Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/svenskestemmer.dk/public_html/wp-includes/media.php on line 1204

Bag om had og smerte. Anmeldelse af Johannes Anyuru: ”Strömavbrottets barn. Texter om konst, våld och fred”

Er der plads til sådan en som mig i Europa, spørger Johannes Anyuru i sin nye essaysamling. Umiddelbart ville man jo svare ja, selvfølgelig, men Anyuru diskuterer sit spørgsmål grundigt, vidende og med en underliggende tone af desperation, så læseren efterhånden forstår, hvorfor spørgsmålet overhovedet er blevet stillet.

Unge i forstæderne

Har man læst Anyurus dystopiske roman ”De kommer att drukna i sina mödrars tårar” om et kommende fascistisk Sverige, kender man til forfatterens angst for, at menneskerettigheder i de vestlige demokratier er truet. I essaysamlingen er udgangspunktet personligt. Som søn af en afrikansk indvandrer og opvokset i svenske forstadsmiljøer – i Danmark kaldet ghettoer – er spørgsmålet om menneskerettigheder ikke et akademisk spørgsmål, men et følsomt, eksistentielt anliggende, fordi stemplet som sort underklassedreng ikke er sådan at ryste af sig. Det trøstesløse betonbyggeri og systemet i form af politi og socialarbejdere definerer rammerne for de unges udfoldelsesmuligheder, gør dem til andenrangsborgere uden indflydelse på deres egen virkelighed og betragtet med mistillid af verden uden for forstæderne. Systemets magt er også sproglig, viser Anyuru, det er i eksperters, politikeres, teknokraters og mediers magtsprog, forstædernes unge beskrives – i stereotype vendinger. Som modsvar inddrager han unge aktivisters digte, der synliggør deres erfaringer, ligesom fx hiphop-kulturen har gjort det, og i rejseessays fra USA beskriver forfatteren sine møder med det sorte, amerikanske undergrundsmiljø, præget af samme smerte og håbløshed som i de svenske forstæder.

Historisk skam

Vilkårene for sorte underklasseunge er et spørgsmål om økonomisk magt, og Anyuru er skarp i sin kritik af det kapitalistiske systems ulighed og kommercielle menneskesyn. Det er også et spørgsmål om de vestlige samfunds historiske behandling af sorte, også dén sammenhængende med økonomiske interesser, for med bl.a. slavehandlen i 1700-tallet blev sorte afrikanere gjort til varer, dehumaniseret og stigmatiseret som mindreværdige. Stigmatiseringen gælder fortsat, siger Anyuru, og påvirker både hvides og sortes syn på sig selv og hinanden. Derfor er opgøret med betegnelsen neger så vigtig, fordi det er behæftet med historisk skam og umyndiggørelse og fastholder sorte i en underordnet, selvfornedrende rolle.

Højrenationalisme i vækst

Politisk har der været forskellige reaktioner på det stigende antal flygtninge og migranter fra især Afrika og Mellemøste de seneste år. Sverigedemokraterna har siden stiftelsen i 1988 været et markant modsvar til de skiftende regeringers åbne flygtningepolitik og fået stigende opbakning til sine indvandrerfjendske holdninger. I 2010 kom det i Riksdagen. Ifølge Anyuru baserer Sverigedemokraterna ikke deres modstand mod indvandring på et racistisk grundlag, der er ikke tale om et biologisk betinget syn på en sort underordnet race, men derimod om en accentuering af det nationale. Med fremhævelsen af svensk nationalitet er grunden lagt til en udskillelse af mennesker, der er anderledes end normerne for svenskhed – og dermed den højrenationalisme, som vi ser i vækst rundt om i Europa, og som bl.a. vender sig mod religiøse minoriteter. Det er især den, Anyuru sigter til, når han spørger, om han har en fremtid i Sverige.

Nationalisternes ytringsfrihed

Også her går han i sine refleksioner historisk til værks, og med udgangspunkt i rejseessays fra Alhambra i Granada følger han den europæiske behandling af jødiske og muslimske mindretal. Alhambra er som bekendt et mindesmærke over mauernes storhedstid og for den spanske kongemagts sejr over det muslimske overherredømme, hvilket førte til udrensning af både muslimske og jødiske borgere. Senere eksempler på vestlig undertrykkelse af de to minoriteter følger: Holocaust, Algierkrigen og Abu Ghraib, hvor irakiske fanger blev udstillet på sadistisk vis af amerikanske soldater. Anyuru antyder i øvrigt en sammenhæng mellem afsløringen af Abu Ghraib og fremkomsten af muhammedtegninger blot et par år senere – måske et forsøg på at dække over de amerikanske overgreb og vende bolden til en kritisk latterliggørelse af islam.

Som et helt nyt, svensk eksempel på indskrænkning af religiøse minoriteters rettigheder for at tækkes den voksende nationalisme nævnes den nynazistiske demonstration i Göteborgs gader under bogmessen i 2017. Demonstranterne fik lov at gå tæt forbi den jødiske synagoge på Yom Kippur-dagen, iført nazistiske symboler. Det var nazisternes ret til ytringsfrihed, der blev begunstiget og ikke jødernes ret til at blive fritaget for velbegrundet angst.

Indsigt og debat

Mod slutningen af essaysamlingen bliver forfatterens optagethed af det europæiske had mod islam tydeligere, og han ser sig selv som muslimsk talerør for religiøse værdier i et kapitalistisk, sekulært Europa, snarere end at vise identifikation med forstadsunderklassen. Sammenhængende med det sker der et skift i teksternes følelsesmæssige underlag, i de tidlige essays og digte er solidariteten med forstadsvreden og aggressionerne i den amerikanske hiphop-kultur tydelig, senere erstattes den af en tro på islam som et alternativ til det europæiske værdisammenbrud – fuld af håb om fred og kærlighed. Men smerten er stadig indlejret i sproget.

Anyuru nævner islam som eneste kontrast til kapitalismens sjælløse forbrugermentalitet. Her savner man et blik for, at de vestlige samfund ikke er en entydig størrelse, men også har antikommercielle modbevægelser, både af politisk og humanistisk art – og at de kristne grundværdier heller ikke er kommercielle. Forestillingerne om kærlighed, fred, lighed og frihed som vigtigere end materialisme og økonomisk grådighed kan mange være enige om.

Anyurus synspunkter kan således skabe debat og tak for det. Sjældent har jeg læst en så solid, perspektivrig, udfordrende og vedkommende argumentation som her. Vi kommer vidt omkring, både historisk og socialt, og Amyuru formår med sin særlige forening af personlig lidenskab og rationel tyngde at grave overraskende dybt i nogle af tidens store problemstillinger. Han pudser vores briller – i håbet om eftertanke og handling, inden det er for sent.

Leave a Comment