Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/svenskestemmer.dk/public_html/wp-includes/media.php on line 1204

Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn

Et personligt vidnesbyrd om sit eget livs fortvivlelse. Og samtidig et dedikeret angreb på en af de mest indgribende behandlingsformer i psykiatrien: elektrochok, der er udbredt i behandlingen af svære depressioner ikke mindst i Danmark og Sverige. Der er en vældig styrke på både det følelsesmæssige og samfundsrettede niveau i Linda Boström Knausgårds nye roman, som den kaldes, selvom den åbenlyst er selvbiografisk. Men naturligvis er detaljer fiktive og bogen fuld af litterære greb.

Den egner sig bestemt ikke til hurtiglæsning, er derimod krævende i sin struktur, associerende og springende, som den er. Fortælleteknikken spejler hovedpersonen, Lindas voldsomt skiftende sindsstemninger og bogens dobbelte sigte, både at formidle indlevelse i et sårbart følelsesliv og indsigt i et samfundsanliggende.

Linda befinder sig en stor del af tiden – i livet og i bogen – på ”fabrikken”, skældsordet for et psykiatrisk hospital, hvor hun behandles med elektrochok. Meget mod sin vilje, men som tvangsindlagt kan hun ikke sige nej. Hendes største frygt er med de elektriske stød at miste sin hukommelse og derved sine minder, en risiko som er reel. Minder er grundstof i den kunstneriske skabelsesproces og derfor nødvendig for en forfatter, fremhæver hun overfor psykiaterne, når de har ti minutter til overs til en samtale. Hendes argumentation afviser de, og deres tiltro til elektrochoks positive virkninger er uangribelig. Menneskelig forståelse og kontakt på ”fabrikken”er en mangelvare, og patienterne er ensomme, fortvivlede og fremmedgjorte. Der er dog undtagelser. Muhammed og Maria er to plejere, der på hver deres måde forsøger at lytte og hjælpe bl.a. Linda. Muhammed ved at udstråle urokkelig tryghed og støtte og også ved at løbe rundt på gangene med hende for at styrke hendes krop. Maria ved at tale med Linda om hendes liv og hjælpe hende med at holde fast i de minder, hun er så bange for at miste.

Fra situationer på ”fabrikken” glider beskrivelsen uden klare overgange til episoder fra Lindas liv som barn og ung, men især til samværet med hendes fraskilte ægtemand og deres fire børn. Man forstår, hvor syg hun er, når hun fortæller om flere selvmordsforsøg allerede som ung og senere bl.a., da hun ventede sit yngste barn. Hun er, skriver hun, mens hun kigger tilbage, som en nybegynder i livet. Har aldrig fået opbygget et værn mod sine voldsomme og skiftende følelser og er derfor underlagt deres kontinuerlige bombardement uden at kunne forsvare sig med sin fornuft. Aggression, angst, selvhad og et hav af andre følelser griber ødelæggende ind i hendes forsøg på at få en hverdag med børnene til at fungere, selvom det er det, hun ønsker. Mulige flugtveje, når hun kommer til kort, er selvmordsforsøget eller psykosen, begge dele giver både positiv og negativ gevinst. Hun formulerer et sted i bogen en undskyldning til Gud: ”Tilgiv mig for at jeg ikke vil leve”. Det er fortvivlelsen i en nøddeskal, for livet, ikke mindst kærligheden til børnene er jo samtidig det, hun længes så inderligt efter at kunne realisere. Hun både vil og vil ikke livet, eller rettere kan det ikke.

På den måde deler Linda Boström Knausgård ærligt og nuanceret ud af sine egne dyrekøbte erfaringer, og det er gribende læsning. Hun bygger videre på sit portræt i Velkommen til Amerika af pigen, der var lukket inde i en depressiv, ordløs tavshed, og har som forfatter både tavsheden og sproget i sig. Bogens kritiske, vidende, men også personligt følte og gennemlevede blik på den psykiatriske behandling er et vigtigt korrektiv til psykiaterens faglige forståelse – og samtidig bevægende kunst.

Linda Boström Knausgård: Oktoberbarn, oversat af Charlotte A.E. Glahn, Lindhardt og Ringhof, 2020.

Originaludgaven udkom 2019 på forlaget Modernista.

 

Leave a Comment