Det udsatte menneske. Anmeldelse af Sigrid Combüchen: ”Sidonie & Nathalie. Från Limhamn till Lofoten”.

Findes der netop nu et mere aktuelt og vedkommende tema end det at være flygtning? Det tages op af Sigrid Combüchen i en ny roman, endnu ikke oversat til dansk. Tiden er slutningen af Anden Verdenskrig, hvor hendes to hovedpersoner, Sidonie og Nathalie, flygter fra Alsace til Sverige. Selv har Sigrid Combüchen bevæget sig i samme retning. Hun blev født i Tyskland i 1942 og kom som 6-årig til Sverige, hvor hun debuterede som 18-årig. Siden er det blevet til et væsentligt forfatterskab, der er karakteristisk ved et historisk perspektiv på samfundstendenser.

Beretningen om de to kvinders flugt fra nazismen gør stort indtryk. Med et levende, sansende sprog bevæger vi os i spring mellem forskellige synsvinkler og tider. Vi skifter fra Nathalie som 90-årig i Nordnorge, hvor det er lykkedes hende at opbygge et nyt liv, til begivenheder under flugten i 1944 og tilbage igen. Også beretningen om Nathalies og Sidonies kamp for at overleve under rejsen nordpå sker i spring, frem og tilbage i tid og sted, hvilket skaber en både urolig og eftertænksom stemning. Et spejl for flugtens usikkerhed og for den modstand, der ligger i erindringen om den.

Løgneren og tilskueren

Sidonie og Nathalie har fundet sammen som flygtninge og er afhængige af hinanden, men forbliver fremmede. Det at holde afstand er en overlevelsesstrategi, en beskyttelse mod nærhed og samtale om de tab, de begge har lidt. Nathalie er veluddannet og fra en velhavende familie. Hun har haft mand og tre små børn, men alle er omkommet ved en mineulykke. I Sidonies papirer nævnes en fortid som smørrebrødsjomfru, men Nathalie tror ikke på papirerne og mener, at hun lyver sig til forskellige identiteter. Hun kalder sig selv tilskueren og Sidonie løgneren. For dem begge gælder det om at skjule fortidens smerte under tavshed og anonymitet.

Sidonie er den praktiske af dem, har let ved at udnytte mulighederne og let ved sprog. På turen op gennem Tyskland sover de i ruiner og udhuse, stjæler mad eller tager løsarbejde på gårde til gengæld for brød og et sted at sove. Sulten er konstant. Vi følger deres fortvivlede, opfindsomme søgen efter nye muligheder og sanser stanken og snavset i de udbombede områder, de kommer igennem.

Nye overlevelsesstrategier

Fra Danmark sejles de illegalt over sundet til Limhamn, hvor de af private får tip om arbejde på et slot i nærheden. Her opholder de sig i længere tid og glider fra hinanden. Sidonie tilpasser sig, får venner og efterhånden betroet arbejde i køkkenet, mens Nathalie arbejder hårdt udendørs, isolerer sig fra andre og føler livslede og længsel efter døden. Hun nægter som værn mod nye tab at indrette det værelse, hun får, som et hjem. Sidonie derimod klunser sig til pæne ting og blomstrer op ved at kunne efterligne det almindelige liv.

Et lyspunkt for Nathalie bliver en polsk flygtning, som hun får et seksuelt forhold til. Sammen oplever de øjeblikke af glemsel. Kontakten mellem dem opdages af Sidonie og forstærker en voksende vrede i hende mod Nathalie, hvis isolation hun opfatter som overklassemanerer. Vreden bygger på en gammel sårbarhed, knyttet til det at være underklassebarn.

Det gode liv

Alligevel rejser de to videre sammen. Denne gang må de flygte fra en voldsepisode, forårsaget af en af slottets unge herrer, som nedgør Sidonie og tager sig friheder over for hende. Endnu et spark til hendes sociale mindreværdsfølelse. De tager videre op mod den norske grænse, lever af penge, Sidonie har stjålet, og møder undervejs en mand, der bliver kaldt Danken, og som får afgørende betydning for Sidonie. Med ham får hun mulighed for at opnå den tryghed, hun har søgt, og føle sig værdsat: ”Han tyckte om att säga hennes namn, hon tyckte om att höre det.”

Danken er en sammensat person, en lille mand med et fysisk handicap, men psykisk livskraftig og solidt funderet i en samhørighedsfølelse med andre mennesker og deres fælles arbejde i lokalsamfundet som husmænd og fiskere. Med deres kærlighedsforhold synes Sidonie kort før krigens slutning at være nær målet for sin flugt, men også i naturen lurer tilfældigheder og tilintetgørelse, og deres forhold udvikler sig dramatisk.

Fortællingen om Danken og Sidonie afslutter romanen, og i den udtrykkes en vision om det gode, enkle liv. Vi introduceres for to unge tyskere, som kontrollerer den norske side af Idefjorden, hvor Sidonie og Danken færdes. De bliver i et hjem, hvor de skal hente en mistænkt, vidne til en fødsel. Det får dem til at mindes deres egen barndom og længes hjem. Billedet af de to følsomme unge tyskere, som iklædt uniform glædes over det nyfødte barn i et tysk-besat land bliver en stærk kontrast til krigens umenneskeliggørelse af fjenden.

Krigens konsekvenser

Nathalies liv efter afslutningen af krigen og op til 2005, hvor vi møder hende som gammel, omtales kun sporadisk. Hun er blevet gift på ny, har fået en datter og fire børnebørn og bor nu som enke i et lille hus på Lofoten med udsigt over havet. Her sidder hun og iagttager, når fritidssejlere i kajak kommer tæt på klippeskærene under hende og tænker tilbage på sit liv. Hendes familie bekymrer sig om hende og vil gerne bestemme mere over hende, end hun bryder sig om. Hun holder afstand, er skarp i sine kritiske tanker om datterens konventionelle meninger og børnebørnenes karaktertræk – for meget behagesyge, for lidt ærlighed. En aften oplever hun, at en af kajakkerne kæntrer, og roeren drukner. Om det var selvmord eller ulykke er uvist, men for Nathalie bliver det et vendepunkt. Hun tænker, ”att i denna natt hade hon upplevt den sista starka känslon i sitt liv.” Måske vælger hun derefter at gøre en ende på den tilværelse, som siden de første store tab har været en tilskuers.

Romanen lader det stå åbent, men vi er ikke i tvivl om de menneskelige konsekvenser af krig og et liv på flugt. Med beundringsværdig indføling identificerer Combüchen sig med det almindelige, udsatte menneske, det evige offer for store beslutninger om magt og ære, og giver dermed et humanistisk modsvar til brutalitet og undertrykkelse. Det er udsøgt kunst – nærgående og udfordrende slår romanen benene væk under sin læser.

Sigrid Combüchen: ”Sidonie & Nathalie. Från Limhamn till Lofoten”, Norstedts, 2017.

 

 

 

Leave a Comment