I Doften av en man nærmer Agneta Pleijel sig en forståelse af det, hun kalder kønnets skam. Det er en fremragende roman. Udgangspunktet er selvbiografisk, og denne personlige vinkel har Pleijel også benyttet i andre af sine værker. I Søster og bror fra 2009 dykker hun således ned i familiehistorien, den mødrene slægt, ligesom i forgængerne Dronningens kirurg og Kongens komediant, og det viser sig, at den giver brikker til forståelsen af skammens ophav.

Forfatteren har læst familiebreve og dagbøger, genfortalt sig de fortællinger, hun hørte som barn – og skrevet en gribende roman. Indgangen til dens portrætter er empatiens og fantasiens forsøg på at forestille sig menneskene bag det overleverede og derefter samle de sporadiske optegnelser til skæbnefortællinger. Som en værdi i sig selv, men også fordi de har påvirket efterkommerne, bl.a. forfatterens mor, som hun har dediceret romanen til, og derigennem hende selv.

Men vi kan alle blive klogere, for Søster og bror tydeliggør en fælles fortid: vilkårene i 1800-tallet for de mennesker, som afveg fra normen, enten som den ene hovedperson, der var døvstum, eller som den anden, der var kvinde. Med Simone de Beauvoirs ord tilhørte hun altså det andet køn, som blev defineret i forhold til det mandlige, indbegrebet af normalitet. Måske er der stadig en rest tilbage af det.

Hovedpersonerne er søskendeparret Helena og Albert, der blev født i begyndelsen af 1830-erne som børn af Isaac Berg, sanger og sangunderviser ved Stockholms opera, og hustruen Lina, datter af en kendt skuespiller. Miljøet er altså kunstnerisk og velanskrevet, men økonomien ikke altid solid. Børnene vokser op tæt knyttet til hinanden, Albert viser sig at være døvstum, og Helena og han udvikler en særlig ordløs samhørighed på trods af den meget forskellige opvækst. Helena viderefører slægtens musikalske evner og forgudes af familien, Albert er en skuffelse især for faren, hvis ambitioner i tidens ånd var knyttet til sønnen, og Albert opholder sig i mange år på en institution for døve.

Isaac påtager sig datterens musikalske udvikling, men er fast besluttet på, at den aldrig må resultere i lønnet ansættelse som kunstner eller forhindre hende i at varetage en kommende mission som hustru og mor. Hendes kunst skal være til pynt og et trofæ for hans evner som berømmet sangunderviser. Fuld af sådanne ambitioner, krav om streng disciplin og ubetinget lydighed rejser han rundt i Europa med Helena og hustruen Lina, der udfører rollen som den milde trøster, når ambitionerne gør for ondt. Helena vækker jubel i både Berlin og Paris, hvor hun optræder ved overklassens private arrangementer, men hendes voksende drømme om en selvstændig kunstnerkarriere, slår faren hen. Efter års udenlandske turné vender familien hjem til Sverige, og Helena genser sin gamle kærlighed, en italiensk komponist, som hun i al hemmelighed har haft stævnemøder med. En tid ser det ud til, at faren vil acceptere datterens valg, men et bedre tilbud melder sig: bejleren er rig og kan tilføre Isaacs slunkne økonomi nødvendige midler. Helena indvilger af pligtfølelse over for familien, og hverken kærligheden eller kunsten får hun realiseret.

På døveskolen er Albert blevet bestyrket i oplevelsen af sin – og andre afvigeres – grundlæggende ensomhed, men han lærer tegnsprog og får dermed en mulighed for at tilegne sig viden og kommunikere med andre. Ligeså vigtigt opdager han sine evner til at se og udtrykke sine synsindtryk kunstnerisk, og han bliver efter døveskolen optaget på Kunstakademiet. Herefter følger en lang kamp for at kunne leve af sin kunst. Han slutter sig til en kunstnergruppe i Berlin og engageres i døvstummes vilkår. Der er bestræbelser i tiden på at forbyde brugen af tegnsprog ud fra forestillingen om, at tegnsprog er unaturligt, og døve skal tvinges til at lære at udtrykke sig i lyd – eller slet ikke. Ligesom der kommer røster op om at forbyde døve at gifte sig med hinanden for at undgå, at de får døve børn. Arvelighedsteorier er under udvikling og danner grundlag for senere misfostre som racehygiejne og eutanasiprogrammer.

To søskende, to vidt forskellige skæbner trods et fælles udgangspunkt. Måske har Agneta Pleijel i Helenaskikkelsen illustreret baggrunden for den skam, der knytter sig til kvindekønnet, og som hun belyste i Doften av en man.Historien om kvinder op gennem tiden, der som Helena blev frarøvet deres egen stemme og derfor fik en følelse af, at egne lidenskaber, egne drømme var skamfulde. Alberts kamp var ikke mod sit eget køn, men mod de gældende vrangforestillinger om det at være handicappet. Begge skæbner viser, at vi som samfund har flyttet os siden 18oo-tallet mod større rummelighed og tolerance, men også at den nuværende insisteren på lige rettigheder for alle er nødvendig. Også i dag udfordres den.

Agneta Pleijel kredser med stor lydhørhed om de smertefulde slægtserfaringer – som altid sprød og søgende i sin tilgang og derfor tankevækkende.

Agneta Pleijel: Søster og bror. Oversat af Anne Marie Bjerg. Gyldendal 2009. Forsideillustration ved Maria Röhl

Efter: Syster och bror, Norstedts Förlag, 2009.