Jonas Hassen Khemiri in August 2014

Blindgyder i det moderne liv. Anmeldelse af Jonas Khemiris roman: “Alt det jeg ikke husker”.

At erindringer er subjektive – og dermed mangelfulde, måske direkte løgnagtige og i hvert fald ensidige – er uomtvisteligt. Kan man bruge forskellige personers fortællinger om den samme til at finde en sandhed om ham eller hende? Det forsøger en forfatter i Jonas Khemiris nyeste roman, men det viser sig at være et højst tvivlsomt projekt.

Samuel har tilsyneladende begået selvmord – eller var det en ulykke – og forfatteren bliver via en fælles bekendt interesseret i hans skæbne. Hvorfor finder vi først ud af til sidst i romanen, som har et kalejdoskopisk præg. Den skifter mellem udpluk fra forfatterens samtaler med især ekskæresten, vennen og moren, holdt i talesprog og impressionistiske i deres hurtige udmeldinger. Her er ingen introduktioner af personer, og i begyndelsen er man lidt forvirret, men hold ud. Efterhånden fanger man et mønster og genkender personerne og deres følelser, fokus og ikke mindst fortielser. Alle har de deres egen version af Samuel og særlige iscenesættelse af sig selv i forhold til ham og hans død.

Iscenesættelser

Moren ser sig selv som den kærlige, hvis mand svigtede hende og sønnen og dermed blev en væsentlig forklaring på Samuels angst for at miste. Ekskæresten Laide, der umiddelbart inden selvmordet havde slået op med Samuel, skaber en fortælling om stor og fortsat kærlighed til en mand med voksende mental uligevægt, hvilket gjorde et brud nødvendigt. Vennen Vandad boede sammen med Samuel og afskyede Laide, fordi hun blev hans konkurrent, og fokus i hans fortælling er Laides dårlige indflydelse på Samuel og endelige svigt. Samtidig aner vi sprækker i Vandads fortælling, der vidner om hans egen selvoptagede løgnagtighed.

Splittelse og selvmord

Efterhånden får vi et indblik i begivenhederne op til Samuels død og kan stykke en forståelse af ham som menneske sammen. Efter en uddannelse i statskundskab arbejder han på Migrationsværket, det svenske Udlændingeservice – langt fra hans barndoms drøm om at være med til at forandre verden. I sin fritid er han optaget af at samle oplevelser i en erfaringsbank, som han kalder det, og søger tilsyneladende formålsløst nye oplevelser uanset indhold. Laide bebrejder ham hans politiske passivitet og overfladiskhed. Hun arbejder som tolk, er selv politisk aktiv og får Samuel overtalt til at lade nogle voldsramte kvinder flytte ind i mormorens gamle hus, der står tomt, efter at hun er kommet på plejehjem. Et brud på hans manglende engagement eller måske snarere for at gøre kæresten tilpas?

Mormor og Samuel er tæt på hinanden, og trods hendes demens ser hun hans problemer med både Laide og Vandad, og det er hende, der stiller spørgsmål ved, om det mon er Laide, sønnesønnen elsker – eller Vandad. Efter dramatiske begivenheder i huset og på hospitalet med mormor følger vi Samuel i bil på vej mod det træ, han har besluttet sig for, skal blive hans endeligt. Han føler sig svigtet af Laide og Vandad og tænker på sig selv som et uærligt menneske, der altid betragter sine følelser og spiller roller for at behage og blive accepteret.

Samfundsskel og etnicitet

Denne splittede identitet spejler en samfundsmæssig virkelighed med skel mellem klasser og etniske grupper. En af grundene til uvenskabet mellem Laide og Vandad er social: hun som selvbevidst højtuddannet og aktiv på venstrefløjen, trænet i debat og argumentation, han som uuddannet altmuligmand, tæt på den kriminelle verden og ikke bleg for hurtige indtægter og kontant afklapsning. Begge miljøer vil Samuel gerne accepteres af. Både han og hans venner er efterkommere af mellemøstlige indvandrere og vokset op i såkaldt socialt belastede boligområder i Stockholm. Laide er blevet mønsterbryder, Vandad sidder fast i miljøet, og Samuel hører ingen steder til. Læserne får først sent i romanen denne viden om etnicitet, som i medierne ellers typisk optræder som en afgørende personkategorisering. Et elegant og overraskende virkemiddel til at understrege det fællesmenneskelige i ”dem og os” og skyde en pil igennem tendensen til at putte mennesker i kasser.

Alligevel spiller etniciteten og dens sociale konsekvenser en stor rolle i forståelsen af personerne. Ulighed og fordomme er der, og sandsynligvis er de voksende i det svenske samfund – ligesom i det danske. Her er det mormor, der repræsenterer hverdagens småracisme, når hun giver skylden for alverdens ulykker til horderne af fremmede, der oversvømmer Sverige. Sikkert påvirket af, at Samuels far var indvandrer – og som alle indvandrere forstås – løber fra sit ansvar.

Lag på lag

Imod slutningen af romanen træder den interviewende forfatter frem på scenen. Det viser sig, at Samuels historie også er forfatterens, idet han har haft en ven, der måske begik selvmord. Forfatteren har altså sit eget sorgarbejde, og følelserne af skyld, svigt, jalousi og kærlighed, som var drivkræfter hos Samuels venner og familie, er måske også forfatterens. Og tilsyneladende minder forfatteren i romanen om forfatteren til den, og dermed giver Khemiri sit lille hip til tidens udbredte autobiografiske tendens.

Med de mange lag er romanens puslespil blevet fortættet, vi ser mønstre og forklaringsmuligheder, men aldrig entydigt, og der vedbliver at være det gran af undren og nysgerrighed, som kendetegner en god roman.

Khemiris vitale og indlevede portræt af mennesker og miljø læste jeg nogle dage inden terrorhandlingen i Stockholm, som måske vidner om øget polarisering i det svenske samfund. Hans nedtonede, nuancerede billede er et godt sted at søge hen for at undgå, at den kommende debat bliver for skinger – som ofte den danske.

Jonas Hassen Khemiri: ”Alt det jeg ikke husker”, på dansk ved Birgitte Steffen Nielsen, 333 sider, Gyldendal 2016/ ”Allt jag inte minns”, 331 sider, Albert Bonniers Förlag, 2015.

 

 

Leave a Comment