NORD finder sted på Kulturværftet, som bl.a. huser bibliotek og mødeaktiviteter. Absolut et passende sted at lade forfattere og læsere mødes. Der er tusindvis af bøger, man kan bladre igennem i pauserne, hvis ikke man fortaber sig i den formidable udsigt: Kronborg, Sverige i baggrunden og Øresunds sejlskibe, bølger og måger, alt sammen lige uden for vinduerne. En af mine udvalgte forfattere, Jonas Hassen Khemiri, fortalte, at biblioteket var et af hans trygge barndomsrum, trygt, meningsfuldt og inspirerende, og det lever Kulturværftet op til.
Mødet med ham og mine to andre udvalgte forfattere, Carolina Setterwall og Anne Swärd, gav vidt forskellige oplevelser, men der var også et fælles mønster. Setterwall nævnte, at et af de vigtigste temaer i nyeste svensk litteratur var familie og opvækst, og det er jo tydeligt i de tre forfatteres seneste bøger og også i dem, de hver især er i gang med. Familietemaet er for svenskerne, hvad autofiktion er for danskerne, mente Setterwall.
Jonas Hassen Khemiri
Der er plads til både latter og eftertanke i dialogen mellem Khemiri og Tore Leifer. Ligesom der er det i udgangspunktet for samtalen: Khemiris Farklausulen, hvor frustrerende far/søn-konflikter og hverdagens kaos med småbørn kommer under lup.
Følelsen af rædsel sætter ofte skriveprocessen i gang, fortæller Khemiri, i Farklausulen over de tunge familiekonflikter og også over de farlige tanker, som ethvert menneske oplever og ofte forsøger at skubbe fra sig. I Farklausulen er det den ”pappaledige” søn, der i sin iver efter at få applaus for sin rolle som far ustandselig kredser om, hvordan andre ser ham agere i stedet for blot at være nærværende – og derfor myldrer det med både selvtilfredse og selvkritiske indre stemmer. Ifølge Khemiri er tankerne kun farlige, fordi de er forbudte, men de er der jo, som han siger, og derfor nødvendige både at skrive sig igennem og acceptere, selvom vi skammer os over dem.
Gennem at skrive trodses den indledende rædsel, fortæller Khemiri. Og når han er nået hele vejen igennem, føler han sig næsten uovervindelig. Undervejs har romanen undertiden ført andre steder hen, end han troede. Personerne har et eget liv, som i Farklausulen, når de modsætter sig at få navne og i stedet insisterer på at omtales ved deres familierelationer – selvfølgelig en understregning af det almengyldige og samtidig en mulighed for humoristiske kombinationer. Et andet eksempel på de skabte personers eget liv er morens udvikling. Khemiri forestillede sig, at hun til slut i romanen ville gribe ind og løse konflikterne mellem far og søn, som kvinder – bl.a. Khemiris egen mor – så ofte har gjort det, men det skete ikke. Hun insisterede på sin egen frihed og selvstændighed og overlod de to mænd ansvaret for deres egne konflikter, og denne selvbevidste reaktion var Khemiri svært tilfreds med. Også romanens små signaler om mulig forsoning kom som en positiv overraskelse for Khemiri selv. Måske har gennemlevelsen af rædslen skabt rum for større forståelse.
Khemiri lægger ikke skjul på, at meget i Farklausulen bygger på egne oplevelser. Dels det konfliktfyldte forhold til faren og dels erfaringerne som ”pappaledig”, hvilket Khemiri har været to gange. Det fik ham til at forstå, at han ikke behøvede at gå alle mulige andre steder hen for at få dramatisk stof. Der var rigeligt drama i hverdagen med små børn, fortæller han og læser en af romanens hæsblæsende beskrivelser af en ganske almindelig kaotisk morgen i en småbørnsfamilie højt. Til stor morskab og sikkert genkendeligt for de fleste af os, der lyttede.
Carolina Setterwall
”Det var en let bog at skrive i en periode, hvor det var utrolig svært at leve”. Carolina Setterwall lægger overraskende ud med at gennemhulle tilhørernes forestillinger. Lad os håbe det bedste var let for hende, fordi den føltes som en nødvendighed for at komme igennem den krise, som ægtemandens pludselige død havde efterladt hende i. Den var således terapi for hende selv i en tid, hvor tilværelsen var brudt sammen og hendes sædvanlige kontrollerede, præstationsorienterede identitet var magtesløs. Og for sønnen, Ivan, skulle den være ”et fotoalbum i ord”, hvor han senere kunne læse om sin far, som han ikke nåede at lære at kende – og ikke mindst forstå, at faren elskede ham i den korte tid, de havde sammen.
Men det var ikke et glansbillede, Ivan skulle have. For Setterwall var ærligheden et must. Alle de mindre pæne sider af sorgen skulle med, de egocentrerede tanker, skammen, bebrejdelserne både mod sig selv og manden og den altid dårlige samvittighed. Skildringen af parforholdet inden dødsfaldet skulle være ligeså ærlig over for det ufuldkomne og vise fejl og svagheder hos dem begge i et forhold, som måske – lader Setterwall sin fortæller forestille sig – ville være brudt sammen i skilsmisse. Nu var det døden, der brød ind.
Setterwall bliver spurgt om sit valg af genre. Hvorfor har hun kaldt det en roman? Genrebetegnelsen var ikke noget, hun havde fastlagt, fortæller hun, hun skrev bare, men da den mastodont af et manuskript, hun havde skrevet, skulle forkortes, blev hun klar over, at det måtte kaldes en roman. Her blev udvalgt, digtet detaljer og fortolket, og resultatet kunne på ingen måde siges at være en objektiv, faktuel beretning – det var hendes fiktion, én blandt flere mulige.
Slutningen af romanen lader Setterwall være åben, forvirret og uafklaret. ”Jeg har ikke svarene på alle de spørgsmål bogen stiller”, siger hun. Og det er jo netop et af romanens fortrin. Setterwall skriver på en ny roman, som har opvækst og familiekonflikter som tema, fortæller hun. Lad os håbe, hun her bevarer sin lydhørhed over for det, der ikke lige kan besvares.
Anne Swärd
Det var en noget besværet dialog, der udfoldede sig mellem intervieweren og Anne Swärd. Måske havde de forinden snakket om ikke at afsløre romanens handlingsgang og dermed ødelægge det for den læser, som havde ”Vera” til gode. I hvert fald havde intervieweren hele tiden betænkeligheder ved sine spørgsmål, som han nærmest bad om lov til at stille. Det udviklede sig til lidt af en farce og gjorde indblikket i romanen noget sporadisk. Alligevel lykkedes det at få interessante oplysninger, både om forfatteren og romanen.
Anne Swärd lagde ud med et humoristisk billede af sig selv i nærkontakt med den fysiske bog – hun stregede under, når hun læste, lavede ”hundeører”, som det hedder på svensk, og behandlede i det hele taget den faktiske bog respektløst, som hun sagde, men indholdet, selve litteraturen med så meget mere respekt. Hun var netop ved at færdiggøre næste bog, en roman om familiekonflikter, manglede næsten kun at finde en passende titel og følte faktisk separationsangst, som hun sagde, i forhold til den fraværende bog. Og en splittelse i situationen, hvor hun nu skulle fortælle om ”Vera”.
I ”Vera” er hovedpersonen Sandrines ensomhed et vigtigt tema, ligesom ensomhed generelt er udbredt i mange familier. Swärd forklarede, at hun tit selv frivilligt søgte ensomhed, men også havde oplevet ufrivillig ensomhed gennem længere tid. Faktisk var læserreaktionen efter hendes debutroman, første gang hun rigtig følte sig forstået og bragt ud af sin ensomhed.
Sandrines voldsomme isolation som flygtning i Sverige, hænger jo sammen med hendes traumatiske baggrund: mødet med nazisterne, hendes egen kamp for at overleve og skammen og selvhadet, der bliver konsekvensen. Da hun i Sverige indlemmes i en overklassefamilie og får et barn, er hun ude af stand til at tage sig af barnet, endsige holde af det. Swärd fortæller, at det var svært at skrive om det vanskelige forhold mellem mor og datter. Det er et næsten tabuiseret emne at beskrive en mors manglende moderfølelser, og hun opfattede det som en lettelse at kunne lade den misrøgtede datter i romanen kaste sin kærlighed på barnepigen. Ligesom i Khemiris Farklausulen havde romanfigurerne et egetliv, som var befriende.
Swärd fortæller, at hun ofte skriver om det ordløse, passive menneske, som lader sig føre med af kræfter uden for sig selv – som Sandrine på mange måder gør det i forhold til familien Ceder, traumatiseret som hun er. Romanen om hende antyder i slutningen nye muligheder, bl.a. i forholdet mellem mor og datter, og Swärd afslører, at der måske kommer en fortsættelse. Det ville være dejligt.
Swärd ser naturligvis paralleller mellem Sandrines flugt under 2. verdenskrig og den nuværende flygtningesituation. Også i dag kommer flygtninge til Sverige uden at kende til sproget og kulturen og er derfor truet af samme forfærdende ensomhed og følelsen af at give sig andres bestemmelser og krav i vold. Og også i dag er det nødvendigt, ikke mindst for en forfatter som Swärd, fortæller hun, at prøve at leve sig ind i flygtningens situation og give den sprog.