Næh, nej, jeg kommer ikke med bekendelser eller løfter sløret for traumatiske erfaringer. Men jeg har fulgt med i den svenske MeToo-debat og er imponeret over dens alsidighed og den betydning, bevægelsen allerede nu ser ud til at få. Store grupper af kvinder inden for film, teater, musik og medier har lagt opslag på hasstags som #tystnadtagning, hvor de fortæller om sexchikane og seksuelle overgreb fra ledelse og kolleger. Også andre dele af arbejdsmarkedet er kommet med, senest har over 1600 kvindelige politikere oprettet #imaktenskorridorer med beretninger om lignende overgreb i det politiske system.

Tilkendegivelserne på nettet er blevet fulgt op af demonstrationer og arrangementer fx med højtlæsning af beretningerne. I solidaritet med deres kvindelige kolleger har en række mandlige politikere, heriblandt flere ministre, reageret med et opråb på #viktigastevalglöftet, hvor de lover at arbejde for at modvirke sexisme og tavshedskultur. De har taget kontakt til ledelserne i de statslige virksomheder for at få dem til at arbejde i samme retning. Sexisme har været til debat i den svenske rigsdag i den forløbne uge, og der er netop vedtaget en ny samtykkelov, som skal gøre det nemmere at dømme for voldtægt, hvis ikke begge parters deltagelse er frivillig. Endvidere er minimumsstraffen for grov voldtægt forhøjet.

Hvor befriende handlingsorienteret! Den svenske MeToo-bevægelse er eksploderet i initiativer og ser ud til at få samfundsmæssig gennemslagskraft. Noget lignende er det svært at få øje på i Danmark.

Debatindlæg

En af deltagerne i den omfattende debat er Maud Eduards, professor emeritus i statsvidenskab. Hun skriver i Aftonbladet (29/11) under overskriften ”Gör om gör rätt”, at MeToo-kampagnen skal opfattes som en politisk handling, idet den politiserer ”mäns sexuelle våld mot kvinnor”. Med protesterne bliver de tidligere kvindelige ofre til aktører, der kan yde et bidrag i kampen mod det, hun kalder den eksisterende kønskontrakt. Det er en underliggende forestilling om, at kvinder skal være tilgængelige for mænd. Den gennemsyrer samfundets institutioner, uden at der sættes spørgsmålstegn ved den, fordi kønskontrakten er usynlig og opfattes som den naturlige orden. Denne ulighed mellem kønnene, fremhæver Maud Eduards, kan ikke umiddelbart ændres ved parlamentarisk ligestillingspolitik, sådan som Åse Regnér – Sveriges ligestillingsminister – foreslår det. Det kan en kampagne som MeToo måske, fordi den synliggør den skæve magtbalance og agerer som et solidarisk kollektiv – og derved får magt.

En anden stemme i debatten kommer fra Johan Mparmpagiannis, som i ”Häxjakten på män föder bara mer hat” skriver kritisk om MeToo og bevægelsens konsekvenser. Han advarer mod en ensidig opfattelse af kvinder som ofre og mænd som skyldige og mener, at mænd som køn lægges for had. Også kvinder kan begå seksuelle krænkelser og i øvrigt have forskellige motiver til at offentliggøre erfaringer på MeToo – fx en narcissistisk trang til at få opmærksomhed.

Heller ikke den aktuelle debat er efter Johan Mparmpagiannis` mening tilstrækkelig nuanceret. Er der nogen, der som han vover at kritisere MeToo-bevægelsen, lægges de for had.

At opføre sig ordentligt

Der er store følelser involveret i både kvindernes opslag og i den efterfølgende debat. Man bliver sårbar efter overgreb og mange års fortielser, men også når man føler sig uretfærdigt angrebet. Og selvfølgelig har Mparmpagiannis ret, når han ønsker en nuanceret debat og advarer mod generaliseringer og hadefulde angreb. Ikke mindst massebevægelser på sociale medier kan være farlige og invitere til ureflekteret medløb. Ingen har gavn af skyttegravskrig mellem kønnene, heller ikke af at navngivne personer bliver stemplet af usaglige motiver og på et upålideligt grundlag. MeToo handler om udnyttelse af magt, ikke om flirt og seksuel åbenhed, og det er vigtigt for begge køn at være bevidst om.

Alligevel er MeToo  en skelsættende bevægelse. Svenske undersøgelser har vist, at der siden oktober, hvor den kom frem, har været væsentligt flere voldtægtsanmeldelser i Sverige, end der plejer. Det kunne tyde på en positiv afsmittende effekt. Man ved – har i hvert fald danske eksperter påvist – at det kun er en lille del af de voldtægter, der faktisk finder sted, som anmeldes. Hvis flere får modet af MeToo-bevægelsens brud på tavshedskulturen, er allerede meget nået. Voldelige overgreb og seksuelle krænkelser skal anmeldes, det være sig til politi, arbejdsgivere eller tillidsfolk, afhængig af krænkelsens karakter. At det ikke er sket i tilstrækkelig grad gennem mange år – og at det overhovedet har fundet sted – er chokerende. Alt for mange kvinder har gået med deres oplevelser alene uden at melde dem, ofte på grund af skamfølelse, men måske har omgivelserne – fagbevægelse, arbejdsgivere, politi og retssystem –  heller ikke været tilstrækkelig gearet til at tage sig af krænkelserne?

Maud Eduards forestilling om institutionelle magtforhold er relevant her. Ikke mindst på ledelsesniveau har magtbalancen været skæv i mændenes favør, og der har måske været en tendens til at se igennem fingre med noget, der opfattes som naturligt og et individuelt anliggende. Århundreders patriarkalske strukturer er jo ikke sådan at vifte af sig, men tusinder af kvinders brud på tavshed og offerrolle kan give større bevidsthed på arbejdspladser og generelt i samfundet og forhåbentlig føre til ændret adfærd.

Eduards forestilling om, at parlamentarisk arbejde ingen betydning kan have, er efter min mening ikke holdbar. Selvfølgelig er det også en vej, man må gå. Og selvfølgelig vil en større andel af kvinder i politik, fagbevægelse, virksomhedsledelser og –bestyrelser rykke ved ubalancen mellem kønnene og skabe større rum for kvindelige erfaringer.

Løgstrup har formuleret det så rammende: Med vores handlinger holder vi altid noget af et andet menneskes liv i hænderne. Det stiller store krav til vores ageren over for andre. I denne sag gælder det de generelt mere magtfulde mænds optræden over for de mindre magtfulde, især kvinder, og selvfølgelig gælder det også de kvinder, der nu tager bladet for munden og derigennem får magt. Vi skal alle simpelthen opføre os ordentligt.

Som Ditte Giese forleden skrev i en kommentar i Politiken (3/12) skal vi lytte til de tusinder af kvinder verden over, der fortæller historier, som vi sandsynligvis kan blive klogere af, men må også forholde os kritiske til dem som til alt andet. Måske skal vi i Danmark også lytte lidt til den svenske debat, som forekommer langt mere energisk og handlekraftig end den danske.