Allerede titlen bider man mærke i med dens sproglige spil på både nutid og fremtid. Døden er tæt på og livet tilsvarende nærværende.
Resten af Tom Malmquists selvbiografiske debutroman er ligeså frapperende. Vi kastes ind i en kaotisk virkelighed, præget af forvirring, angst og afmagt. Toms højgravide kæreste, Karin, bliver indlagt med akut leukæmi, og i løbet af kort tid bliver barnet forløst ved kejsersnit og Karin lagt i respirator. Lægerne går i gang med at undersøge og behandle, og Tom forsøger at følge med i et virvar af hospitalsudstyr, latinske betegnelser, velmenende læger og sygeplejersker og en kone, der ikke står til at redde. Alt imens den nyfødte indlægges på neonatal og også kræver hans tilstedeværelse.

Bag hastigheden mærkes angsten

Tom løber fra neonatal til intensiv og tilbage igen, fast besluttet på at klare det hele og insisterende på ærlige og uddybende lægesamtaler. Imens lægger han mærke til alt omkring sig i et forsøg på at få hold på kaos. Malmquist udfolder dette fokus på ting og handlinger i en imponerende sproglig bevægelse fuld af detaljer og hurtige replikskifter, der kædes sammen i en tilsyneladende nøgtern tekst. Bag hastigheden mærkes angsten, som Tom må bekæmpe for at kunne fungere.
Udviklingen er nådesløs for den lille familie, Karin dør, og Tom må forsøge at skabe en hverdag med Livia. Toms svigerforældre og forældre vil gerne hjælpe, men han holder dem på afstand. Vi følger hans famlende forsøg på at klare bleskift og madning, afløst af tankespring tilbage til 10 års samliv med Karin. Det er usentimentale, ærlige og sorgfulde billeder af et kærlighedsforhold med nærhed, lykke og problemer. Karin har tidligere været alvorligt syg, og det er i den sammenhæng, man skal se Toms forsøg på at holde hendes forældre væk, allerede da hun lå for døden. Hjerteløst forekommer det, men beslutningen er udtryk for loyalitet mod Karin og hendes ønske om løsrivelse. Tom har sit eget opgør at kæmpe i forhold til faren, som dør kort tid efter Karin, og tilbageblikkene til Toms barndom og ungdom fortæller om et kompliceret forhold mellem far og søn – ikke mindst skabt af farens alkoholisme. På den måde er Tom Malmquists roman også en fortælling om at blive voksen, at påtage sig det ansvar, som dødens realitet pålægger én.
Tom kommer i månederne efter Karins død tæt på sammenbrud af sorg og fortvivlelse. Dertil kommer hans kamp med myndighederne for at få lov at beholde barnet, som officielt betragtes som forældreløst, fordi Tom og Karin ikke nåede at blive gift. Her tones beskrivelsen af Toms afmagt med absurd humor – det lille menneske i et Kafkask helvede.

Er der en fremtid?

Mod slutningen præsenteres vi i glimt for Toms forestillinger om fremtiden med Livia. I disse fremtidsbilleder holdes mindet om den døde mor og elskede i live, og romanen klinger ud i Toms indirekte kærlighedserklæring til Karin og Livia, afløst af et øjebliksbillede af Livias første dag i børnehave. På én gang fastholdes realiteten i nuet og drømmen om fremtiden, og følelser, der i begyndelsen af romanen var fraværende i de nøgterne registreringer, får her lov at komme tæt på.

Naja Marie Aidt og Carls bog

Også i Danmark har vi fået et vigtigt værk om et pludseligt dødsfald hos et menneske tæt på forfatteren. Naja Marie Aidts tekstsamling om sønnen Carl, som hun mistede to år før, er en rejse, hvor et sprog om død, kærlighed og sorg langsomt bliver muligt. Med chokket over hans voldsomme død som 25-årig tømmes sproget for betydning, fordi alt i tilværelsen er gået i stykker. I forsøget på at finde et sprog plukker Aidt tekststykker sammen af forskellige forfattere, der har skrevet om død og sorg – H. C. Andersen, Mallarmé, Inger Christensen og andre. De placeres i en kaotisk mangfoldighed med hendes egne søgende beskrivelser af øjeblikket, hvor familien får besked om ulykken, af sønnen i respirator på hospitalet og af livet med ham før ulykken – dagbogsoptegnelser, erindringsglimt og drømmesekvenser. Hvor Tom Malmquist med sit nøgterne sprog holdt fast i en verden af ting midt i kaos, nærmer Aidt sig det ubærlige gennem et kalejdoskop af tekstfragmenter, andres og egne, der gentages og udvides i glidende bevægelser. Først i slutningen kan sproget udsige selve dødsøjeblikket, hvor familie og venner er samlede på hospitalet, og Carl erklæres hjernedød. Malmquist lod sin roman munde ud i en fremtidsvision med datteren. Aidt skriver om en oplevelse af intet-tid, at være i sin fortsatte kærlighed til sønnen uden fremtid.
Det lykkes både Malmquist og Aidt at finde et sprog og en form, der ud af den personlige tragedie får skabt et fællesmenneskeligt rum om sorg og kærlighed. Det er imponerende – og bevægende.

Tom Malmquist: ”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, oversat fra svensk af Pia Juul, C&K Forlag, 2016
”I varje ögonblick är vi fortfarende vid liv”, Natur og Kultur, 2015

Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2016.

Naja Marie Aidt: “har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”, Gyldendal, 2017.