Mumitroldene kender vist de fleste. Tegnet og skrevet af finlandssvenske Tove Jansson, som også har mange andre kunstværker bag sig, både som forfatter og billedkunstner, men de er næppe så kendte i Danmark. Hvis man skulle dømme efter ”Billedhuggerens datter” fra 1968, først på dansk i 2014, er det en stor fejl. Det er et vidunderligt erindringsværk – poetisk, klogt og ærligt – om den lille Tove i Helsingfors omkring 1920.

Regler og rummelighed

Tove er barn af et kunstnerpar, faren er billedhugger og moren tegner og illustrator, og fantasi og frie tøjler præger hendes opvækst. Om sommeren bor mor, far, barn, hushjælp og et væld af kæledyr ved havet, og her foregår erindringsbogen. Familien skiller sig ud ved dens farverige rummelighed, men glider også ind i et fællesskab med andre landliggere, og her gælder særlige regler. Når der bliver storm og mulighed for strandhugst, lukker strandfogeden øjnene, og beboerne fordeler rovet efter retfærdige principper, ikke gældende lov.
Regler i den lille familie sættes af faren, han har store armbevægelser, ved, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er god kunst og dårlig, og det lægger sig som ubrydelige sandheder i resten af familien. Dog ikke helt, moren er en klog kvinde, der lader manden få ret, men ellers gør, hvad der passer hende.
Hun er så klog, at hun forstår nødvendigheden af farens sviregilder. En gang imellem er der brug for at drikke igennem, vennerne ankommer og går til den et par dage. Tove iagttager svirebrødrene fra sin hems og bliver som moren bekræftet i, at sådan må det være. Da kammeraterne bryder op, takker de taknemmeligt.

Magi og voksenord

Toves fortællerstemme er ganske særlig. Den er naturligt nok præget af barnets magiske sprog, men også iklædt voksenord, især farens formuleringer. Effekten er humoristisk, men giver også indsigt i vigtige brydninger i hendes udvikling, hvor de voksnes holdninger er med til at forme begreber og forståelse. Se bare Toves omtale af en fisketur: ”Der er ingen af os andre, der bryder os om at fiske. Men mor kan holde nettet og ro båden, mens far fisker. Hun har ikke sans for de rigtige steder, men den slags er medfødt og meget sjældent hos kvinder.” Pigen gengiver troskyldigt og loyalt farens forståelse som sin egen, men bagved titter den voksne forfatter frem med et glimt i øjet.

Indblik i den voksnes verden

Bogen er opbygget i kapitler om særlige begivenheder og oplevelser. Et af dem har fokus på hushjælpen Anna, som barnet beundrer for hendes livskraft. Hun skifter livligt ud mellem elskere og er ikke bleg for at hugge blomster fra andres haver. Under en fælles tur begraver pigen alle morens guldsmykker i en lille bæk, for historien fortæller ifølge Anna, at dér vil guld formere sig. Dagen efter er alle guldsmykkerne forsvundet, konstaterer barnet undrende, men læseren ved, hvem der har været på spil.
En anden oplevelse handler om pigens møde med en voksenverden, hun ikke forstår, men tiltrækkes af. Igennem et stykke tid har hun fulgt efter en mandlig geolog, som forsker i området. Hun får lov at gøre ham små tjenester, og de laver gæk med hinanden i al uskyldighed. En dag ankommer en kvindelig geolog, som tydeligvis er interesseret i at have manden for sig selv. Pigen oplever en forandring hos ham, den oprindelige ligefremhed forvandles til forstillelse, og hun forstår, at hun er uønsket og reagerer voldsomt overfor den indtrængende konkurrent.

Det farlige

Også i forholdet til faren optræder der jalousi. Han omgiver sig med kæledyr, bl.a. en abe, som han holder meget af. Da Tove har fået røde hunde, ånder hun på aben for at gøre den syg, for hun oplever, at den får mest af farens opmærksomhed. Også en krage tager faren sig meget af, og en dag kommer pigen til at puffe til den, så dens ben bliver klemt af, og den må aflives. Bagefter ved hun, at det ikke var tilfældigt og føler sig skyldig.
Det farlige er således et vigtigt tema. Faren eksisterer som konkrete trusler – fra havet, når det bliver storm, og i form af den død, hun føler sig skræmt af, når legekammeraten skærer hovedet af en fisk. Det farlige er også i hendes egne følelser, vreden, når en enfoldig kvinde fra området, ikke vil gøre, hvad hun siger, eller når angsten for at miste farens kærlighed får hende til at gøre noget forkert. Og som hun har hørt de voksne sige: ”hvem som helst kan slippe det farlige løs, men kunsten er at få det placeret bagefter.”
Moren og Tove tilbringer nogle dage sammen i et hus en vinter, hvor det bliver voldsomt snevejr. Det begraver næsten huset, og pigens forskrækkelse bliver til en følelse af tryghed. Intet af alt det farlige i verden ville kunne nå dem her. Men sneen smelter jo, og pigen må tilbage til det farlige, som findes som et grundvilkår i livet, hun ikke kan skjule sig for.
Man kan ikke lade være med at se mumitroldenes paradisiske univers som en parallel til huset, hvor ondskab og farer for en stund kan lukkes ude. Men også i mumiernes dal lurer det farlige.

Tove Jansson giver os et indblik i en magisk verden, oplevet af et følsomt og temperamentsfuldt barn, som forstår mere og mere af sig selv og sine omgivelser. Nænsomt og indsigtsfuldt genkalder hun sig sit barnesind og det miljø, der formede hende som menneske og kunstner – til stor glæde for sine læsere.

Tove Jansson: ”Billedhuggerens datter”, på dansk ved Agnete Dorph Stjernfelt, Gyldendal, 2014.
Originaludgave: ”Bildhuggarens dotter”, Schildts & Söderströms, 1968