Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/svenskestemmer.dk/public_html/wp-includes/media.php on line 1204

”Mikael Persbrandt – Som jeg husker det”

Hvem har ikke lagt mærke til hans skarpe blå blik som Gunvald i Beckfilmene og udstråling af både rå maskulinitet og sårbarhed? Og til hans eminente spil i Susanne Biers ”Hævnen”? I Sverige kender man ham endvidere for en række højt berømmede roller på Dramaten og desværre også fra sensationspressens udbasunering af et liv med skandaler. Det kan vi her i Danmark heldigvis slippe for at følge med i.

Forstadsdrengens drømme

Nu tager Mikael Persbrandt – for ham er det jo – til genmæle og giver sin version af op-og nedture, privatliv og teaterroller og af det famøse forbrug af narko, alkohol og kvinder, som sladderjournalistikken kunne bore i. Hans ærlighed er det, der først og fremmest springer i øjnene, og så hans ukrukkede mangel på sentimentalitet. Her er en ligefrem beskrivelse af forstadsdrengens vej mod berømmelse og af de omkostninger, der følger med, når store drømme pludselig er inden for rækkevidde, men sjælelivet slår knuder. Det er i bund og grund en klassisk – næsten H.C. Andersensk – fortælling, her skabt i samarbejde med forfatteren Carl-Johan Vallgren, der sikrer et flydende og levende mundtligt præget sprog og iøvrigt forholder sig helt kongenialt i sit portræt.

Nedturen

Persbrandt vokser op i en dysfunktionel familie med en far, der er følelsesmæssigt fraværende og efter forældrenes skilsmisse også i bogstavelig forstand fjern. Langt op i voksenårene angler sønnen efter anderkendelse fra faren, der er chokerende kynisk i sin afvisning af sønnens følelser. Til gengæld er forholdet til moren næsten symbiotisk tæt gennem livet, hun er sprælsk, farverig og empatisk, men også bærer af en bipolar lidelse, der sandsynligvis videreføres til sønnen. Efter et forvirret, småkriminelt ungdomsliv i forstaden begynder Mikael med morens støtte at forfølge sine kunstneriske drømme – som danser, kunstmaler eller skuespiller. Afslag og nederlag er der mange af, men talent og gode venner fører ham ind i teatrets verden, først på små eksperimentalscener og efterhånden på de store klassiske som Dramaten. Herefter følger, også på film, den ene glansrolle efter den anden, men Persbrandts selvfølelse stiger ikke tilsvarende. Der ligger en uro et sted og dirrer og en angst, som med tiden fører til lange perioder med sceneskræk og brug af stimulanser. Persbrandt lægger ikke skjul på hverken sin skrøbelighed, sine udslag af storhedsvanvid eller sin usympatiske, løgnagtige opførsel i kærlighedsforhold. Han hvirvles efterhånden ind i et hæsblæsende dobbeltliv med stort kokainmisbrug og utroskab samtidig med succes på succes inden for film og teater og et anderkendt arbejde som Unesco-ambassadør med rejser rundt i verden – hele tiden med skandalepressen i hælene. Man fatter ikke, hvordan han kan få det hele til at fungere, og det er selvfølgelig det, han på et tidspunkt heller ikke kan. Helt ned på bunden kommer han, og det opfatter Persbrandt som sin redning, et nødvendigt udgangspunkt for hans nuværende situation som stoffri og følelsesmæssigt stabil – godt hjulpet af Litium. Nulpunktet førte nemlig til motivation, en erkendelse af den bipolare lidelse og dermed til behovet for behandling.

En anden vinkel

Persbrandt stiller spørgsmål og reflekterer over sit liv og årsagerne til alle hans problemer, og mon ikke man kan betragte hans beretning som endnu et middel til selverkendelse. I hvert fald giver den mulighed for et mere nuanceret billede af en berømthed, der igennem mange år er blevet sværtet til af skandalepressen. Han påtager sig sin del af ansvaret for løgne og misbrug, men langer også med rette ud efter sladderjournalistikkens vide rammer for personforfølgelse og mulighed for at spinde guld på overtrædelse af privatlivets fred. Vallgren og Persbrandt tilbyder en anden synsvinkel og dermed en større forståelse, og som læser får man sympati for viljen til ærlighed og nuancer, men chokeres også undervejs – både over Persbrandt og hans omgivelser.

Medier og skrøbelighed

Heldigvis lukker beretningen sig ikke om sig selv og Persbrandts liv, men belyser kunstens væsen og udspring generelt og kunstnerens udsathed i en moderne medieverden. Bogen vidner om den tætte sammenhæng mellem psykisk skrøbelighed, smertefulde erfaringer og kunstnerisk udfoldelse og sætter indirekte spørgsmålstegn ved, om samfundet yder en rimelig beskyttelse mod kommerciel udnyttelse af en sådan skrøbelighed og af udsatte mennesker i det hele taget.

Bogens titel understreger, at heller ikke denne beretning har patent på sandheden, men den er en interessant, subjektiv brik til forståelse af en verden, der udadtil kan virke såre glamourøs. Ikke overraskende gemmer den på hård konkurrence, indbyrdes misundelse og et voldsomt forventningspres. Med ”Som jeg husker det” får vi indblik i et svært liv i orkanens øje, værd at læse, selvom man ikke er faldet for Gunvalds blå blik.

 

Carl-Johan Vallgren: ”Mikael Persbrandt- Som jeg husker det”, oversat af Henrik Andersen, Politikens Forlag, 2018

Originaludgave: Carl-Johan Vallgren: ”Mikael Persbrandt: så som jeg minns det”, Albert Bonniers Förlag, 2017

 

Leave a Comment