Barsk generationsportræt. Anmeldelse af Isabelle Ståhl: Lige nu er jeg her

Hun tilbringer nætterne med hurtige bekendtskaber fra Tinder og længes efter en stemme, der råber i mørket og ved, hvem hun er. Elise hedder hun, hovedpersonen i Isabelle Ståhls debutroman, og med hende som pejlemærke giver forfatteren et samtidsportræt, der gør ondt.

Elise er ved romanens begyndelse 28 år, i gang med et forløb i kunsthistorie på universitetet, men helt og aldeles i vildrede med sig selv om, hvad hun ellers vil i livet. Hun tager tilfældige småjobs ved siden af studierne, møder tilfældige mennesker via sociale medier og forlader dem lige så hurtigt igen. Alkohol og piller tages i brug ved de overfladiske møder for at tage toppen af angsten, der kommer, når hun skal tæt på andre. Ingen af kontakterne udvikler sig til virkelige venskaber, og Elise konstaterer for sig selv, at det, der udfolder sig bag andres vinduer eller bag skærmen, altid synes mere virkeligt end hendes eget liv. Og hun længes efter at føle sig virkelig. Derfor hægter hun sig på en lille gruppe medstuderende og især én af dem, Victor, for at få lidt af deres liv og virkelighedsfølelse. Hun jagter gennem måneder Victor, drømmer sig ind i et liv med ham, og til sidst lykkes det.

Jagten på mænd og mening

Victor bliver forelsket i hende, og kort efter flytter de sammen. Han drømmer hurtigt om ægteskab, børn og et stabilt familieliv. Et ønskescenarium, skulle man tro, for et rodløst menneske, der mangler nærhed og tro på fremtiden, men Elise bakker ud. Victors forsøg på at komme tæt på, være ærlig og loyal, møder hun med løgnagtige afværgemekanismer og en forestilling om, at nye mænd kunne give nye muligheder og mere mening. Samtidig stiger forbruget af stimulanser for at dæmpe de stadigt hyppigere angstanfald og skjule ubehaget ved det dobbeltliv, hun efterhånden vikler sig ind i.

Den nye mand – i det skjulte – er hendes langt ældre og gifte, tidligere universitetslærer, som bruger hende til at afprøve et sadomasochistisk  behov. Umiddelbart giver hendes nye rolle ro i sindet, at være et barn uden vilje, uden valgmulighed over for en straffende far fjerner uroen og fornemmelsen af at være en fremmed i tilværelsen. Men også det forhold er måske et overgangsfænomen – i jagten på nye muligheder.

Det isolerede menneske

Elises liv er dybt tragisk. Hun er et menneske, der hverken er forankret i en fortid, en nutid eller i planer for en fremtid. Barndom og forældre er bemærkelsesværdigt fraværende i hendes bevidsthed og nutiden umulig at hvile i på grund af uroen og den manglende kontakt til krop og følelser. Fremtiden visualiseres ikke som drømme eller planer, fordi hun ikke tør træffe betydningsfulde valg eller tro på et fællesskab med andre. Kun en gammel veninde, Sofia, optræder i Elises bevidsthed som en positiv figur, men kontakten mellem dem er sparsom, og måske udtrykker de gentagne erindringer om hende snarere en undertrykt drøm om nærvær end en egentlig mulighed.

Hvordan kan det gå så galt? Forfatteren giver ikke forklaringer, der peger på en særlig problematisk baggrund eller udviklingshistorie. Elise spejler en generation, hvor det at føle sig i live afhænger af likes på de sociale medier, hvor individets muligheder for selvudfoldelse forekommer uendelige, og hvor ansvaret for at lykkes derfor forventes at påhvile individet selv.

Følelsen af at være fremmedgjort i tilværelsen er naturligvis ikke ny. Bare tænk på Sartres ”Kvalme”, hvor han giver udtryk for afskyen ved at blive konfronteret med livets absurditet – en væren uden formål og prisgivet døden. I romanen her udtrykker Elise flere gange en lignende væmmelse over at være krop og en selvdestruktiv trang til at gøre den ondt. Udviklingen siden Sartre synes imidlertid at have forstærket fremmedgørelsen, og storbymiljøer og digitale ungdomskulturer kan – viser romanen – afskære forbindelsen til fortid, natur og det menneskelige fælleskab.

Lydhørt samtidsportræt

Det er en beskæmmende diagnose, Isabelle Ståhl således stiller af samfundet i dag, men det bygger på stor lydhørhed over for skyggesiderne ved det, der ser ud som frihed og rige muligheder for et godt liv – men måske er et narrespil. Bag friheden og den teknologiske udvikling lurer ensomheden og et liv uden retning og mening. Ligeså lydhør forfatteren  er over for tendenser i samfundet omkring os, ligeså nærgående og præcis er hun i sine sproglige registreringer af Elises forkrampede følelser. ”Lige nu er jeg her” er et væsentligt kvinde- og samtidsportræt, udfordrende og skræmmende. Og hvad kan der ikke komme efter en sådan debut?

Isabelle Ståhl: ”Lige nu er jeg her”, oversat af Lotte Kirkeby Hansen, C&K Forlag, 2018

Oprindelig udgave: ”Just nu är jag här”, Natur & Kultur, 2017

 

 

Leave a Comment