Som sidste arrangement på årets festival sad svenske Stridsberg i samtale med danske Christina Hesselholdt. To sprogligt virtuose kvinder, som ikke er bange for at udfordre vores grænser. Og som begge i deres nyeste romaner forholder sig til volden og voldsfascinationen i samfundet.

Fokus er her på Stridsberg, som gav et interessant – faktisk forbløffende – indblik i arbejdet med Kærlighedens Antarktis.

Der var stemmer i hendes indre, der trængte sig på, fortæller hun. Især en myrdet kvinde, som gentog se på mig, se på min krop. For Stridsberg er udgangspunktet for hendes romaner ofte et kor af stemmer, og her var én, der insisterede på at blive hørt. Historien om den prostituerede kvinde, der blev myrdet af en af sine kunder, føltes, fortæller Stridsberg, som en nødvendighed, og med den insisterende stemme tæt på var romanens usædvanlige synsvinkel, placeret hos den afdøde kvinde, oplagt.

Lige så nødvendigt i en historie om ekstrem vold og marginaliserede mennesker er det at gå ind i et univers fuld af grænseoverskridelser. Jeg spidsede ører, da Stridsberg fortalte, at hun, mens hun skrev Kærlighedens Antarktis, følte sig som en del af voldens sygdom, fik skyldfølelse, som om hun havde begået en forbrydelse. Skriveprocessen var derfor voldsomt skræmmende, men også en nødvendighed. Myrdede kvinder er jo en realitet, ovenikøbet grobund for vores dybe, skrækblandede fascination og derfor populært krimistof, hvor det aldrig er ofrene, der får ordet.

Det får kvinden i Kærlighedens Antarktis, så lad os sige Stridsberg tak for, at hun tør lytte til sine indre stemmer, også de voldsomt ubehagelige.