Lena Einhorn: Den tunna isen

Forfatteren er et kendt navn i Sverige. Lena Einhorn er uddannet læge og har en baggrund som forsker, men det er især som forfatter og Tv-dokumentarist, hun har gjort sig gældende. Bl.a. med beretningen Ninas resa, om sin jødiske mors flugt fra ghettoen i Warszawa under nazisternes hærgen – både udkommet som bog og film.

Nu er hun aktuel med et studie i kærlighedens væsen med udgangspunkt i sit eget liv. Krumtappen er forholdet til kvinden Nicki, et inderligt, intenst og dybt kompliceret kærlighedsforhold. I sit forsøg på at forstå den store kærlighed og dens mange facetter på godt og ondt, må Einhorn gå bagud til sin egen barndom for at få et indblik i grunden til sine reaktioner over for den elskede. Hvorfor er det så svært at give sig uforbeholdent hen, når det er det, man har allermest lyst til?

Lidenskab og angst

Dermed bliver bogen en psykologisk analyse af forfatterens eget følelsesliv, grundlagt i forholdet til forældrene i den tidlige barndom. Altså dybt personligt, men ikke privat, for Einhorn formår med sig selv som eksempel at sige noget væsentligt om den svære kærlighed. Det er modigt og trods mange nærgående refleksioner også båret af det sanse-og følelsesmæssige jordskælv, hun har været ramt af.

Lena og Nicki møder hinanden på en kvindelejr og bliver forelskede – fra første øjeblik, husker Einhorn. Lena har igennem mange år levet lesbisk, Nicki bor med mand og søn i et ægteskab, som, viser det sig, er mest for barnets skyld. De to kvinder glider ind i et forhold, mere og mere lidenskabeligt og betydningsfuldt, men aldrig noget, der bliver tryg hverdag. Nickis mand flytter, og hun og Lena bliver et par på besøg i hinandens hjem, men begge har en angst, som arbejder imod, når de kommer for tæt på hinanden. Når glæden og lysten får lov at dominere, tror de på fremtiden, køber forlovelsesringe, og Lena tilbringer mere og mere tid hos Nicki og sønnen som en lille familie, indimellem travlhed med filmindspilning og skriverier.

Men et eller andet bliver ved med at slå bremsen i. For Nicki kommer der en umiddelbart forståelig bremseklods, da sønnen Marcus som 6-7-årig får kræft og må i gang med en langvarig og indgribende behandling. På den ene side er Lena hende en trøst og støtte, på den anden også en trussel, fordi hun tager fokus væk fra sønnen, som Nicki fra nu af må hellige sig.

Den smertefulde ambivalens

Men hvor gemmer sig Lenas bremseklodser? Som en anden arkæolog borer hun i lag på lag af erindringer og følelser og indkredser dermed barndommens grundfølelse af at være uelsket. Hendes forældre var begge læger, og især faren gjorde karriere efter ankomsten til Sverige. Det betød en fraværende far i lange perioder af Lenas barndom, men det er i hendes tilbageblik især et følelsesmæssigt fravær i forhold til moren, der er problemet. Hun husker følelsen af at opgive at få morens kærlighed og i stedet gemme sig bag et panser af angst for afvisning, og det bliver dette mønster, der går igen i hendes voksne kærlighedsforhold. Allerede som barn og ung giver kærlighedstabet sig udslag i psykiske problemer, som stor pige i en bemærkelsesværdig vægren sig mod at kysse sine forældre og i det hele taget have fysisk kontakt med dem. Senere, da hun var i tyverne, i en længerevarende depression, mens hun fortsatte med at bo hjemme hos forældrene, til hun var næsten 30. Det bliver i hendes selvrefleksion et billede på en smertefuld ambivalens: dyb afhængighed af forældrene flettet sammen med uopfyldt savn efter nærhed. Som voksen fortsætter ambivalensen i kærlighedsforholdene, hvor kærlighed altid knyttes til voldsom angst for tab, og som forfatteren formulerer det ”at elske er at vente på afvisningen”. Og derfor føles det ofte bedre selv at være den, der afviser.

Einhorn forsøger at forklare morens manglende evne til at udtrykke kærlighed og ser en forklaring i hendes traumatiske baggrund i Warszawa under nazismens overgreb, hvor hun undslap, mens de fleste andre i familien omkom i kz-lejrene. Morens kærlighedsevne er imidlertid også et resultat af hendes egen mors påvirkning, en indelukkethed, som bl.a. knytter an til et hårdt livs krav og pligter, og er smertefuld, også for den, der ikke magter at elske.

At begive sig ud på tynd is

I forholdet til Nicki bliver Lena mere og mere bevidst om sine destruktive følelser og reaktioner. På et tidspunkt mister hun grebet om angsten og får et psykisk sammenbrud. Mere end den psykoanalytiske behandling, hun opsøger, er det imidlertid hendes egen kamp mod de indre dæmoner, der fører til, at hun tør tage springet, lytte til sin kærlighed og prøve at elske uden forbehold. Efter et brud opsøger hun igen Nicki, indstillet på, at kærlighedens vilkår er at turde begive sig ud på tynd is.

”Hinden mellem lykke og angst, nærvær og ensomhed er papirtynd”, skriver Einhorn om sin kærlighed. Det er denne følelsesmæssige og refleksive indsigt i kærlighedens udsathed, som gør Den tunna isen til en berigelse at læse. En udsathed, som opleves intenst af sarte sjæle, men jo er et grundvilkår for alle.

Det sidste kapitel lader forfatteren være en samtale mellem hende selv og den første af barndommens barnepiger, som fortæller om sin store kærlighed til det barn, hun passede, Lena, og om sin opfattelse af Lenas mor. Hun så hende som en positiv, energisk, velvillig mor, der i al sin travlhed gjorde, hvad hun kunne for Lena og hendes bror. Men hvorfor dette skift i perspektiv og synsvinkel? Sikkert for at udvide rummet og give plads til større forståelse af kærlighedens ufuldkommenhed og dermed en mulighed for forsoning, både med sig selv og hinanden.

Med sin store indsigt og ærlige vilje til at få sat ord på kærlighedens smerte rører Lena Einhorns selvbiografi ved noget vigtigt i os alle, uanset køn og seksualitet – og nationalitet. Lad os få den oversat til dansk.

Lena Einhorn: Den tunna isen, Norstedts, 2019

 

 

Leave a Comment