Når kønnet bliver skamfuldt. Anmeldelse af Agneta Pleijel: ”Doften av en man”

Skammen over at blive afsløret som den, man er – og ikke være god nok – er en udbredt følelse,  måske især hos kvinder. Hvor kommer den fra, og hvad betyder skamfølelsen for vores udvikling og forhold til andre? Spørgsmålene stilles af en af Sveriges store forfattere, Agneta Pleijel, i hendes selvbiografiske roman, ”Doften av en man”, som netop er blevet nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Meget fortjent, for hendes afdækning af problemstillingen er nuanceret, reflekteret og forankret i et troværdigt portræt af unge Agneta i 1960/70-ernes Sverige.

Duften af en mand

Efter studentereksamen flygter Agneta hjemmefra for at begynde studier i Göteborg. Fra forældrenes ægteskab, der er i opløsning, og fra en mor præget af depressioner og som datteren har skyldfølelser over ikke at kunne hjælpe. Faren, der er flyttet fra barndomshjemmet, får hun indimellem velskrevne, næsten kurtiserende breve fra, men ellers er han mest optaget af sine nye forhold. Agneta kæmper med ensomhed og usikkerhed. Hvem er hun, og hvad vil hun med sit liv? Hun søger hjælp i filosofiens og litteraturens verden og tør efterhånden løfte blikket til andre omkring hende. Som titlen antyder, er det en dyb længsel efter det mandlige, der driver hende, og i de følgende år indledes og afsluttes en række forhold. Fælles for dem er, at de udvikler sig ulykkeligt og efterlader Agneta i endnu større tvivl om sig selv.

Selvkontrol som værn

En grundlæggende følelse i hende er angsten for at vække mishag, være til besvær, være uelsket og efterfølgende blive forladt. Selv forlader hun også mænd, men måske for at være den, der kan kontrollere bruddet. Hendes angst for at blive vraget fører til selvdestruktivitet, hun lader sig omforme efter andres ønsker og lever i utilfredsstillende forhold for at undgå afvisning.

I romanen blander den ældre forfatter sig med kommentarer om den unge kvinde, hun var engang. Hun undrer sig, stiller spørgsmål og forsøger at forklare, hvorfor hun dengang havde det så svært med sig selv og sine mænd. Hun ser mønstre, som hun dengang ikke så – den voldsomme selvkontrol, hun udviklede op igennem barndommen for at undgå uønskede følelser i at komme til udtryk. De kunne være andre til besvær, især forældrene. Efterhånden blev kontrollen et panser, som gjorde det svært at få naturligt afløb for følelserne og skabte selvhad. For Agneta var især forholdet til faren problematisk, han blev idealiseret, var svær at få ros og bekræftelse af og derfor dén, hun kredsede om for at behage.

Den mandlige ambivalens

Det er til faren, hun knytter en forestilling om kvindelighed som et ildelugtende hul, hun ofte synker ned i, og forbinder med skam og lede ved sig selv. Hendes lave selvværd bliver som ung forstærket af de kvindefjendske holdninger, som stadig er udbredte i 1960-erne trods opbrud i kønsroller og normer. Hos nogle af hendes mænd møder hun ambivalens: deres forelskelse og seksuelle behov, side om side med en dyb foragt for det kvindelige. En foragt, indser den voksne fortæller, som mænd gennem tiden har beskyttet sig med af angst for at miste mandighed.

Også i sit arbejde møder Agneta mistillid mod kvinder. Hendes litteraturstudier har ført hende til freelance-arbejde som kritiker, og senere overtager hun et ledende job som kulturredaktør på Aftonbladet. Hun bliver anderkendt for sin faglige dygtighed, men forventes at være glad for lavere løn end den mandlige forgænger, og mistilliden fra medarbejderne, flest mænd, er tydelig. Også i mange af holdningerne hos den venstrefløj, hun bliver en del af, mærkes fordomme, som når mænd i deres politiske teoretisering forskrækkes over kvinders følelser, eller hysteri, som det kaldes. Og universitetsmiljøets udbredte freudianske opfattelse af kvinders iboende penismisundelse, er – viser den ældre forfatter – en forestilling, som forstærker kvinders følelse af at være ”det andet køn”.

Kærlighed og kunst

Sidste afsnit i bogen er en epilog om det at blive mor. I kærlighedsforholdet til L., som han bliver kaldt, er Agnetas ønske om at få et barn, blevet markant. Han er imod, men da hun bliver gravid, nægter hun at få en abort. Det lykkes hende at tage sit behov alvorligt, og epilogen lyser af taknemmelighed over at have givet liv. Kærligheden til barnet og følelsen af at være forbundet til et univers, større end hendes selv, er forløsende.

Efter 10 års samliv med L., barnets far, forlader hun ham og samtidig jobbet som kulturredaktør for at starte sit forfatterskab. Det, Agneta har set som en hinde mellem sig selv og sproget, er brudt, og således bliver også den kreative proces en forløsende mulighed.

I ”Doften av en man” skriver forfatteren sig frem til en fintmærkende og perspektivrig indsigt i den skam og fornedrelse, der har været – og er – en del af mange kvinders selvforståelse.  Mange undersøgelser viser, at også unge kvinder i dag er tynget af forestillingen om at være forkerte og derfor ikke fortjener at blive elsket. At være kvinde, skriver Agneta Plejel, er at slås med falske billeder og spøgelser – og de ser måske anderledes ud i dag, end da forfatteren var ung, men lavt selvværd skaber de stadig. Med Pleijels modige, stærke, men aldrig hadefulde fremstilling i hånden er vi godt rustet til et opgør med spøgelserne.

Agneta Pleijel: ”Doften av en man”, Norstedts, 2017. Endnu ikke oversat til dansk.

Leave a Comment