Hvad er det for begivenheder og forhold, der præger et menneskes liv, og hvordan? Det er krumtappen i Johan Theorins Sankt Psyko, der nu genudgives som paperback. En nervepirrende, indsigtsfuld roman, man kun nødigt lægger fra sig.
Forlaget kalder den en spændingsroman, og spændende er den. Om genrebetegnelsen så er passende er en anden sag. Nogle vil opfatte den som en fristende anbefaling, andre, heriblandt jeg, som en unødvendig indsnævring. Romanen her er jo så meget andet. Titlen giver et fingerpeg om, at det er psykologiske mønstre, der er i spil. Rent konkret er Sankt Psyko øgenavnet for en psykiatrisk forvaringsanstalt, som vores hovedperson Jan Hauger er på vej til for at søge arbejde som pædagog. I tilknytning til anstalten ligger der nemlig en børnehave for de indsattes børn.
Han får jobbet og hvirvles ind i et mærkværdigt miljø. Mellem børnehave og fængsel er der underjordiske gange, hvorigennem børnene følges ind på besøg hos deres mor eller far. Det er tys-tys i børnehaven at tale om de indsatte og deres forbrydelser, men rygter og gisninger florerer, og snart udvikler Jan en særlig nysgerrighed over for én af de indsatte, som han mener at kende fra tidligere.
Alice Rami hedder kvinden, han som ung blev forelsket i, og måske befinder hun sig nu tæt på. I spring indkredser romanen Jans barndom, og vi får et indblik i dyb ensomhed og angst. Som mobbeoffer forsøgte han selvmord, der mislykkedes, og han blev anbragt på et behandlingshjem, hvor han mødte en helt speciel pige, Alice Rami. En ligeså ulykkelig og misrøgtet skæbne som han og dertil i besiddelse af en vildskab og et mod, som Jan savnede og beundrede. De hjalp hinanden, lavede aftaler om sammenhold og hævn, og Jan glemte det aldrig.
Han må se hende og begynder i det skjulte at undersøge mulighederne for at komme ind til hende i det topsikrede fængsel og siden for en fælles flugt. Vi følger Jans kamp for sin ungdoms kærlighed, vekslende med klip tilbage til hans fortid, fuld af hemmeligheder og fortielser. Efterhånden forstår vi graden af fortidens traumer og af afhængigheden af Alice. Hun blev forløseren, der tryllebandt ham og fik ham til at overskride sine grænser i en tro på fælles forpligtelser. Men måske også den kraft, der gør, at han fortsat har indføling med ikke mindst de truede børn.
Det hele ender i et kaos af overraskelser og afsløringer. Sankt Psyko er elegant komponeret og forener det lette flow med et nuanceret og troværdigt psykologisk portræt. Så uhyggeligt trist kan konsekvenserne af ekstrem mobning være, så udsat og hungrende efter kærlighed og omsorg kan man blive.
Læs den. Måske skulle man også kaste sig over Theorins Ølandskvartet, som Modtryk ligeledes genudgiver i paperback.
Johan Theorin: Sankt Psyko, oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, forlaget Modtryk, 2020.
Originaludgave: Sankta Psyko, 2011.