteborg.se

Knutte Wester: Horungen. Nordiska Akvarellmuseet, 2017. Kan bestilles hos Galleri Andersson/Sandström, Stockholm, gsa.se.

Leave a Comment