Det er en usædvanlig debut, Lydia Sandgren har præsteret. Romanen er gigantisk, rent bogstaveligt med sine 740 sider og dertil lærd, tung af viden, minutiøse detaljer og indfaldsvinkler. Alligevel er den også med sine eksistentielle temaer og et spændende plot fængende og tilgængelig for andre end den kunstneriske og intellektuelle overklasse, den udforsker.

Hovedpersonen er Martin, chef for et mindre forlag, far til to børn og optaget af en roman, som han år efter år er i gang med at skrive. Hans forhold til to mennesker, konen Cecilia og vennen Gustav, er krumtappen for hans liv og for romanens fremdrift. Også forholdet til faren er dog vigtigt, for det er hans drømme og gode evner, sønnen forsøger at udleve. Det var ham, der fik den uddannelse og de muligheder, faren aldrig fik.

Cecilia og Gustav fylder dog mest i hans voksenliv. Den ambitiøse, højt begavede Cecilia, der en dag efter det yngste barns fødsel forsvinder sporløst for aldrig siden at give sig til kende. Hun efterlader mand og børn i sorg og frustration og med et savn, der ikke kan arbejdes eller leves væk. Hos læseren rejser beretningen om hendes usædvanlige beslutning ét stort spørgsmål: hvorfor? Samme spørgsmål får de to børn til som voksne at forsøge at opspore deres forsvundne mor, og dermed skifter synsvinklen i passager fra at ligge hos Martin til datteren Rakel på fortvivlet jagt efter moren.

Også Gustav indeholder dunkle sider, men de to venner er trods uenigheder og forskelligheder tæt på hinanden lige fra ungdomstidens store drømme om ekstraordinære, interessante liv og store fremtidige kunstpræstationer til de voksne mænds erfaringer med nederlag og problemer. Det er dog ikke udelukkende skuffelser, Gustav oplever. Han bliver en berømt billedkunstner, mens Martins arbejde med den store roman aldrig rigtig lykkes, og skylden giver han sorgen over Cecilia og hverdagens bryderier med børn og forlagsarbejde.

Med Gustav delte Martin som ung beundringen for de franske eksistentialister, og de tog sammen til Paris for at gå på de samme gader som Sartre og Beauvoir, sidde i de samme cafeer og i det hele taget se franske, eksistentialistiske og spændende ud. Det drejede sig om selviscenesættelse som interessante kunstnere mere end om de filosofiske tanker, og her er forfatterens satiriske blik tydeligt. F.eks. i scenen, hvor Martin skriver hjem til Cecilia, ”mens han drak rødvin og forsøgte at få cigaretten til at blive hængende mellem læberne a la Camus.”

Martins liv fra selvsikker ung til desillusioneret midaldrende  gengives i tilbageblik og med udfoldelse af vigtige scener på tværs af tid og sted, der øger indsigten i hans livs krise – Cecilies forsvinden. Også små klip til interview-sekvenser, hvor Martin bliver interviewet af en journalist om sit liv, bidrager til stor kompleksitet i romanens struktur. Her springer vi fra umiddelbare tanker og følelser til et større overblik og kommentarer på afstand. 

Men hvorfor gik Cecilia så, får vi et svar? Ikke entydigt, men brikker til en forståelse stykkes sammen. Det handler om en voldsom, ubærlig kontrast i Cecilias liv mellem hendes akademiske ambitioner og udfoldelser som velanskrevet idehistoriker til det absolut jordnære og følelsesladede liv som fødende kvinde og småbarnsmor, der bliver den virkelighed, hun tilsyneladende uforberedt bliver kastet ind i, da hun gifter sig med Martin. Hun kan ikke få de to verdener til at forenes, i sig selv er det svært, men problemet forstørres af, at fødslen af det yngste barn bliver særdeles vanskelig og efterfølges af en voldsom fødselsdepression. Den fysiske smerte og eksistentielle fortvivlelse, hun oplever, perspektiveres til 1. Mosebog, hvor kvinden jo som straf for sit brud på Guds forbud om ikke at spise af det forbudte æbletræ idømmes en fremtid som underordnet manden og med et liv fuld af smertefulde fødsler og lidelser. En forbandelse til hele kvindekønnet, hvis kvinden følger sin nysgerrighed og lyst.

Cecilia magtede ikke at forene sine ønsker som moderne intellektuel kvinde med sin biologiske kvindelighed og lavede et skarpt snit mellem de to verdener, kompromisløst og dramatisk. Martins muligheder for at forene arbejdsliv og hjemmeliv syntes større, ligesom hans rejser som ung indebar stor frihed også på det seksuelle område, alt imens kæresten Cecilia ventede hjemme i Sverige. Romanen berører altså et kønsspecifikt tema om kønnenes forskellige livsbetingelser, som andre især kvindelige forfattere har været optaget af siden det moderne gennembrud. Lydia Sandbergs fokus udvides dog til at gælde både mænd og kvinder i et miljø og en modernitet, hvor mulighederne synes uendelige, men hvor menneskets psyke har svært ved at følge med – til skade for både kærlighedsevne og selvudfoldelse.

Lydia Sandgrens stemme er ikke det mindste moralsk, men derimod interesseret, omhyggelig, vidende og indimellem humoristisk. Sådan kan liv i den intellektuelle, veluddannede verden drømmes og leves. Konfliktfyldt som alle andres, selvom privilegier og mange muligheder er tilgængelige. Personligt havde jeg gerne luget lidt ud i romanens detaljer og var flere gange lige ved at føle, at den selv blev fanget af en forgabelse i unødvendige fakta-oplysninger, ligesom romanens mænd, der rabler viden af sig for at blive bekræftede. Måske er der tale om en bevidst sproglig spejling?  Interessant, vedkommende og overraskende er romanen under alle omstændigheder lige til det sidste – og absolut værd at læse. 

Lydia Sandgren: Samlede værker. Oversat af Agnete Dorf Stjernfelt, Politikens Forlag, 2021.Efter Samlade verk, Albert Bonniers Förlag, 2020.