Hvad giver man i arv til sine børn? Det interessante her er ikke summen af penge, men de livsmuligheder og menneskelige værdier, det lykkes at give videre. Nina Wähäs nye roman tegner et stærkt billede af en belastet familie, hvor børnenes arv efter faren er voldsom tung at bære.

Tolv levende børn har Pennti og Siri, og dertil kommer to, der døde som små. Familien bor på en gård på den finske side af Tornedalen mellem Sverige og Finland langt mod nord, og vi møder dem i 1980-erne. Børneflokken, fra de helt små til de voksne, har sat sig for at overtale moren til langt om længe at kræve skilsmisse fra deres tyranniske far. Det lykkes, og moren flytter væk med de små og begynder en ny tilværelse. Kort efter opløsningen af hjemmet findes faren død, og børnene samles for at tale om det testamente, han har efterladt. På sin egen måde får han det sidste ord.

Fortælleren lader os følge flere af børnene efter tur. Detaljeret præsenteres vi for væsentlige begivenheder i deres liv og får et indblik i deres karaktertræk og problemer. Og problemer har de nok af. Farens kulde har sat sit præg, og lavt selvværd og ensomhed er udbredt, selvom de søger støtte hos hinanden og moren. Hirvo har vendt sig væk fra andre mennesker og søger sig selv og meningen med livet ved at tale med træerne og de vilde dyr. Lahja har et tæt forhold til broren Tarmo og bliver ulykkelig, da han forlader hjemmet for at søge friheden og tage en uddannelse i storbyen. Hans problem er, at han har svært ved at acceptere sin homoseksualitet, hendes, at hun er en pige, og uddannelsesmulighederne og chancen for at komme væk hjemmefra derfor er lig nul. I sit selvhad og sin forvirring over livet – brutalitet kender hun jo – lader hun sig slå af kæresten. Totu kommer ud i kriminalitet, men den mest grænseoverskridende af sønnerne er Voitto, den eneste af børnene, der ikke hader faren. Han har psykopatiske træk og eksperimenterer med smerte, liv og død, i første omgang dyrenes. Der er flere søskende endnu, med deres triste historier præget af hjemmets fattigdom og farens afstumpethed.

Også forældrene, Pennti og Siri, deres baggrund og følelser lader fortælleren os få indblik i. De to mødte hinanden i Karelen, Siri som glad og optimistisk 14-årig og Pennti som ung bange soldat, der forsvarede landet mod Rusland i Vinterkrigen. Kort tid efter blev de gift, og begges liv blev forandret fundamentalt.

De første to børn døde som små, og den menneskelige deroute begyndte. Sorg, hårdt slid og fattigdom blev hverdagen, og Siri forskansede sig følelsesmæssigt, også mod en stadig mere hadefuld og voldelig Pennti. Hans historie får vi gennem breve, skrevet til børnene i forbindelse med testamentet. Han voksede op i Tornedalen i en stærkt religiøs familie, moren døde under fødslen, og han følte sig ildeset af både faren og den stedmor, han hurtigt fik. Barndomshjemmets mangel på kærlighed og krigstidens barske erfaringer er de forklaringer, Pentti giver børnene på sine egne mangler som far. Brevene er dog ikke præget af anger, tværtimod ligger der både her og i testamentet en skjult dagsorden.

Et særligt træk ved romanen er en markant fortællerstemme, der både kan blive omstændelig, næsten belærende, og frisk, som når beretningen pyntes med engelsk ungdomsslang. Man får en forklaring til sidst, men alligevel: indimellem mister beretningen pusten og intensiteten. Det er dog småting i forhold til det overflødighedshorn af fængslende historier, vi får lov at blive en del af. Så mange forskellige fortolkninger og reaktioner på et mistrøstigt udgangspunkt, så mange forskellige forsøg på at overleve barndommens fornedrelser. Historie på historie, fortalt med kærlig indsigt og blik for de smertefulde konsekvenser. Det er en roman, jeg vil huske.

Nina Wähä: Testamente. Oversat af Jesper Klint Kistorp. Forlaget Modtryk, 2019.

Originaludgave udgivet på forlaget Norstedts, 2019.

Nina Wähä er netop blevet indstillet til Augustprisen 2019. Se mere her: https://www.augustpriset.se/nyheter/dessa-titlar-ar-nominerade-till-augustpriset-2019