Det foragtede folk. Majgull Axelsson: Jeg hedder ikke Miriam

Et liv levet på en løgn. Det er, hvad hovedpersonen i Majgull Axelssons dybt bevægende roman føler sig tvunget til. Hun vælger løgnen for at overleve først mishandling i en kz-lejr og siden angsten for fortsat forfølgelse som flygtning i Sverige.

Omkostningerne er skam og skyld bag en facade af velvillige smil og tjenstivrig tilpasning, og på hendes 85 års fødselsdag bryder løgnen sammen. Anledningen er barnebarnet Camilla, som ønsker at komme endnu tættere på sin kærlige, men hemmelighedsfulde farmor og få indblik i den uudtalte smerte, Camilla fornemmer. Hendes spørgsmål får farmoren til at erindre det, hun har forsøgt at lægge låg på, og til at fortælle. Hun hedder ikke Miriam Goldberg, er ikke jødisk, men hvem er hun så, og hvorfor har hun valgt løgnen?

En romafamilie blev i slutningen af 1930-erne splittet af SS-folk, de voksne dræbt og børnene sendt til et nonnekloster for at blive rettet til i systemets ånd. En af dem var en ca. 12-årig pige, Melika, som siden sammen med de andre romabørn blev deporteret til Auschwitz. Her overlevede hun flere år under ekstreme forhold, men blev vidne til sin lillebror Didis død i hænderne på dr. Mengele. Som mange andre ikke mindst romabørn blev han forsøgsperson i SS-lægens Noma-projekt med kødædende bakterier påført bl.a. ….en barnekind. Didis lidelser og Melikas afmægtige forsøg på at beskytte ham blev grundlaget for hendes livs traume.

Auschwitz skiftedes ud med Ravensbrück, og da Melika sammen med de øvrige fanger blev gennet ind lejren, fik hun mulighed for at skifte identitet. Hendes eget tøj var flænset i stykker, og i stedet tog hun en varm frakke fra en pige, der var død under transporten. Pigen var jødisk, viste jødestjernen og brændemærket, og hed Miriam, og Melika fik nyt navn og identitet. Romamærket på armen lykkedes det hende at få kradset væk, og hun undgik at komme i lejrens romabarakker. Blandt lejrens kapoer var romaer endnu mere foragtede og derfor udsatte end jøder.

Sammen med andre overlevende kom Miriam i 1945 med de hvide busser til Sverige. Hun var angrebet af plettyfus, afkræftet af sygdom, sult og mishandling, og alene. Ingen andre i hendes familie havde overlevet kz-lejrene. Røde Kors indkvarterede hende i en svensk lejr, hvor hun langsomt blev rask, og derefter var hendes eneste ønske at få lov at blive i Sverige. Overbevist om, at også her var romaer ilde lidt, holdt hun fast i sin jødiske fortælling, lærte sig svensk på rekordtid og gjorde alt for at tilpasse sig de svenske omgivelser.

Miriam blev assimileret, gift med en svensk tandlæge, velanskrevet i lokalsamfundet og siden farmor i en meget svensk familie – tilsyneladende en succeshistorie. Hendes angst for at åbenbare sin virkelige baggrund viste sig ikke ubegrundet. Også i Sverige mødte hun fordomme mod romaer, i de højere lag udtrykt i stereotype forestillinger og slet skjult foragt, hos unge højtråbende mænd i aggressive gadeoptøjer og forfølgelser.

Så Miriam holdt tæt og fik lov at leve i det, hun oplevede som et lille paradis på jord, evig taknemmelig over at have overlevet kz-lejrenes helvede. Alligevel blev det jo et liv med store omkostninger. Hendes indre bolværk mod fortiden var ikke intakt. Sorgen over Didi, skyldfølelsen over at svigte sin romabaggrund og angsten fra dengang lå på lur, selvom hun tvang sig til at være i den fortælling, hun havde skabt.

Romanen er komponeret, så vi følger sammenbruddet af denne fortælling i spring. Rammen er Miriams fødselsdag, hvor hun afslører sin virkelige baggrund for Camilla. Vi skifter mellem dette nu og de erindringsglimt tilbage i tiden, som afsløringen bringer med sig, og som bliver voldsommere efterhånden, som de nærmer sig de tungeste traumer. På den måde fortæller Majgull Axelsson både en frigørelseshistorie om en kvinde, der endelig kan vedkende sig den, hun er, og samtidig en historie om at være livslangt påvirket af et barbari, som ikke nok så mange ærlige samtaler kan forandre. Romanen beskriver den brutale virkelighed og Miriams følelser og dilemmaer eminent. Meget tæt på, fuld af indlevelse og sikker sproglig mangfoldighed, som skaber en troværdig helhed af fiktion og fakta. Vi ved jo, at udgangspunktet er autentisk, barbariet er virkeligt, og Majgull Axelsson har både kilderne med sig og en imponerende psykologisk sans for de mange facetter i et menneskes kamp for at overleve forfølgelse og fordomme. Jeg hedder ikke Miriam udkom på dansk i 2015 – godt at jeg endelig opdagede den.

 

Majgull Axelsson: Jeg hedder ikke Miriam, oversat af Ninna Brenøe, Forlaget Klim, 2015.

Efter Jag hetter inte Miriam, Brombergs Förlag, 2014.

 

 

 

 

 

Leave a Comment