Evigt elskes kun det tabte, fristes man til at sige med en gammel japansk tekst i tankerne. Også finlandssvenske Kjell Westö skriver i sin nye roman om de første store oplevelsers betydning for resten af livet, om minderne og det at lade sig indfange af deres skær af sandhed og mening.

Romanen har bredde og episk drive som et klassisk storværk, men der er ikke noget alvidende over fortælleren – tværtimod. En ældre forfatter ser tilbage på det, der kom til at forme hans liv: forholdet til en gruppe venner omkring søskendeparret Alex og Stella Rabell, og det er ikke en afklaret stemme, vi hører, men et fortsat søgende, usikkert forsøg på at forstå. Hvad var det, der skete, og hvorfor?

Facader og hemmeligheder

Et kodeord er besættelse. Allerede som dreng i 1960-ernes Helsingfors blev fortælleren besat af overklassefamilien Rabell, der havde sommerslot nær hans egen families mere beskedne torp. Der var ikke meget glans over hans far som sælger eller mor som kontorist, begge vokset op i beskedne kår, og drengen blev draget af magien omkring Rabells og deres forfinede, selvbevidste livsstil.

Bag den succesfulde facade gemmer sig mørke hemmeligheder, men det gør ikke fascinationen mindre. Den jævnaldrende Alex bliver hans bedste ven, beundret ikke mindst for hans selvkontrol og evne til at få det, som han vil have det med andre mennesker. Det er en evne, han udvikler op i voksenårene og en kilde til hans succes som dreven finansmand. Vores hovedperson får stadig større indsigt i Alex´ manipulationer og lyssky affærer og forsøger i perioder at holde afstand, men bryde venskabet gør han aldrig.

Kærlighed på afstand

Også forholdet til Stella bliver livslangt. Han forelsker sig stormende i hende, og deres kærlighedsforhold præges af intensitet, nærvær og voldsomme skænderier, afløst af lange perioder, hvor de ikke ses. Helt slip på hende giver han aldrig. Når Stella er fraværende, trøster han sig med andre kvinder, især Linda, som også tilhører vennekredsen omkring Alex og kommer til at mærke konsekvenserne af hans kynisme.

Det er der også mange andre, der gør. Mod slutningen af romanen, hvor Alex, Stella og jegfortælleren er i 50-erne, får nogle unge mennesker betydning for fortællerens forståelse af sit liv. Det er bl.a. Sandrine, der er Stellas datter, og Tommi, der er Lindas søn. De opponerer på meget forskellig vis mod det livssyn, som Alex står for, og indirekte det samfund, hvor en mand som han bliver en succes. Tommi meget aggressivt som en konsekvens af Alex´ indflydelse på farens selvmord. Sandrine med kunstneriske visioner og indføling i udsatte mennesker. De unge sætter også med deres handlekraft jegfortællerens livslange tilskuerrolle i relief – og tydeliggør den for ham selv.

Tilskuer og forfatter

For tilskuer er han på mange måder blevet. Hans forankring i ungdommens venskabs- og kærlighedsforhold og ikke mindst i minderne om fortiden har gjort ham til et ensomt menneske; ægteskab, børn er det ikke blevet til, og også forfatterdrømmen er det i perioder svært at realisere. Han gør flere tilløb til at skrive historien om Alex, Stella og sig selv, men fornemmer, at han ikke kan være ærlig.

Der sker imidlertid en udvikling i fortællerens forståelse af sig selv og sit forhold til Stella og Alex. Den lidenskabelige besættelse af Stella glider over i en venskabelig forsoning, og med indsigten i sin tilskuerrolle vokser modet til at skrive tæt på det, der gør ondt. Samtidig har en samtale med Krister, en anden fra vennekredsen omkring Alex, fået ham til at tvivle på sandfærdigheden i sine egne erindringer, og tvivlen viser sig måske frugtbar for hans kreativitet. I hvert fald får han skrevet romanen.

Vemodig indsigt

Westö lader dermed et modigt forsøg på livsindsigt vokse frem i sin fortæller, hånd i hånd med tvivlen. Fortælleren er sig bevidst, at søgen efter sandhed altid vil være tilnærmelsesvis og slutter sin beretning med spørgsmål:” Men vad er det vi minns, och vad är det egentligen vi älskar?”

Kan man ikke nå en sandhed, kan man i hvert fald vedgå sig følelserne, der har drevet én. Romanen lever sig nænsomt og loyalt ind i det univers af sansninger og længsler, der overfalder barnet i sin allermest modtagelige alder. Som læser genkender vi magien i disse første store følelser og vemoden, når den voksne ser tilbage og som romanens fortæller føler sig uforløst. Som vanligt er Westös lydhøre skæbnefortællinger sat ind i en større ramme, bag historien om jegfortælleren og Rabellfamilien kommer miljøforskelle i 1960-erne og flygtningestrømme og økonomisk kriminalitet i 2010-erne til syne. Den store og lille historie glider sammen i et overbevisende billede af en moderne verden i hastig forandring, ikke altid let for den enkelte at følge med i. Det er eminent gjort.

Kjell Westö: ”Den svavelgula himlen”, Albert Bonniers Förlag, 2017.

På dansk: “Den svovlgule himmel”, oversat af Jesper Klint Kistorp, Forlaget Batzer&Co, 2017.