Der er uro i den svenske bogverden. Forfattere, kritikere og oversættere – mange af dem kendte navne som Sara Stridsberg, Anne-Karin Palm og Klas Östergren – har besluttet at boykotte årets store bogmesse i Göteborg. En liste med foreløbig 200 underskrifter til støtte for boykotten er blevet publiceret i svenske medier og har vakt stor debat. Også udenlandske deltagere er begyndt at melde fra.
Årsagen til aktionen er, at bogmessen igen i år tillader det højreradikale tidsskrift Nya Tider at råde over en stand. Også sidste år var tidsskriftet på bogmessen, hvilket resulterede i højreekstremistiske støttedemonstrationer tæt ved. Standen blev kortvarigt lukket, men atter åbnet, og allerede dengang protesterede kulturpersonligheder.
Nya Tider er lovligt og har ikke opfordret til vold, argumenterer messeledelsen, og er derfor omfattet af retten til ytringsfrihed. Forfatterne burde i stedet indgå i en demokratisk debat. Netop det er umuligt, fremhæver forfatterne. Nya Tider dækker over nynazistiske grupperinger og mod hate speech og manipulation er demokratisk argumentation nyttesløst. Nynazister på en anderkendt bogmesse vil ifølge forfatterne være en uheldig blåstempling og den forkerte vej at gå i en periode med stigende radikalisering.
Konflikten ser ud til at sprede sig. Flere forlag overvejer at slutte sig til protesten, og de involverede forfattere har planlagt alternative bogmesser, bl.a. Scener og samtaler tæt ved den officielle.
Bokmässan
Göteborg bogmesse samler årligt omkring 100000 besøgende og 800 udstillere og er altså langt større end vores eget Bogforum i København. Årets messe afholdes 28/9-1/10 og har dannelse som tema. På grund af reformationsåret er der særlig vægt på kirkens rolle i forhold til dannelse. Også finske forfattere er der særligt fokus på, fordi Finland kan fejre 100 års jubilæum som selvstændig nation.
Links
bokmassan.se
gp.se
svenska.yle.fi
Debat
Hvad skal man nu mene om det? Umiddelbart har jeg sympati for protestaktionen. Er det dokumenteret, at nynazistiske eller tilsvarende højreekstremister står bag Nya Tider, forstår jeg forfatternes modvilje. Det er næppe velovervejet meningsudveksling, de er åbne overfor, og historisk har vi sørgelige eksempler på, at demokratiske kræfters dans med nazister kan få katastrofale konsekvenser. Men det er en svær problemstilling, ideelt set burde diktatoriske tendenser jo mødes med ytringsfrihed og argumentation, så skal det ikke forsøges?