Kønnenes kamp sat på spidsen, makabert, grotesk og morsomt trods et dybt tragisk perspektiv. Sådan er Kødets tid, hvor Lina Wolff prikker til tidens macho- og me too-tendenser og fører dem ud i det ekstreme.
Bennedith, en svensk journalist, tager på skriveophold i Spanien og hvirvles ind i voldsomme begivenheder og skæbnesvangre møder. Med Mercuro, der er på flugt fra en kinesisk mafia, som truer med at tage hans hjerte til organdonation på det sorte marked. Og med et ægtepar, hvor manden har Alzheimers, og kvinden kæmper for at give ham en værdig tilværelse. Bennedith, der er utilfreds med sig selv og sin krop, beundrer kvinden, ønsker at være god som hun og tilbyder sin hjælp. Også Mercuro forsøger hun at hjælpe ved at lægge øre til hans utrolige historie, der handler om utroskab og vold mod både elskerinde og en hustru, der ikke vil være med længere. Han er blevet kaldt ind til et realityshow, hvor utro mænd konfronteres for åben skærm, og de bedragne kvinder får mulighed for hævn. Mercuro kæmper for at beholde sin hustru, men tv-seancen afslører hans brutale og egoistiske opførsel, og han står til straf og offentlig udskældning.
En af showets værter og dommere er nonnen Lucia, som bliver romanens tredje hovedperson. I kapitler mod slutningen får vi kendskab til hendes livshistorie og forklaring på den næsten mytiske status, hun får i medierne som en slags skæbnegudinde, en nonne, hvis ene arm er lemlæstet, og som forlader klostret for at udstille og dømme mænd, der begår overgreb mod kvinder.
Mercuro og Bennedith beslutter at flygte fra de skumle kinesere, som efterstræber Mercuros organer. Det er også en flugt fra sig selv, for der er i dem begge et stærkt ønske om at være en anden end den, de er. Han en mand, der kan kontrollere sit begær og blive en værdig ægtefælle. Hun en god og attråværdig Madonna som den pligtopfyldende og harmoniske hustru, der ikke lader sig forlede af egoistiske følelser. Deres flugt bliver en udfordring af netop det basalt egoistiske, nemlig overlevelsesinstinktet og dermed spørgsmålet om, hvor langt de vil gå for at overleve.
Lucias historie afslører en gruopvækkende opvækst. Den barske realisme i skildringerne bliver grotesk og symbolladet, som når hun fortæller om moren, der er enke, og har overtaget ægtemandens slagteri, hvordan hun kastrerer de små hangrise. Instrumenter til hhv. kastration og slagtning beskrives udførligt, og Lucias mor bliver indbegrebet af en undertrykt kvindes had til sine undertrykkere. Sådan behandler man svin!
Moren bliver, mens Lucia er barn, gift igen, og stedfaren er en ondskabsfuld, fascistisk mandschauvinist, der begår overgreb både på politiske modstandere og sin steddatter, og med ham begynder Lucias had til mænd og viljestærke kamp for at skabe sit eget liv. Hun husker på morens advarsel om det, hun kaldte ”kødets tid”, en betegnelse for en tid uden ånd og sjæl, styret af forfængelighed, og hvor mænd er underlagt kroppens uophørlige begær og kvinder en kamp mod forgængeligheden, der truer deres udseende og dermed værdi i mandens øjne. Begge køn fanget i en ulykkelig, utilfredsstillende rolle og i et afhængighedsforhold til hinanden, der vækker både lyst, had og misundelse. I århundreder med magten på mændenes side, men nu udfordret af kvinder, der vil noget andet.
Og er det hævn, de vil, eller er tilgivelse og en ny fælles kamp for rummelige og rimelige kønsroller mulig? Det kommer forfatteren ikke med noget bud på. Hendes figurer bevæger sig på kanten mellem menneske og uhyre, og der er ikke meget kærlighed eller tilgivelse at hente. Der er til gengæld masser af burleske indfald i romanen, opfindsomme scener og en smittende fortælleglæde. Lina Wolff spidder vores tid med hæmmende kønsroller, sensationslystne medier og overfladiske livsholdninger i en grotesk og sprudlende fantasi. Der er nok at fascineres over og blive udfordret af og måske grobund for nye konstruktive vinkler på forholdet mellem kønnene.
Lina Wolff: ”Kødets tid”, oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, forlaget Grif, 2021
Efter ”Køttets tid”, Albert Bonniers Förlag, 2019