Anyurus essaysamling ”Strömavbrottets barn” er en guldgrube af væsentlige refleksioner og velunderbyggede synspunkter. Heldigvis er der også provokerende udmeldinger, man har lyst til at gå i dialog med. Det gælder hans forestilling om, at mennesker på tværs af køn, racer og klasser er ude af stand til at forstå hinanden – og hinandens kunst, og at troen på denne mulighed er en typisk hvid middelklasse-illusion. Baggrunden for hans konstatering er en performance fra 2012, hvor en sort, svensk, mandlig kunstner, Makode Linde, lod en stor marcipankage udforme som en sort Venusfigur og derefter fik den svenske – hvide – kulturminister til at skære i kagen omkring kønsorganerne, mens kunstneren skjult under bordet skreg. Tilskuerne, der sikkert var svenskere og mestendels hvide, stod grinende omkring scenen. Senere blev en film af den kunstneriske happening flittigt delt på nettet og rejste en storm af international forargelse og angreb på kunstneren og ministeren for racisme. Til sit forsvar forklarede Linde, at formålet var at gøre opmærksom på kvindelig omskæring.

Jeg har ikke set hverken film eller performance, så det er ikke den, jeg kan forholde mig til, men til Anyurus konklusioner. Han opponerer mod, at identiteter kan være ombyttelige, som han siger, de er derimod både en væsentlig afgrænsning og en markør; kunst kan ikke give hvide indsigt i sort smerte eller mænd i kvindelig fornedrelse. Tværtimod bliver kunst, som leger med identiteterne, respektløs over for den smerte, som bl.a. sorte, jøder og kvinder historisk har oplevet og stadig gør, bliver underholdning og morskab – i Lindes eksempel – for de hvide tilskuere, som ikke evner at se ud over egne indgroede forestillinger. Dermed begår også kunstneren vold mod offeret.

At vores menneskelige vilkår og muligheder, både mentalt og fysisk, er dybt afhængige af vores sociale baggrund og samfundets magtstrukturer, og at vores holdninger formes af disse faktorer, er naturligvis en kendsgerning, men som Shylock siger i Shakespeares ”Købmanden i Venedig”: Har en jøde da ikke øjne? Har en jøde ej hænder, organer, dimensioner, sanser, følelser og passioner?– jo, og derfor er der en menneskelig kerne af fælleshed, vi må værne om. Smerte og nød er ikke ligeligt fordelt, og ingen påstår, at empatisk indsigt giver samme rædsel som den en sort mand i 1920-ernes Alabama må have følt, stående over for en lynchning pga. et påstået overgreb på en hvid. Men skal man virkelig være sort og mand for følelsesmæssigt at sætte sig ind i en sådan barbarisk urimelighed? Og selvom indsigtens og offerets smerte ikke er sammenlignelig, kan en identifikation mellem mennesker være med til at føre til politisk handling.

Josefine Klougart er i Politikens kronik den 21. maj inde på samme problemstilling efter voldsom kritik af teaterforestillingen ”White Nigger/Black Madonna for at være racistisk, fordi instruktøren Christian Lollike og skuespilleren, forfatteren Madam Nielsen ikke havde rådført sig med det danske afrikanske mindretal inden opførelsen. Klougart beklager kritikernes ringeagt over for kunstens muligheder for at overskride mentale grænser og skriver:

Det er klart, at ethvert menneske har specifikke erfaringer, men jeg tror ikke, at det tjener os godt, at vi ikke kan ytre os om noget, endsige behandle det kunstnerisk, uden at have levet det. Hvordan forestiller man sig et samfund, hvor vi ikke kan udtale os om andet end det, der er fuldkommen ækvivalent med os selv, hvor vi bare accepterer det som et faktum, at vi aldrig kan forstå det, vi ikke fra starten selv er. Hvordan kan vi så bygge et samfund, hvor vi prøver at tage hånd om hinanden, hvordan så insistere på empati og solidaritet? (Josefine Klougart: ”Identitetspolitisk angreb på kunsten”, Politiken den 21. maj 2018)

Michael K. Wilson tager iøvrigt til genmæle i Politiken den 8. juni, hvor han påpeger misforståelser og uvidenhed i Klougarts indlæg, og skriver om debatten i forbindelse med teaterstrykket, at “visse personer udtrykker deres ret til at bruge sorte kroppe som et lærred, hvorpå de kan udleve alle deres chokoladeovertrukne fantasier udelukkende for deres egen fornøjelses og morskabs skyld.”…..og “det virker som om de eneste stemmer, der forsøges undertrykt i denne debat, er de sorte stemmer, når de taler om deres egen menneskelighed og værdighed”.

Et væsentligt modsvar, som giver stof til eftertanke.