Hovedpersonen i Agnes Lidbecks debutroman er ret så usympatisk, og fortællingen om hende er oprørende læsning. Hun skal næppe opfattes som et helt menneske, men som en inkarnation af stereotype, kvindelige kønsroller. Når romanen om hende er så provokerende, er det, fordi hun – i karikeret form – repræsenterer karaktertræk, vi alle sammen kan genkende. Ikke mindst som kvinde.

Romanen udfolder nemlig tre traditionelle kvinderoller: moderen, elskerinden og plejeren – det sidste i forhold til sygdom og død. Indimellem det narrative forløb, hvor vi følger Annas trængsler med at leve op til andres forventninger, bryder en anden slags skrift ind, markeret i kursiv. Den foregiver at være en objektiv stemme, der som en slags metakommentar gengiver de herskende normer om kvinders følelser og ageren inden for rammerne af de tre roller. Tekststykkerne er imidlertid -ligesom beretningen om Anna – dybt sarkastisk. Se blot dette krav til kvindens følelser, når barnet er ved at frigøre sig fra hende:” Når barnet periodisk vender tilbage, skal det bydes velkommen. Når det vil røre ved moren igen, skal moren føle taknemmelighed.”

De andres blik

Vi skal forestille os, at disse forventninger via opdragelse og samfundspres er indlejret i Anna, da hun bliver mor for første gang. Moderskabet bliver ikke nogen lykkelig oplevelse, tværtimod, hun belønnes ikke med grænseoverskridende, dyb glæde, som normerne implicit lover. Og det selvom hun prøver at føle og gøre alt det, der forventes i rollen. Denne attitude bliver kernen i Annas ageren i livet, også i de andre roller: det handler om at synes og ikke at være. Synes, for det er igennem konstant iscenesættelse af sig selv som en succes, at bekræftelsen sker – og det er bekræftelse fra andre, Anna angler efter i alt, hvad hun foretager sig. I stedet for at se og føle sit barn, ser hun andres blik på, hvordan hun ser på barnet. I stedet for at være tæt på barnet, spekulerer hun på, om hun nu, i dette øjeblik, ser ud til at være tæt på barnet. Det er oprørende.

Forstillelse

Hverdagen med mand og efterhånden to børn er fuld af pligter og rutiner, som hun opfylder til perfektion. Hun organiserer og kontrollerer, også sine følelser, for kun det pæne får lov at komme op til overfladen. Vrede og savn er ifølge normerne ikke klædeligt, og hvis der er noget, Anna ønsker sig er det at være netop klædelig. Der kommer afstand mellem ægtefællerne, og på et tidspunkt går Anna i terapi, fordi fremmedheden i hendes tilværelse begynder at gøre ondt. Også sammen med terapeuten bliver Anna imidlertid fanget i den forstillelse, hun har tillært sig for at virke lykkelig: ”Hun hører sig selv tale, ser sit spejlbillede i det mørknende vinduesglas og tænker, at hun ser ud, som om hun er dybt berørt, at hun sikkert er den mest interessante patient, at terapeuten sikkert tænder på hende bagefter og gerne vil i seng med hende for at trøste hende, men at hun er svær at nå i sin sorg”.

Terapien hjælper derfor ikke, og i stedet kaster Anna sig ud i en ny rolle – elskerindens. Som det slås fast i kommentarsporet, er det vigtigt for kvinder at være begæret: ”det endegyldige bevis på kvindens værdi er dog, at nogen vil eje hende. En kvinde, der ikke ejes af nogen anden end sig selv, spiser et æble af luft, det er en pantomime.” Da hun ikke længere begæres af ægtemanden, må der altså en elsker til. I et forhold til en kendt forfatter oplever hun en pirrende spænding, som kan bekræfte hende erotisk, og hun beruses i en tro på evig, altfavnende kærlighed, som kan gøre hende hel. Også i rollen som elskerinde indfinder hverdagen sig naturligvis, og glansbilledet krakelerer, ligesom det gør i den sidste rolle som plejer og trøster.

Veloplagt satire

Anna er en dybt tragisk skikkelse, præsenteret med en god portion humor. Som en anden Holberg forstørrer forfatteren et menneskeligt karaktertræk, så vi raser over al den forløjethed, trækker på smilebåndet og ender med at erkende, at vi nok selv har en rem af huden. Og hvorfor har vi så det?

Romanen er skarp og præcis i sin årsagsforklaring: miseren er samfundsskabt og et kvindepolitisk anliggende. Kvinderne er marionetter, låst fast i århundreder gamle normer om kvinden som mandens objekt, det være sig som moder, madonna eller luder. Det har tilsyneladende hverken stemmeret eller p-piller kunnet gøre op med, i hvert fald, når det hele sættes på spidsen. Mange kvinder er særdeles selvkritiske og bange for ikke at leve op til andres og egne krav, og mon ikke problemerne forstærkes af, at vi lever i en kultur, som er voldsomt optaget af at sætte jeget i scene, så indre tomhed og usikkerhed kan se ud som succes? Som Holbergs komedier kan Lidbecks ”Last” ses som en barsk udlevering af beskæmmende tendenser i tiden. Veloplagt og konsekvent afdækker den det pres fra stereotype normer, der stadig griber negativt ind i kvinders selvfølelse, men også det groteske i det moderne menneskes kredsen om at iscenesætte sig selv bedst muligt, så følelsesliv bliver forkrampet og forhold til andre et show.  Satiren udfordrer og har fat i noget vigtigt – for begge køn.

Agnes Lidbeck: ”Last”, oversat af Iben Mondrup, Modtryk, 2018.

Efter ”Finna sig”, Norstedts, 2017.