Fascisme i nabolandet. Anmeldelse af Johannes Anyuru: ”De kommer att drunkna i sina mödras tårar”.

Det åbne og humane Sverige som et fremtidigt apartheidsystem, hvor såkaldte Sverigesfjender interneres under bestialske forhold? Det lyder umiddelbart bizart, men Johannes Anyuru har set faretruende signaler i dagens samfund og fremskriver et fascistisk Sverige i sin nye, chokerende roman.

Den lægger dramatisk ud med en IS-terroraktion i en boghandel  midt i Göteborg. Anledningen er satiriske Muhammadtegninger, der opfattes som stødende. Under aktionen fortryder én af terroristerne, en ung kvinde, tilsyneladende og vender sit våben mod sine egne, så de øvrige terrorister dør, og gidslerne befries.

I fremtidens Sverige

Et par år senere møder vi hende på et psykiatrisk hospital i en skizofren tilstand. Undersøgelser viser, at hun er en belgisk statsborger, der sammen med sin kæreste blev islamisk radikaliseret og tog til Syrien for at kæmpe. Her blev hun fanget og indsat i en vestlig styret militærlejr, hvor hun igennem længere tid blev udsat for eksperimentel tortur.

Selv har Tundrapigen, som hun bliver kaldt med henvisning til det psykiatriske hospital, hun befinder sig på, en anden opfattelse af sin identitet og baggrund. På hospitalet viser hun interesse for en svensk, muslimsk forfatter og får lov til at modtage hans besøg. Til ham fortæller hun sin egen beretning om en opvækst i et af Göteborgs sociale boligområder, Kaningården, der ændrer sig fatalt i fascistisk retning – alt sammen sket ud i fremtiden, hævder hun.

Romanen skifter i kalejdoskopisk form mellem især disse beretninger og den besøgende forfatters egne undersøgelser af hendes liv og dybt personlige refleksioner over det fremtids-Sverige, hun giver indsigt i. Læseren befinder sig længe i en tilstand af fascineret forvirring, over tid og sted, årsag og virkning. Hvordan skal man forstå kronologien i hendes historie, når hun hævder, at hun som barn i Kaningården blev præsenteret for afskrækningsfilm, der viste selvsamme terroraktion i boghandlen, som hun selv senere deltog i – i filmens udgave dog med terroristernes sejr.

Forfølgelse og ensretning

Midt i forvirringen fanges man ind af Tundrapigens fortælling. Der er glimt af en almindelig barndom i et multikulturelt boligområde med skolegang, veninder, småforelskelser og småproblemer. Endnu er konflikterne mellem svenske og ikke-svenske under kontrol, men indvandrerbørnene bliver konfronteret med mistroiske spørgsmål til kultur og religion og bliver klar over, at de repræsenterer en anderledeshed, der skal forklares, ofte undskyldes. Hjemme er forældrene præget af splittelse mellem det land, de flygtede fra og ofte længes efter, og det svenske samfund, som de valgte på grund af dets frihed og muligheder.

Det Sverige er dog under hastig forandring. Snart organiseres selvbestaltede, nationalistiske grupper, de såkaldte ”Ridderhjerter”, og deres terrorisering af ikke-svenske børn vokser. Forfølgelserne bliver sat i system og lovliggjorte, indvandrere tvinges til i en medborgerkontrakt at underskrive sig som Sverigesvenner og fraskrive sig deres kulturelle og religiøse frihed. Alternativet er at blive registreret som Sverigesfjender.

Med tiden udvikler Kaningården sig til at blive en interneringslejr for disse såkaldte fjender af det svenske folk, hvor de udsættes for ensretning og undertrykkelse, og for dem, der modsætter sig, udslettelse.

Noget andet er muligt

Springet fra hverdagsracisme og hate-speech mod muslimer til en fascistisk apartheidstat er ikke så stort, som det lyder. Den dehumanisering af en gruppe mennesker – syndebukkene – som er forudsætningen for fascisme, kan også forfatteren, der besøger Tundrapigen og selv kommer fra Kaningården, berette om. Han genkender følelsen af at blive sat i bås og skulle retfærdiggøre sig for at blive betragtet som ligeværdig. Med sine beretninger fra sit fremtidsliv i Sverige rammer Tundrapigen forfatterens egen sårbarhed, og han forstår, at hun under terroraktionen med en pludselig indsigt, forsøgte at stoppe det gensidige had mellem befolkningsgrupperne i at udvikle sig til fascisme – i et IS-inspireret hævntogt eller i en nationalistisk kamp for et ”rent” Sverige.

Også forfatteren i romanen må træffe sine valg. Skal han vende det Sverige ryggen, hvor ildevarslende racisme kommer mere og mere op til overfladen, eller skal han værne om det håb om frihed og respekt, der i sin tid fik hans forældre til at søge beskyttelse i Sverige?

Johannes Anyuru har truffet sit valg – at skabe en skrækvision på baggrund af tendenser i Sverige, som forekommer ildevarslende. Måske vil nogen finde den grotesk i sin overdrivelse og stødende for svensk selvforståelse som retlinet nation. Men højrenationalistiske grupper vinder frem i Sverige som i andre europæiske lande, og for mig er Anyurus roman en velskrevet, stærk og nødvendig advarsel om, hvor galt det kan gå. Kunstnerisk kompleks og original, næsten uregerlig i sin leg med tid, drøm og virkelighed, og båret oppe af en tro på det fælles menneskelige trods alle vores forskelligheder.

Johannes Anyuru: ”De kommer att drunkna i sine mödrars tårar”, forlaget Norstedts, 2017.

“De vil drukne i deres mødres tårer”, oversat af Birgitte Steffen Nielsen, Gyldendal, 2018

 

 

 

 

 

Leave a Comment