I marts døde Torgny Lindgren, en af Sveriges store forfattere igennem mange år. Selv stiftede jeg først bekendtskab med ham i 2011 i form af hans eneste erindringsværk – Erindringer – og blev betaget. Over den særlige balance mellem lethed og tyngde, konkrete barndomserindringer fra Västerbotten i Nordsverige og refleksioner over selvfremstillingens dobbelttydighed og livets mening. Her er tvivlen en nådegave, ligesom humoren og selvironien.

Mange af kvaliteterne er til stede i “Norrlands” Akvavit fra 2007, der ligesom tidligere romaner foregår i Västerbotten. Vi møder Olof Helmersson, som efter 50 års fravær vender tilbage til det lille lokalsamfund med en mission. En ny en, for i 1950-erne var han vækkelsesprædikant med stor gennemslagskraft – 416 sjæle fra syv små menigheder fik han omvendt med sine karismatiske taler og tilhørende harmonikamusik. I de forløbne år har han imidlertid fortrudt. Nu vil han, inden han dør, bekende sine vildfarelser; missionen var selvbedrag, Gud er et blålys, og den eneste virkelighed baserer sig på udviklingslæren og tilfældighedernes spil.

Udviklingslæren som mission

Da Olof genser Västerbotten er alting forandret. Mange af de frelste er døde, resten på nær to er frafaldne, og kun få husker stadig til hans store fortrydelse hans navn og betydning. Olof lader sig imidlertid ikke slå ud, hans tiltro til sin nye verdensanskuelse og vigtigheden af at åbenbare den er stor, og han ser håbet i de to eneste stadig levende og troende fra den tidligere menighed.
Olof og lokalsamfundets beboere toner frem i skæret af Lindgrens underfundige humor, som med små skred i dialogerne afslører mange groteske situationer. Det moderne Västerbotten er, hvad vi i Danmark ville kalde et udkantsområde – den lokale journalist får ordrer fra hovedredaktionen i storbyen, folk flytter sydpå eller ud til kysten på jagt efter arbejde og storbyliv og efterlader ødegårde på stribe. Tilbage er originaler, der vigter sig med en særlig stolthed over områdets glorværdige historie og mistror indvandrere, som de kaldes, fra andre lokalsamfund. Et snæversyn og en selvforblændelse, som Lindgren ser på med et skævt smil. Samtidig besidder beboerne også en positiv livskraft, en evne til at leve hverdagen på trods af modstand og til at stå imod fusentastere som Olof. Norrlands Akvavit, områdets udgave af livets vand og romanens titel, bliver symbolet på styrken i menneskers jordnære tilværelse.
Også Olof må ty til Norrlands Akvavit. Gerda, der er den ene af de stadig troende, ligger for døden, og han er fast besluttet på at rykke hende ud af den religiøse illusion inden. I en række vidunderligt groteske scener ser vi Gerda liggende på sit dødsleje med Olof ved sin side, og uanset hvad han siger, eller om han tier, føler hun sig bekræftet i sin egen version af livets mening. Olof må benytte en særlig udgave af den sidste nadver for dog på en eller anden måde at få sit budskab om den gudløse eksistens igennem.
Den anden sidste troende er Marita, der viser sig at være Olofs ukendte datter, frugten af et særligt beåndet vækkelsesmøde. Trods sin tordentale om synden havde han allerede dengang blik for de verdslige fristelser. I Olofs møde med datteren får han jordforbindelse og blik for det nære – livets vand. En tyngde, som ikke kom med omvendelsen i verdensanskuelse, for hans insisteren på sin nye – denne gang naturvidenskabelige – sandhed blev intoneret med samme selvovervurdering, som han benyttede som vækkelsesprædikant. Ikke for ingenting følte han sig stadig ”hjemme i den kongelige prædikantseng”, han i sin tid benyttede.

Indsigt og humor

Der er meget kærlighed i Lindgrens humor, til lokalområdet og frelste som frafaldne. Skeptisk er han over for menneskers selvforblændelse og ukritiske hang til entydige livsanskuelser, men han forstår os og viser den længsel og usikkerhed, der ligger bag.
Små fotografier og tegninger i bogen som gamle familieportrætter og datidige annoncer for harmonikaer er med sine spil på genrer og stil med til – på humoristisk vis – at hive de store forblommede sandheder ned til vores daglige virkelighed. Tænk at have så meget til gode af Torgny Lindgrens rige forfatterskab – jeg glæder mig.

Torgny Lindgren: “Norrlands Akvavit”. På dansk ved Karsten Sand Iversen. Samleren 2008.
Udkom 2007 på det svenske forlag Norstedts.