Opfølgeren til Smirnoffs bemærkelsesværdige romandebut ”Jeg tog ned til Bror” er landet. Og det er sket sikkert og med samme overrumplende sprogsans og viden om barske miljøer og tragiske skæbner som i debuten.

I toeren følger tvillingerne Jana og Bror deres afdøde mor tilbage til hendes hjemegn tæt på den finske grænse, hvor hun skal begraves. Efter at have gjort deres pligt bliver de hængende i den lille by, hvor morens fortid, inden hun søgte syd på, stadig spøger. Den dogmatiske religiøse menighed, Fælleskabet, holder fortsat hånden over præster, der forgriber sig på kvinder og børn, og sikrer sig med strenge normer, at livet leves som hidtil. Med tjenende, kontinuerligt fødende kvinder og deres mænd, der slår, hvis de skulle få andre ønsker.

Jana forsøger modigt, til tider dumdristigt at konfrontere dobbeltmoralen og grave de forbudte sandheder frem, mens Bror længe lader sig fange af Fællesskabets tryghed. De faste rammer giver ham mulighed for at erstatte flaskens ensomhed med en rolle sammen med andre mennesker, den være sig nok så indskrænket og forblændet.

Jana hader Fællesskabet og forsøger at hive Bror ud af dets klør. Hun skaffer sig job, først som kunstlærer og siden, da hun bliver for udfordrende for skolens religiøse politi, som medhjælper på et hotel. Samtidig kommer hun tæt på nogle af områdets mænd, nogle mod sin vilje, mens hun selv søger Jussi, den vigtigste af dem. Han er hendes fætter, og i begyndelsen en handlekraftig ven og hjælper i hendes kamp mod Fællesskabet. Siden udvikler deres forhold sig erotisk, og Jussi ønsker ægteskab, mens Jana som altid begynder at trække sig, når følelser og forhold kommer for tæt på. Fortiden kan hun nemlig ikke slippe for, hadet til faren, psykopaten, der mishandlede både hende og broren, og længslen efter morens kærlighed og beskyttelse, som hun aldrig fik.

Evner Jana at vælge kærlighed og fællesskab med en mand som Jussi, eller vil hun for altid være fanget i fortidens mønster, bundet til sit had og savn og kun i stand til nærhed med Bror, barndommens tætte medsammensvorne mod ondskaben?

Som etteren er toeren skrevet i et originalt sprog, råt og udfordrende som det liv, der leves, og fuld af skæve, frække formuleringer, der åbner for indsigt og indlevelse. Det er forbløffende og bevægende, og vi venter med længsel på treeren, som er udkommet i Sverige.

Karin Smirnoff: ”Vi tog op med mor”, C&K forlag, 7/1 2021, oversat af Birgitte Steffen Nielsen efter ”Vi for upp med mor”,  Bokförlaget Polaris, 2019.