Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/svenskestemmer.dk/public_html/wp-includes/media.php on line 1204

Ind i mørket. Anmeldelse af Sara Stridsberg: Kärlekens Antarktis

Med Sara Stridsbergs nye roman kommer vi dybt ind i fortvivlelsens væsen. Beskrivelsen af denne sygdommen til døden, som Kierkegaard kaldte den, er bevægende og næsten ikke til at bære. Så ensomt og håbløst er kærlighedens antarktis – længslen efter at elske og blive elsket, stivnet i angst og kulde.

Stridsberg ser som Kierkegaard fortvivlelsen i et eksistentielt lys, ikke religiøst betinget som han, men som et grundvilkår, vi alle kan komme ud for som det udsatte, skrøbelige barn, afhængig af andres kærlighed, vi har været og langt inde altid er. Om fortvivlelsens forbandelse rammer er knyttet til miljø og livsbetingelser, og her er goderne som bekendt ikke lige fordelt. Stridsberg bevæger sig dér, hvor der er knaphed på ressourcer.

Bøddel og offer

En ung prostitueret kvinde bliver myrdet og parteret i omegnen af Stockholm. Vi følger det uhyggelige forløb gennem offerets egne øjne, turen i bil fra gaden, hvor hun trækker, til det øde skovområde. Derefter voldtægten, kvælningen og ja, også parteringen, for Stridsberg bryder realismen og lader den afdøde beholde bevidstheden og fra et sted i intetheden fortælle sit livsforløb og dets afslutning og følge de mennesker, hun ikke kan slippe efter sin død. Moren og de to børn, som hun måtte give fra sig.

Forbandelsen

Døden opfatter hun som den konsekvente afslutning på et liv præget af tab på tab. Hun næsten søger den for at gøre en ende på meningsløshed, kærlighedssavn og selvhad. Som 11-årig oplevede hun sin lillebror, Eskild, drukne. Selv var hun i nærheden, men evnede ikke at gribe ind. De to børn var tæt forbundne og en fælles støtte, hvor forældrene svigtede. Den elskede mor var følelsesmæssigt fjern, hendes fortid var tragisk, men lå hen i mørke, og hun og faren var ikke i stand til at være forældre. Efter Eskilds død trak moren sig endnu mere ind i sig selv.

I beskrivelsen af moren efter det brutale mord på Katrine eller Inni, som lillebroren kaldte hende, ser vi et spejl af det ulykkelige mor-barnforhold, som også Katrine fik i forhold til sine egne børn. Kærlighed, de ikke kunne realisere, og som blev forvandlet til svigt, skyldfølelse og smerte. En familieforbandelse, som gik i arv.

Gensyn med et liv

Sorgen over den afdøde lillebror og det ulykkelige barndomshjem lå bag det fejlslagne liv, Katrine kastede sig ud i som ung. Heroinen gav hende en ukendt oplevelse af skønhed og nærvær, og snart var hun bundet til både gaden og sprøjten. Med hende som fortæller bevæger vi os rundt mellem forskellige steder og personer, der har betydet noget i hendes liv og zoomer ind. På åen, hvor lillebroren forsvandt, og hun selv var magtesløs. På gaderne i Stockholm, hvor hun efter mørkets frembrud søgte efter kunder og lidt fællesskab med andre prostituerede. På morens lejlighed efter drabet, hvor hun og faren efter års adskillelse søger sammen i sorgen, men ikke kan finde fælles ord. På forskellige bosteder, hvor Valle befinder sig, sønnen, som Katrine og kæresten ville beholde hos sig, men som blev tvangsfjernet, da han var 3 og derfor allerede var skadet. I ham ligger samme uopfyldelige længsel efter kærlighed som i hende selv. På Solveig, datteren, der som nyfødt blev overdraget til myndighederne, fordi Katrine nu forstod, at det bedste hun kunne gøre for sine børn var at give slip. Med smerte, længsel og også lettelse opsøger hun som afdød Solveig hos plejeforældrene og senere som universitetsuddannet, der lykkes med sit liv. Her bliver familieforbandelsen brudt. Og endelig på mordstedet i en øde skov, nær en sø, med synsvinklen nede blandt grene, mos og mudder, hvor ugerningen finder sted.

Fortælleren udmaler sig de følelsesladede scener igen og igen, personerne, omgivelserne, stemningen, ser gruen og smerten fra nye vinkler og med nye ord. For en afdød er tiden ophævet, og hun springer mellem fortid og fremtid, mellem øjeblik og evighed og når måske en forståelse af sit livs tragedie.

Det nøgne menneske

Som i andre af sine romaner beskriver Sara Stridsberg menneskets grundvilkår ved at opsøge det ekstreme. De allermest udsatte og sårbare, samfundets randeksistenser, familier, der ikke magter at være familie, selvom de drømmer om kærlighed og et meningsfuldt liv som alle andre. Hos dem, der ingenting kan, og hvor al overflødig fernis er skrællet væk, står livets fundamentale kræfter skarpt, og også mere privilegerede kan – hvis vi tør – spejle sig i deres længsler og nederlag. Med Kärlekens Antarktis har Stridsberg givet os endnu et stærkt kunstnerisk indblik i det menneskelige mørke, som vi benægter, når vi kan. Hun skriver vildt og grumt, men nærmer sig samtidig uendelig nænsomt sin hovedperson og hendes smerte. Og forlader hende og os med et lille håb om, at kærligheden altid ligger som en mulighed langt inde i mørket. Forbandelsen kommer, når vi ikke ser den.

Sara Stridsberg: Kärlekens Antarktis. Albert Bonniers Förlag, 2018.

Udkommer på dansk den 15. marts på Forlaget Grif. Oversat af Ellen Boen.

Se Jes Stein Pedersens interessante interview med Sara Stridsberg i Politiken 5/1 2019, hvor forfatteren bl.a. fortæller om Kärlekens Antarktis.

Leave a Comment