Voldsomt betaget af ”Den svovlgule himmel” har jeg søgt tilbage i Westös forfatterskab, først til ”Luftspejling”, som meget fortjent indbragte forfatteren Nordisk Råds Litteraturpris i 2014 og nu til romanen fra 2000 om at tilhøre den lidenskabelige, men uheldige Skrake-slægt – eller rettere, om hvad det vil sige at være menneske, for det er selvfølgelig det, den handler om.

Det er en vidunderlig fortælling om et far-sønforhold, præget af ordløs samhørighed og uforløst længsel. Om at være knyttet til en far, som altid er på kant med tilværelsen og veksler mellem ubønhørligt at forfølge sine lidenskaber og forfalde til bitterhed, når omverdenen giver modstand. Og om hvordan denne bitterhed og mistillid til sig selv og tilværelsen går i blodet på sønnen og truer med at gøre også ham til en enspænder uden livsmod.

Som altid hos Westö skabes skæbnefortællinger med historiske kulisser, der sætter menneskets svære kamp for at skabe mening i perspektiv, her især Finlands ulykkelige krige op gennem 1900-tallet efterfulgt af opbygningen af et moderne samfund med vægt på teknokratiske løsninger og økonomisk vækst – og dermed måske mindre plads til menneskelig udvikling.

Romanen er en guldgrube af indsigt i det vanskelige ved at finde mening i livet og turde være til for andre. Med lag på lag af historier om slægten Skrake og episoder fra fortællerens barndom og ungdom skabes et rum af betydningsladede scener, som med ømhed og præcision visualiserer romanens grundfølelser af længsel, skuffelse og håb. Det er fabelagtigt skrevet frem og bevægende læsning.

Kjell Westö: ”Faren ved at være en Skrake”, oversat af Jesper Klint Kistorp efter ”Vådan av att vara Skrake”. Athene 2004. Det viste bogomslag ved Imperiet/Alette Bertelsen.