Samtale med Jonas Hassen Khemiri. Høst, nordisk litteraturfestival på Borup Højskole i København.

Vi befandt os i det øverst beliggende mødelokale på højskolen, kaldet Himmelrummet. Omkring 40 tilskuere, de fleste kvinder, var kommet for at høre Jonas Khemiri fortælle om sin seneste roman ”Alt det jeg ikke husker”. Han trådte ind sammen med sin samtalepartner, og af deres smalltalk inden start forstod jeg, at hun var underviser på højskolen. De var et godt match, og dialogen blev hurtig interessant. Khemiri konstaterede, at han forstod ca. 85% af det, hun spurgte om, og hvis vi havde det på samme måde med ham, kunne det ikke gå helt galt. Han viste sig at være let at forstå – stockholmsk er nu ofte lettere end malmøsk.

I sin præsentation af forfatterskabet fortalte han stærkt selvironisk om sit første færdige manuskript, som han betegnede som en efterligning af alle hans helte – William Faulkner for bare at nævne en enkelt. Efterhånden forstod han, at han i stedet måtte finde sin egen stemme, og det fik han i gennembrudsbogen ”Et øje rødt”, må man sige, hvor en multietnisk sociolekt for første gang optrådte i en svensk roman.

Sproget som selviscenesættelse

Centralt i ”Alt det jeg ikke husker” står ifølge Khemiri hans optagethed af ordene, at finde ord, der udtrykker erindringen om et menneske, som ikke findes mere. I romanen lader han flere personer fortælle om deres forhold til Samuel, der har begået selvmord. Derigennem karakteriserer de også sig selv og iscenesætter det billede, de gerne vil give andre. Romanen undersøger altså sprogets betydning for vores forståelse af os selv og andre og slår fast, at erindring er subjektiv og sandhed en illusion. Læseren må selv være med til at bygge personerne i romanen op. De bedrager sig selv og hinanden, og deres hukommelse er fragmentarisk og farvet af følelser. Derfor er teksten fuld af huller, siger Khemiri, hvilket også understreger den tomhed, der findes i tabet af et menneske.

Khemiri ser sig selv i både hovedpersonen Samuel og i den forfatter, der i romanen interviewer Samuels efterladte og er optaget af at finde ind til sandheden om ham. Et karaktertræk ved Samuel var, at han optog sprog og identitet efter de mennesker, han mødte. Samuel så det selv som et svaghedstegn, Khemiri derimod som en mulighed for empati, når ”mennesker flytter ind i hinanden”. Måske er det netop dette træk, der får ham til at identificere sig med Samuel – at kunne flytte ind i andre er vel selve forudsætningen for en forfatters kreativitet.

Når hukommelsen forsvinder

Khemiri drejer ofte samtalen ind på egne oplevelser og bruger i sine romaner tydeligvis meget selvbiografisk stof. Han fortæller levende og kærligt om sin egen mormor – forlægget for Samuels. Også virkelighedens mormor blev dement og måtte flytte fra sit hus, men hvor Samuel og hans veninde Laide lod voldsramte kvinder flytte ind i huset, var det kun ønsketænkning for Khemiri: Han legede med tanken og realiserede den i romanform.

Khemiris optagethed af ords betydning for identiteten fik en særlig drejning under mormorens demens. Han oplevede hende sætte små sedler med ord og begreber overalt i hjemmet for at holde fast i en virkelighed, der var ved at forsvinde – sproget blev et værn mod angst og forvirring. Tabet af hukommelse var smertefuldt for hende, som det må være for alle demente. Khemiri reflekterer over, om tabet af hukommelse i en anden situation kunne være positiv, fordi der kunne ligge noget befriende i det i forholdet til andre mennesker. Det forudindtagede ville ikke længere være en forhindring for forståelse. Og netop fordommenes betydning for vores billede af andre er et vigtigt tema i ”Alt det jeg ikke husker”.

Det fællesmenneskelige

Tiden gik hurtigt – for hurtigt – med en veloplagt Khemiri, der forstod at koble det personlige til noget alment, så det fælles i menneskers oplevelsesverden blev tydeligt. Ligesom i romanen blev etnisk identitet ikke italesat som en faktor, der er definerende i sig selv – hverken for ham som forfatter eller for hans personer. Det er – som nævnt i min anmeldelse af romanen – ganske bemærkelsesværdigt i en tid, hvor det ofte kommer i første række som markør for identitet og adfærd. I øvrigt fortalte han, at han i en tekst havde eksperimenteret med at udelade kønsbetegnelse, og at det havde vakt opmærksomhed, når han mødte sine læsere. Når faste kategorier for mennesker forsvinder, skaber det uro.

Khemiri afsluttede med oplæsning af en af sine noveller, der på humoristisk vis legede med at afsløre et menneskes selvbedrag. En enkelt gang missede vi danske lyttere en sproglig pointe, hvilket Khemiri gjorde opmærksom på med et glimt i øjet – det var jo lige dér, man plejede at skraldgrine.

Vi forlod Khemiri og Himmelrummet – et passende sted at møde en forfatter med vid og højt til loftet, både kunstnerisk og menneskeligt.

 

 

Leave a Comment