Man kan blive helt rundtosset af Amanda Svenssons roman. Den gror vildt i mange retninger, men leder alligevel frem til en vigtig indsigt. Den er spændende, fantasifuld, nørdet, klog og indimellem fuld af knaster, som kræver udholdenhed at komme over.

Vi kastes rundt imellem de tre hovedpersoner og deres skæbner. Vidt forskellige, men holdt sammen af et fælles ophav og et net af komplicerede følelser for hinanden. Sebastian, Clara og Matilda er trillinger og har som voksne valgt at rejse i hver sin retning. Sebastian er forsker på et institut for hjerneforskning i London, Matilda har efter ophold rundt om på kloden bosat sig i Berlin med ny mand og steddatter, og Clara er som journalist rejst til Påskeøen for at tilslutte sig en gruppe klimaaktivister, der venter på jordens undergang. Hjemme i Sverige forsøger deres mor en gang imellem med fælles snak over telefonen, men møder modstand.

I London er Sebastian blevet del af et meget hemmelighedsfuldt projekt. Der er tale om hjerneskanninger af frivillige personer med sære symptomer, men det egentlige formål fortaber sig i mørke. Hvem er det, der står bag og trækker i trådene? Og er forskerne lige så gale som patienterne i deres tro på videnskabens muligheder for at forklare, dokumentere og kontrollere? Sproget fører os ind i den lægevidenskabelige terminologi og tankegang, men også dens følelsesmæssige modsætning, for rationaliteten udfordres af andre kræfter. Sebastian bliver nemlig lidenskabeligt forelsket i en af sine patienter – Laura, som har mistet evnen til at se i flere dimensioner, og for hvem alle omgivelser derfor er flade som pandekager. Med lidenskaben følger kaos og udfordring af Sebastians miljø med dets tro på entydighed og ufejlbarlighed.

Også Clara og Mathilda er på hver deres måde forvirrede i det liv, de lever, og længes efter klarhed og forankring. Det bliver imidlertid en udmelding fra moren, der river tæppet helt væk under alle tre. Gamle traumer og forestillinger om identitet og selvværd kommer i bevægelse – hvorfor og hvordan skal ikke afsløres. I sidste ende viser udfordringerne sig frugtbare, og romanen kan munde ud i en erkendelse af tilværelsens sublime sammensætning af skønhed og grusomhed – ikke mindst fordi den ikke kan sættes i faste rammer.

Amanda Svenssons roman er både overraskende og opløftende. Mønstrøs i al sin fascinerende vidtløftighed og sit uforfærdede mod til at følge mange spor på én gang, detaljeret og iderigt. Det er bare om at komme i gang – og holde ud.

Amanda Svensson: Et system så storslået at det blænder. Oversat af Mich Vraa, forlaget Modtryk, 2020.

Efter Ett system så magnifikt att det bländar. Norstedts, 2019.