Den moderne ensomhed. Anmeldelse af Beate Grimsrud: ”Evighedsbørnene”.

Romanen ”En dåre fri” blev i 2011 nomineret af både Norge og Sverige til Nordisk Råds litteraturpris. Det var usædvanligt, men forfatteren var Beate Grimsrud, norsk født og svensk bosiddende og skrivende og derfor naturligt en del af begge landes kulturliv. Også af det danske, for ”En dåre fri” blev sat op som forestilling på Odense Teater i 2015, og flere af hendes værker er oversat til dansk.

Senest ”Evighedsbørnene”, som er en poetisk og tankevækkende fortælling om det moderne, ensomme menneske i en verden, hvor det er svært at se sammenhæng og mening. Romanen lægger ud med at bevæge sig fra en kosmisk fortællerposition ned mod et bestemt sted på jorden: bydelen Södermalm i Stockholm. Her bor de rige og succesfulde, som har fortrængt mange af de fattige til andre kvarterer, men der er stadig plads til evighedsbørnene, som ikke ”har kunnet følge med, men heller ikke er faldet af”. Fælles for alle uanset status og vilkår er, at de er alene, sårbare og har barnet i sig, selvom de er voksne. For nogle lykkes det at skjule sårbarheden bag succes, hos andre skaber den fortvivlelse.

Fortællerens glidende bevægelse nedad i tid og rum standser ved to evighedsbørn, André og Siri, der netop har svært ved at være voksne. Vi følger deres liv og drømme og de mennesker, der omgiver dem og ligesom André og Siri ikke kan finde retning i livet.

Erstatninger for kærlighed

Som anæstesisygeplejerske har André tilsyneladende fundet en livsopgave med indhold. Den tilfredsstiller hans pligtfølelse, men følelsesmæssigt er der et savn. André bor alene med sin kat, Kassandra, som han taler med og i drømme forveksler med en kvinde. Hans nærmeste ven er Tomas, der fotograferer for hospitalet, hvor André arbejder. Han har autistiske træk og er bange for forandringer og tæt kontakt. Han og André taler og taler om storbyferier sammen, men Tomas fortryder i sidste øjeblik.

André drømmer om, at en rejse kan fylde tomrummet ud. I en kort periode har han et forhold til en græsk kvinde, der aldrig fortæller ham sit navn og viser sig blot at være på gennemrejse. Også hun søger et mål og en mening og forsvinder lige så pludseligt, som hun kom. Tilbage er André, forelsket og forvirret og igen fanget i sin ensomhed.

Drømmen om et barn og et liv

Siri har i modsætning til André rejst i store dele af verden, men er lige så fastlåst i et utilfredsstillende liv som han. Hun er overbevist om, at hun på sin sidste tur er blevet gravid, menstruationen er udeblevet, og maven vokser, men ingen lægeundersøgelser kan dokumentere hendes fornemmelser. Hun bryder sammen, bliver indlagt på psykiatrisk afdeling og langsomt bragt til en erkendelse af, at hendes graviditet var indbildt og byggede på længslen efter at få et barn.

Som André er hun i 40-erne, bor alene og har sparsom kontakt med andre, heller ikke med familien. Siri driver en lille genbrugsbutik, og hendes nærmeste ven er Louise, som er amerikaner og ligeså fremmed i Stockholm som i det USA, hun forlod. Fremmedfølelsen og selvhadet forsøger hun at dæmpe ved at skære i sig selv og købe tøj og ting, hun ikke har brug for. De to veninder har et seksuelt forhold og kan spejle sig i hinandens angst og sorg, men har også et behov for at holde afstand. Siri drømmer om at finde én at rejse med, og mod slutningen af romanen åbner en vildfaren sms nye muligheder.

Modet til forandring

Både André og Siri forsøger at forholde sig til deres situation, og Grimsrud lader sine to hovedpersoner bevæge sig mentalt. André erkender, at han kommer på vildspor ” hvis han ikke finder en ny snor som ikke er fastgjort til Kassandra”, og Siri bliver i stand til at se reflekteret på sin drøm om at få et barn: ”Var hun nødt til at have et barn? Det vil hun aldrig finde ud af. Det eneste, der findes er nu”. Hendes ønske om at udnytte øjeblikkets muligheder kommer til udtryk en vinterdag, hvor hun ser fugle, der er ved at fryse fast til isflager på havet. Hun trodser sin angst og løber ud på den tynde is, råber og vifter med armene og får befriet fuglene. Et billede på, at forandring er mulig – bare hun tør.

Også for en af bipersonerne åbnes for et opgør med isolationen. Kvarteret har mange sære eksistenser, og en af dem er en kvinde, der altid ses gående rundt med en tom hundesnor i hånden, mens hun kalder på sin hund. Til sidst opgiver hun sin søgen, længslen forvandles til vrede mod hunden, og i en scene ser vi hende siddende på en bænk i samtale med to mennesker – Siri og André, der tilfældigt har mødt hinanden.

Udfordringen og meningen

I slutningen panorerer vi atter væk fra Södermalm og ud i verdensrummet. Herfra kigger vi ned på den stakkels, forpinte jordklode, hvor moderne mennesker lever angste og adskilte fra hinanden. Historien om de mange bange evighedsbørn bliver fortalt for ”verdensrummets kæmpeøre”, for problemerne er fælles og giver genklang globalt. Alle kæmper vi med konsekvenserne af forkerte valg, med både angst og behov for nærhed og med tilværelsens tilsyneladende meningsløshed. Og alle lever vi i det, fortælleren kalder ”en ekspansion af liv, som vejer lige tungt ved den slutning der aldrig kommer”, og hvor der ikke findes nogen ”Gud som indsamler spor. Ingen Gud som angiver én. Ikke noget forkert og ikke noget rigtigt”. Grimsrud lader dog én værdi være altafgørende i denne uforanderlige strøm af liv og død: ”Siri tænker at der ikke er nogen bestemt mening med noget. Men at man alligevel mødes. Her slutter det, og her begynder det”.

Med denne dybtfølte og perspektivrige roman videregiver forfatteren således sin tro på, at det menneskelige fællesskab er tilværelsens udfordring og det, der skaber mening. Det er fortrøstningsfuldt, men langt fra sentimentalt, fordi romanen har så original en stemme og stiller så skarpt på det skrøbelige – i alle os evighedsbørn.

Beate Grimsrud: “Evighedsbørnene”, på dansk ved Jesper Klint Kistorp, Gyldendal, 2016

Originaludgave: “Evighetsbarnen”, Cappelen Damm, 2015

 

 

Leave a Comment