Når fortiden bliver ved. Anmeldelse af Agnes Lidbeck: ”Förlåten”

Efter Agnes Lidbecks bemærkelsesværdige debut med ”Finna sig” ( ”Last” på dansk) udkommer nu hendes toer i hjemlandet, og den er ganske anderledes. I stedet for provokerende satire bevæger vi os ind i et inderligt psykologisk studie af to søstre og deres fælles fortid – en nærgående, afdæmpet realisme om familiekonflikter og den sårbare pubertet.

Ellen og Maria har netop mistet deres far. De beslutter sig for sammen med Marias lille søn, Dag, at tilbringe sommeren i familiens sommerhus i Stockholms skærgård, hvor faren boede inden sin død. Her skal søstrene gøre sommerhuset klar til salg, ordne begravelsen og rydde op i familiens gamle ting og papirer – og måske nærme sig hinanden. Forholdet mellem dem har i mange år været distanceret, og søstrenes forskelligheder og indbyrdes konflikter kommer hurtigt til udtryk under oprydningen på øen. Maria ser ud til at være følelsesmæssigt mest berørt af farens død og den forestående afsked med sommerhuset, som hun måske helst ville have beholdt, men i modsætning til Ellen ikke har råd til. Hun er enlig mor, arbejder i ældreplejen og ser skævt til storesøsteren, som har et velbetalt, prestigefyldt job med hurtige møder rundt om i  verden. Ellens tilgang til farens død og den fælles rydning af sommerhuset er, som var det en arbejdsopgave, og hun agerer effektivt og rationelt.

Gensidige stikpiller

Samværet i sommerhuset ses skiftevis gennem storesøsterens og lillesøsterens briller. Vi følger Marias indædte frustration over Ellens ligegyldige behandling af møbler og billeder fra den fælles fortid, og ofte slipper den ud som irriterede stikpiller: Hvorfor besøgte Ellen aldrig den syge far? Hvorfor forsøger hun ikke at nærme sig Dag? Og – ikke mindst – hvorfor anderkender hun ikke Marias indsats og følelser?

Også Ellen irriteres, men er langt bedre til at holde facaden. Hun vil først og fremmest have det hele overstået i en fart, og mens Maria oftere og oftere tyr til rødvin og sover længe, sorterer og kasserer Ellen hurtigt og hårdhændet. Der er dog tanker og følelser, der begynder at trænge sig på , sat i gang af minder knyttet til billeder på væggene eller gamle dagbøger og notater – og de kredser om forholdet til halvbroren Jakob.

Jalousi og forelskelse

Han var omkring 10 år ældre end Ellen og tilbragte flere somre på øen sammen med hende og Maria, mens søstrene var i starten af puberteten. Der var noget magisk og uforståeligt over Jakob, han skrev digte, talte om det store i livet og havde tydeligvis selv svært ved at tackle det. Ellen var fascineret, og Maria så til og var jaloux over det, de to havde sammen, og som hun ikke forstod. Ligesom hun var jaloux over Ellens popularitet hos nabodrengene og hendes modne samtaler med faren.

Konfronteret med Jakobs efterladte ting i sommerhuset tvinges Ellen til at tænke tilbage på det drama, som hun lige siden har forsøgt at fortrænge: Jakobs stadig dårligere psykiske tilstand fik ham til at begå selvmord, og det var Ellen og Maria, der fandt ham, ude af stand til at kunne gøre noget.

Skyldfølelsen over ikke at have forstået alvoren af hans problemer i tide gemte hun siden væk i kontrolleret effektivitet, ligesom sorgen og kærligheden, der – antydes det – var en erotisk oplevelse og altså incestuøs. For Maria blev Ellens manglende evne til at tale om det traumatiske endnu et eksempel på, at hun som lillesøster blev forsmået og set ned på.

Tæt på og dog fremmede

Spørgsmålet er, om den fælles oprydning i sommerhuset bragte de to søstre nærmere hinanden og hver især nærmere en accept af sig selv.  Måske, for romanen er flertydig i sine signaler, ligesom titlen kan henvise til både tilgivelse og adskillelse. Ellen oplever en vis følelsemæssig åbning i forholdet til Dag – og dermed sin egen drøm om et barn – ligesom hun tillader sig selv at huske nærheden til Jacob. Men distancen mellem søstrene synes intakt. Marias jalousi og lave selvværd vil fortsat blive bekræftet igen og igen, når hun sammenligner sig med Ellens tilsyneladende succes i livet. Og Ellens angst for fortidens følelser vil holde hende på 10 meters afstand af Marias tårevædede anglen efter kontakt og måske også fra et fremtidigt kærlighedsliv med mand og barn.

De har begge svært ved at komme fri af gamle mønstre og oplevelser og svært ved at tilgive både sig selv eller den anden. Med lavmælte, men fintmærkende iagttagelser kommer vi tæt på deres smerte, de skrøbelige forsøg på at komme hinanden i møde og de store skuffelser, der får lov at blive ved. Agnes Lidbeck viser, at også i nære relationer kan vi forblive fremmede og magtesløse. Ikke for ingenting er vi i Ingmar Bergmans hjemland.

Agnes Lidbeck: ”Förlåten”, Norstedts, 2018.

Endnu ikke oversat til dansk.

 

 

 

 

Leave a Comment