Godt at få afsluttet trilogien om Jana Kippo med manér. Den særlige blanding af det barske og ømme genkender vi fra de første to bind. Både i det vildtvoksende sprog og i Janas temperamentsfulde forhold til sig selv og andre.
Denne gang går turen fra Smålanger ned til Stockholm, hvor Jana skal vise sine træfigurer på en udstilling. Der er kommet godt gang i hendes kunst. Besøget får Jana til at tænke tilbage på oplevelser i byen som ung, og episoder fra dengang giver os endnu en brik til at forstå Janas valg i livet.
I Stockholm flyttede hun som ung studerende sammen med sin velhavende kæreste, som viste sig at være en ung udgave af hendes far. En brutal psykopat, som i sit ubændige magtbehov tvang Jana ind i samme voldsspiral som faren i hendes barndom.
Romanen skifter mellem tilbageblikkene til et ulykkeligt, fastlåst forhold og den voksne Janes møde med nye mennesker og muligheder. En kvinde, der besøger hendes udstilling, falder hun i snak med, de kommer tæt på hinanden, og måske bliver hun en kommende kæreste. I første omgang vækker hendes omtale af sin far, der bor alene på en ø og arbejder som stenkunstner, Janas kunstneriske nysgerrighed. Hun melder sig af omveje som en slags hjemmehjælp for den gamle, sære eneboer med den bagtanke, at hun kan lære noget af hans arbejde med stenene.
Med sin ligefremme facon lykkes det hende at nærme sig den gamle, og hun får nye perspektiver på sine træfigurer og lyst til at tage flere metoder i brug. Men også Sørlanger trækker i hende, og hun tager nord på igen. Hjemme venter noget, der skal gøres færdigt. Bror er død, og hans urne endnu ikke lagt i jorden. Hendes gamle kæreste John har fået kræft og ligger for døden. Og så er der datteren Diana, som det er vanskeligt for Jana at komme tæt på. Det er Jana selv, der trækker sig, hver gang Diana forsøger at få moren til at være som en mor for hende. De kan mødes over pasningen af John, og da han dør over den fælles sorg. For Diana var han en far, der det meste af hendes liv var ukendt og et gnavende savn og for Jana manden, hun aldrig kunne slippe i en fælles pardans af sex, vold, had og kærlighed. John fik Diana og Jana begravet sammen, som var de en rigtig familie. Brors urne anbragte Jana selv i tvillingernes kommende fællesgrav, der nu ventede bare på hende.
Jana fik gjort det færdigt, hun skulle, og det med begge mænds stemmer i hende i en dialog, der aldrig stopper. Men hvordan bliver hendes eget liv fremover? Romanens sidste ord er titlen: Så tog jeg hjem. Tilsyneladende et paradoks, for hjemmet er opløst, ingen er tilbage sammen med hende, men noget peger alligevel fremad. Den flertydige slutning tyder på nye muligheder, måske en ny kærlighed, men sandsynligvis er hendes hjem den kunstneriske skaben, hun har givet lov at vokse. Og den frihed til at være sig selv, hun altid har værnet om.
Det blev en åben og troværdig slutning på en usædvanlig trilogi. Skrevet i et frapperende sprog, ligeså kantet, råt og sammensat som Jana Kippo selv og som det barske miljø omkring hende. En læseoplevelse af de store.
Karin Smirnoff: Så tog jeg hjem. På dansk ved Birgitte Steffen Nielsen, C&K Forlag, 2021.10.24 Efter Sen for jag hemBokforlaget Polaris 2020.