Pjeijels nye roman er et portræt af to kunstnere: den østrigske kunstmaler Oskar Kokoschka og den engelske forfatter Agatha Christie. Portrættet folder sig ud over et andet portræt, nemlig det, Kokoschka malede af Christie gennem seks møder, hvor hun sad model. Lagene af kunst og liv filtrer sig ind i hinanden og giver et indfølende blik ind i to mennesker, deres forskelle og ligheder, glæder og sorger og gennem det et billede af, hvad det vil sige at være menneske.

Portrætmaleriet kommer i stand, fordi Agatha Christies barnebarn ønsker at give sin mormor et maleri af hende selv på hendes 80 års fødselsdag. Vi er altså i 1969, Agatha Christie har slået sit navn fast som raffineret krimiforfatter af bl.a. Hercule Poirot- serien, og Kokoschka er kendt som ekspressionistisk portrætmaler. De to berømtheder er i begyndelsen afventende over for hinanden, og Agatha Christie har svært ved at tage rollen som model alvorligt. Kokoschka har brug for, at hun åbner sig og taler om sig selv, for ellers kan han ikke få det liv frem i hendes ansigt, som han ønsker. Hun venter reserveret  på at få møderne overstået, mens Kokoschka maler og taler, og vi får efterhånden indblik i hans liv. Ikke mindst hans store krise, da et kærlighedsforhold til Gustav Mahlers enke Alma Mahler går i stykker. Han indvier Agatha Christie i sin kærlighedssorg og efterfølgende forsøg på at komme over det. Meget utraditionelt lader han en dukkemager skabe en dukke i fuld størrelse af Alma Mahler, som han kan have hos sig som erstatning, og samtidig indleder han et forhold til dukkemageren. Agatha Christie kalder det en typisk mandlig måde at få magt over sit nederlag ved at dirigere hensynsløst med andre. Selv er hun fortsat tavs om sine egne sår i livet.

Denne langsomme venten på, at den reserverede, selvdisciplinerede Agatha Christie skal åbne sig er et fortælleteknisk scoop. Da det endelig sker, oplever vi et øjeblik af nøgen sårbarhed mellem to mennesker, muliggjort gennem samtale, voksende tillid og med kunstnerisk indføling som katalysator. Både hos Oskar Kokoschka ved staffeliet og i Pleijels intense portræt.

Agatha Christies sorg knytter sig til sin første ægtefælle og hans utroskab, som førte til, at hun forlod hjemmet og i en slags afmægtig protest kaldte sig ved hans elskerindes navn.

Begge kunstnere skaber med deres kunst nye verdener, som på en eller anden måde har rod i deres eget liv, præget af kriser og krige, kærlighed og lidelser. Hos Kokoschka er forholdet kunst og liv umiddelbart uden filter, og  hans kunst er præget af voldsomme følelser og ekspressiv kraft, mens Christie også i sit forfatterskab distancerer sig. Pleijel lader hende sige: ”Jag skriver för att slippa mig själv. När jag skriver finns jag inte.” Og en sådan kunstnerisk attitude er naturligvis også et menneskeligt spejl.

I Pleijels dobbeltportræt kan man hente interessante oplysninger om de to kunstneres liv og værk. Det rigtig fascinerende er imidlertid, hvordan det lykkes Pleijel at skabe et sprogligt rum af menneskeligt fælleskab midt i alle vores forskelligheder. Det er smukt, opløftende og elegant bygget op. Lad os håbe, der er et dansk forlag, der får øje på det.

Agneta Pleijel: Dubbelporträtt, Norstedts 2020.