Almindeligheden sat i system. Anmeldelse af Lena Andersson: Sveas søn

Hovedpersonen i Lena Anderssons nye roman er sindbilledet på det svenske ”folkhemmet”. Han vokser op med dets idealer, lever dem og rystes i sit livsfundament, da det socialdemokratiske projekt begynder at smuldre. Og naturligvis gjorde det det, ville Lena Andersson sige, for det var en kolos på lerfødder.

Ragnar blev født i 1932, samme år som Socialdemokratiet første gang fik regeringsmagten og begyndte sin kamp mod den udbredte fattigdom, som også prægede Ragnars barndom. Hans identifikation med partiet blev hans vej væk fra skammen over at tilhøre et miljø på samfundets bund uden håb om forandring. Han deltog aktivt i sport og det nye foreningsliv, som skulle styrke unges selvbevidsthed og samfundssind. Også en uddannelse fik han, som bygningshåndværker, og han blev som voksen ansat som sløjdlærer. Godt nok havde han overvejet at gå videre på arkitektskolen, men da meldte beskedenheden og en svensk udgave af Janteloven sig. Være fin på den ville han under ingen omstændigheder, og derfor gav han afkald på sin hemmelige drøm. De socialdemokratiske ligheds-og fællesskabsidealer fremmede sammen med det protestantiske arvegods hans syn på, hvem han skulle være: et ganske almindeligt menneske uden hang til individualistiske nykker og tilfreds med sin lod i fælleskabets tjeneste. Det gav hans liv retning og mening, men også meget faste rammer uden plads til fantasifulde udsving.

Ragnar blev gift, fik børn og påtog sig derefter som sin vigtigste opgave at føre det socialdemokratiske menneskesyn og samfundsideal videre til børnene. Familien flyttede ind i de nybyggede forstadslejligheder, børnenes energi blev styret i retning af sport, og snart brugte Ragnar alle weekender på at fremme deres sportspræstationer og derigennem deres udholdenhed og evne til målrettet at give sit bidrag til samfundet. Han havde ikke meget blik for børnenes egne lyster, og da de som unge begyndte at sige fra over for hans krav, blev han fortvivlet. Tiden var med børnene, for da ungdomsoprøret kom med paroler om den enkeltes ret til at realisere egne behov, blev der rykket ved pligtens og rationalitetens ukrænkelighed. Også i Ragnars liv smuldrede de faste normer, og politisk blev socialdemokratiet for første gang siden 1930-erne udfordret.

Hvad er det, der er gået galt i Ragnars og Socialdemokratiets velmenende projekt? Som romanen fremstiller det, er det ensretningen, det manglende rum for irrationalitet og personligt særpræg og den ukritiske tiltro til stordrift og økonomisk vækst, mens fortidens liv og erfaringer blev gemt af vejen som upassende. Det sidste er svært at genkende for en dansker, når man tænker på et socialdemokratisk fyrtårn som Hartvig Frisch, hvis kultursyn inddrog vigtigheden af fortidens erkendelser som del af en dannelsesproces for arbejderen.

Som i sine tidligere romaner skriver Andersson med stænk af ironi. Mindre hvast her, for sympatien for Ragnar er tydelig. Han mente det godt, hans engagement var ægte, men han – og folkhemmet – blev ensporet i sin betagelse af fremskridtet. Forfatterens kritik er tydelig, og hun vælger i sin analyse af det socialdemokratiske projekt at nedtone dets succeser: bekæmpelsen af fattigdommen og uligheden, som vel lykkedes markant ikke mindst i globalt perspektiv. Man kan således være uenig i nogle af forfatterens prioriteringer, ligesom ideen med bogens bagvendte læseretning forekommer formålsløs. Men romanens kvalitet er åbenbar. Den er et uhyre relevant indlæg i samfundsdebatten og kunstnerisk en fuldtræffer med sit originale parallelløb mellem en menneskeskæbne og et samfundsprojekt.

Lena Andersson: Sveas søn. Oversat af Andrea Fehlauer, C&K, 2019

Efter: Sveas son – en berättelse om folkhemmet, Polaris, 2018

 

 

 

 

 

 

Leave a Comment