Anmeldelse af Jonas Gardell: Till minne av en villkorsløs kärlek.

Der bliver leget og jongleret med fortællerstemmer, sandhed og fiktion i Jonas Gardells nye, vidunderligt særprægede roman. Dens energi knytter sig til beskrivelsen af et mor-sønforhold, og ikke et hvilket som helst af slagsen. Det er nemlig forholdet mellem Gardell selv, til han døde som 35-årig ved en dramatisk trafikulykke, og hans mor, Ingegärd.

Gardell er naturligvis fortsat i live og som forfatter absolut i fin form. Den fortælleteknisk bærende stemme i romanen tilhører en alvidende fortæller, der indimellem overlader synsvinklen til Jonas, både som levende og som afdød, og til en bror, der døde i fosterstadiet, men er en glimrende observator af Gardell-familien og dens interne konflikter. Det er frækt gjort og skaber både humoristisk distance og følelsesmæssig intimitet.

Forbundet for livet

Jonas var en rigtig morsdreng. Umiddelbart efter hans fødsel indgik de to et forbund. Ingegärd var ved at dø i barselsseng, men da hun så sin skvattede nyfødte, besluttede hun at leve videre for at sikre sig, at han ikke gik til grunde. De to skulle høre sammen i liv og død.

Sådan lød historien, og Ingegärd var historiefortæller. Passede virkeligheden ikke til hendes ønsker og forestillinger, digtede hun den om. Og det skete tit, for Ingegärd var forsynet med en voldsom frihedstrang og en grænseløs tillid til Gud og mennesker. Gudstroen var grundlagt i det frikirkelige barndomshjem, men selvom der var højt til loftet i baptistmiljøet, blev Ingegärd betragtet som besværlig med sin energi og livskraft.

Portrættet af moren er fuld af humor, kærlighed og smerte. Hun var et eventyrligt, grænseoverskridende menneske, hvis rummelige livssyn afveg fra det normalitetens fængsel, som dominerede i hendes ungdom i 1930-erne, men også senere trods idealerne bag udviklingen af Folkhemmet efter krigen. Konformitet og snæversyn var udbredt.

Normbryder

Som ung brød hun opfattelsen af, hvad kvinder kunne og burde, for hun insisterede på videregående uddannelse – som børnepsykolog – og selvstændighed. Stik imod den spådom, familien fik, da forældrene lod døtrenes fremtidsudsigter forudsige ved at lade læger, inspireret af tidens racehygiejne, måle deres kranier og på den baggrund udtale sig om deres fremtid. Ingegärd blev vurderet til at blive tidligt gift, blive en god værtinde og til at egne sig glimrende som sygeplejerske. Forskellige udgaver af de gængse forestillinger om kvindens omsorgsgen.

Ingegärd blev da også gift med sin udkårne og fik fire børn med ham, men ægteskabet blev problematisk. Hendes forskerdrømme blev aldrig realiseret, og hun gled ind i den husmorrolle, som hun opfattede som en trussel mod frihedstrangen. Imens blev ægtemanden internationalt anerkendt forsker og professor og trak sig mere og mere tilbage fra familien. En dag med familien på biltur vendte han om og forsvandt ud af deres liv. I begyndelsen lykkedes det hende at digte en historie om forsvindingen, så børnene og hun et stykke tid kunne skubbe katastrofen væk, men skilsmissen var og blev en realitet og dermed Ingegärds sociale og menneskelige nedtur. Hendes økonomiske grundlag forsvandt, så tilliden til verden, og siden ramtes hun af demens.

Anderledes og miskendt

I Jonas` barndom og ungdom var moren kærlighedens inkarnation og altings udgangspunkt. Han voksede op som en sart dreng, der følte sig akavet sammen med kammeraterne og ude af trit med tilværelsen. Humor og ironi præger romanens billede af lille Jonas med det store behov for anerkendelse og bekræftelse. Det blev aldrig opfyldt, tværtimod havde han en grundlæggende forestilling om at være miskendt og misforstået af alle andre end mor. Også forholdet til faren var fjernt og anstrengt, og da Jonas som ung fortalte moren, at han var homoseksuel, blev de enige om at holde det skjult for faren.

Romanens smerte bliver markant i beskrivelsen af Ingegärds langsomme vej ind i demensens mørke forvirring, men går også her hånd i hånd med humoren. Slutbilledet viser den døde Ingegärd på vej op ad Jakobsstigen til sin afdøde familie, der brokker sig over, at heller ikke i døden, kan hun opføre sig anstændigt.

Det lykkes Jonas Gardell at forene det sprælske med det dybfølte i denne utraditionelle, fantasifulde fortælling om en kærlighed, der gav fri i stedet for at begrænse. Till minne av envillkorslös kärlek er en forunderlig rig roman, skrevet med en fortælleglæde, der fænger og rykker ved sin læser. Modig er den også med dens autofiktive intimitet, elegant sat i spil med fantasi og fiktion. Den ser vi frem til i dansk oversættelse.

Jonas Gardell: Till minne av en villkorslös kärlek. Norstedts 2018.

 

 

Leave a Comment