Det er en vidunderlig roman, Sverige i år har indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris: Sami Saids fortælling om det at være et menneske på flugt. Med et sprog, der betager med sin sprøde, bevægelige mangfoldighed, udvider han læserens forståelse af det særlige ved at være Ahad, en dreng, der flygter fra barske forhold i Somalia med drømme om nye muligheder i Europa eller USA. Men Said bekræfter også, hvad mennesker har til fælles på trods af ulige vilkår og gensidige fordomme.

Synsvinklen i romanen er Ahads, og vi følger hans forsøg på at skabe sig et liv i Europa, bl.a. i Sverige. Hans tilgang til den nye verden, han møder, er præget af en grundlæggende tiltro og optimisme. Den udfordres af modstand overalt, fra et trægt asylsystem, fra fascistiske grupperinger, fra den kriminelle underverden, hvor mange indvandrere opsluges og selv bidrager, og fra en stigende desillusion hos de flygtninge, han færdes iblandt.

Ahads grundlæggende optimisme er bemærkelsesværdig i forhold til den baggrund, han flygter fra. Efterhånden kan vi stykke et billede sammen af en barndom med fattigdom, vold, kriminalitet og kronisk sygdom og med den altid beskyttende mama som eneste lyspunkt. Taknemmelighedsgælden og savnet efter hende lurer altid i ham, ligesom pligten hos de fleste flygtninge og indvandrere til at betale de mennesker i hjemlandet tilbage for deres hjælp til at flygte – enten i form af penge eller i hvert fald ved at fremvise et succesfuldt liv i det nye land. Og det viser sig at være svært.

Ahads særlige stemme er den bærende tråd i romanen. Hans besnærende livsmod og humanisme gør indtryk, især fordi den aldrig skjuler sorgen, savnet og frustrationerne over ingen steder at høre til. Det popper altid op, bl.a. når han konstaterer den grundindsigt i verdens lov, at bare den lykkelige bliver lykkeligere. Eller når han reflekterer over forskelle i livsvilkår og stiller spørgsmålet, om ikke flygtningestrømmen er en reminder til bl.a. svenskerne, der har glemt krigens og sultens gru, om at nøden findes. Om ikke andet så har flygtningene dén mission, for viden om ulykkens vilkår er vigtig for at være menneske. Også i Ahads billedrige sprog dukker smerten op og iklædes dæmoner og onde ånder med tråde til hans afrikanske kultur. Det er poetisk, følsomt, men også ofte præget af humor. En forunderlig cocktail.

Således favner Sami Saids kig ind i en flygtningeverden vidt. Der er ingen letkøbte konklusioner eller fjendebilleder, men et åbent inciterende indblik i en gruppe menneskers liv, fjernt fra det, der engang var deres hjem. På jagt efter det samme mål som alle andre mennesker – et sted at høre til og hvor det er muligt at leve et rimeligt liv.

Sami Said: Människan är den vackraste staden. Natur&Kultur, 2018.