Etnisk udrensning griber ind i et ægtepars drøm om en ny start i livet. Der er over 60 år imellem, men fortiden kaster som bekendt skygger. I sin nye roman følger Tove Alsterdal tråde tilbage til et af mange sorte kapitler i europæisk historie og bevæger sig samtidig ind i et speget forhold mellem to mennesker i krise. Både storpolitisk og personligt gemmer der sig løgne, fortielser og angst.
Sonja og Daniel er et svensk ægtepar i 1950-erne. Han har mistet sit lederjob i forlagsbranchen og samtidig troen på sig selv. For at give ham nyt livsmod indvilger Sonja i at bryde op fra hverdagene i Stockholm og bosætte sig i Böhmen, hvor Daniel har fundet en vingård til salg. Deres børn er voksne og bosat i udlandet, og intet forhindrer dem tilsyneladende i at realisere deres nye drøm. Det viser sig naturligvis ikke at være så enkelt.
Vingården ligger i en lille landsby i det tidligere tjekkoslovakiske Sudeterland, hvor en stor del af befolkningen var tyskere. Området blev i 1938 genstand for Hitlers aggressionspolitik under mottoet Heim ins Reich – tyskere bosiddende i Tysklands nabolande skulle opildnes til opstande og forberede tysk invasion. Det lykkedes Hitler i Münchenforliget 1938 at få omverden til at acceptere sin anneksion af en del af Tjekkoslovakiet mod at love, at annekteringsplanerne stoppede med Tjekkoslovakiet. Man ser den engelske premiereminister Chamberlain for sig, viftende med Hitlers løfter og sikker i sin tro på fred i vor tid.
Området, som Sonja og Daniel flytter ned til, har altså under anden verdenskrig været i nazistisk besiddelse og var dermed en politisk og menneskelig krudttønde, da Det tredje rige brød sammen. Hvad ville der ske med sudetertyskerne, hvoraf nogle havde været nazisympatisører, andre ikke, da krigen var slut, og områdets tjekkiske befolkning var på sejrherrernes side?
De blev udrenset, viser Tove Alsterdal os, og det vil sige slået ihjel eller smidt ud af deres boliger og sendt til Tyskland, hvor de var fremmede. Begivenheder, som alle siden – forgæves – gjorde alt for at glemme. For Sonja og Daniel visualiserede begivenhederne fra 1945 sig i et mumificeret lig af en dreng, som de fandt i en kældergang under vingården kort efter ankomsten. Drømmen om et nyt og lykkeligt liv smuldrer, efterhånden som det mystiske fund fører nye begivenheder med sig. Det viser sig, at den gamle konflikt mellem tjekkere og tyskere stadig sætter spor, og Sonja og Daniel kommer i en klemme, der afslører, at parrets krise ikke kun var et spørgsmål om at miste sit arbejde.
Blindtunnel hedder romanen, og titlen refererer helt bogstaveligt til det net af underjordiske tunneler, som blev den tyske drengs endeligt. Men også til det menneskelige tunnelsyn, som fordomme og gensidigt had mellem befolkningsgrupper fører med sig, og som kan få fatale konsekvenser. Forlaget bruger betegnelsen spændingsroman, men man kan diskutere, hvor præcis en genrebetegnelse, det er. Romanen er bestemt spændende, men for mig først og fremmest en tankevækkende, perspektivrig illustration af det tragiske i, at hævntørst og blinde vinkler får lov at dirigere vores liv. Hvor opløftende at møde en forfatter, der så kompetent inddrager historisk viden!
Tove Alsterdal: Blindtunnel. Forlaget Modtryk, 2019.
Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt efter Blindtunnel, Lind&Co 2019.