Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/svenskestemmer.dk/public_html/wp-includes/media.php on line 1204

Fra offer til bøddel. Anmeldelse af Sara Paborn: En hustrus hævn

Hvad gør man, når man bliver træt af sin mands årelange spydigheder og ydmygelser? Man tager selvfølgelig nogle blylodder, opløser dem, så de bliver til blysukker og putter dem i hans morgenkaffe. I hvert fald, hvis man er Irene i Sara Paborns roman En hustrus hævn, den første på dansk.

 Det mener forfatteren næppe er løsningen på undertrykkelsen, men hun har skrevet en humoristisk roman om, hvad det kan føre med sig, når man konsekvent bliver trådt på, nedsablet og indskrænket i hele sin livsudfoldelse. Og det er ægtemanden Horst unægtelig god til. Fra at være en charmerende fyr, der levede op til 1950-ernes normer for mandighed, og som Irene med de store fremtidsdrømme, forelskede sig stormende i, blev han indbegrebet af en hustyran af den ikke-voldelige slags: krævende, selvoptaget og ufølsom over for kone og børn. Godt nok havde Irenes mor og veninder advaret hende mod for store drømme og forventninger, de ville kun gøre mænd bange for hende – kvinders lod var nu engang at forsøge at behage, ikke stille krav.

En hustyran i aktion

Det forsøgte hun så igennem mange, mange år. De bøger og ting, hun holdt af, blev gradvist fjernet fra reolen, og i stedet blev deres fælles hus en tro kopi af ægtemandens interesser. Og de lå langt fra Irenes, uddannet bibliotekar og interesseret i litteratur og filosofi, som hun var. For Horst var verden rationel og målbar, og Irenes glæde ved bøger kaldte han sværmerisk og latterlig. Efterhånden begyndte hun at tvivle på sig selv og sin opfattelse af verden og lod sig opsluge af ægtemandens billede af hende. Hun blev den grå mus, udvisket, konturløs og skuffet i sine drømme. Ægteskabet holdt hun pligtskyldigt ud af hensyn til børnene.

Vendepunktet kommer, da hun efter at have været husmor i mange år tager et arbejde som bibliotekar og her finder et frirum. Efter et stykke tid trues de nye muligheder for at skabe luft til sig selv imidlertid af en ny mandlig chef, der vil sløjfe de individuelle kontorer – bl.a. Irenes – og rydde ud blandt de humanistiske bøger til fordel for det naturvidenskabelige, tekniske og digitale. Forholdene her som hjemme bliver således for Irene en uforsonlig kontrast mellem en mandlig, endimensionel rationalitet og en kvindelig åbenhed for kunst og følelser, og hun må tage affære.

Magtkampen vender

Hævnen er sød, for under sin langsomme forgiftning af ægtemanden bruger hun hans gamle undertrykkelsesteknikker, denne gang vendt mod ham. Nu er det hendes malerier, der pryder væggene, og hendes forståelse af begivenhederne, der skubber hans af banen og gør ham forvirret og modløs. Ægteskabet er en magtkamp, og endelig er det hende, der er ovenpå, og hun kæmper til hans sidste åndedræt.

Vi ser alt gennem denne nådesløse jegfortællers øjne og må naturligvis distancere os fra hendes hævntogt som udspekuleret og koldsindig morder. Hvorfor sagde hun ikke fra i sit ægteskab, udfordrede mandens magtposition? Hvorfor lod hun sig udslette i stedet for at modsætte sig hans hverdagstyranni? Et vist medansvar for ægteskabets udvikling og sin egen offerrolle kan hun ikke unddrage sig, men det gør jo ikke mandens selvoptagede indskrænkethed mindre.

Retten til eget værelse

I Sara Paburns satire føres kønnenes kamp ikke på det individuelle plan, men mellem to kønsroller, hvis negative aspekter i yderste konsekvens bliver en kamp på liv og død. Mandens ret til at agere som hustyran har historisk være funderet i gældende normer, og det er i opgøret med denne dominerende norm, det kvindelige offer må ty til blysukker i morgenkaffen.

En hustrus hævn registrerer præcist mandens modbydelige undertrykkelsesmekanismer, baseret på psykisk terror og følelsen af det mandlige køns overlegenhed. Man har svært ved helt at tro på hovedpersonens udvikling fra slave uden selvfølelse til morder uden hæmninger og i stand til raffineret, gennemtænkt planlægning. Det er således ikke psykologisk tyngde, der er romanens ærinde, men derimod at levere et statement om det himmelråbende urimelige i hverdagens undertrykkelse, gemt bag ægteskabets pæne facade, og ovenikøbet legitimeret af datidens syn på mænds og kvinders rettigheder. Virginia Woolf krævede kvinders ret til eget værelse – bogstaveligt og i overført forstand, og Simone de Beauvoir leverede et opgør med kvindens position som det andet køn. En hustrus hævn giver et humoristisk, veloplagt forsvar for hendes ret til at være subjekt i sit liv og ægteskab – og med eget værelse i parcelhuset.

Sara Paborn: En hustrus hævn, oversat af Iben Mondrup, forlaget Modtryk, 2018

Efter Blybröllup, Brombergs Förlag, 2017

 

 

 

 

Leave a Comment