Årets bogmesse i skudlinjen

 

Den netop overståede bogmesse i Göteborg førte til voldsomme demonstrationer i byen. Nordiska motståndsrörelse  – og nazistiske sympatisører fra bl.a. Danmark – ville vise det højreradikale tidsskrift Nya Tider deres sympati og benytte lejligheden til at lufte hagekors og faner. Nya Tider havde som bekendt fået tilladelse til at deltage i årets messe til stor fortrydelse for en lang række forfattere, der besluttede at boykotte messen. Der var således lagt op til uro omkring messen, og det blev der.

Politiet havde i forvejen fastlagt ruter for at undgå sammenstød mellem nazisterne og moddemonstrerende antinazister, men nazisterne brød reglerne, og det kom til tumultariske scener mellem demonstranter og politi. Det lykkedes nazisterne at omringe bogmessen, men deres forsøg på at komme ind, blev forhindret af politiet. Inden for på bogmessen var publikumsantallet stærkt nedsat i forhold til sidste år – 25% færre – og bogsalget ligeledes formindsket. Der har næppe heller været den mest afslappede stemning.

Indlæg for og imod

Debatten om årets bogmesse fortsætter i svenske medier. I fokus er som tidligere bogmessens beslutning om at tillade Nya Tider at få en stand (standen endte med at blive placeret dårligst muligt, bagest i et lokale) og forfatternes boykot. Nogle avisindlæg fremhæver messeledelsens naive forestilling om, hvad det var, de havde sat i gang, på grund af dens manglende forståelse af racismens voldsomme kræfter. Andre mener, at forfatternes protest gav alt for meget opmærksomhed til både Nya Tider og nazisterne. De alternative litteraturscener, hvor flere boykottende forfattere deltog, fik ikke bogmessens sociale bredde og blev ifølge flere indlæg i stedet et smalt diskussionsforum for de få. Og hverken her eller på bogmessen blev det litteratur, der var i fokus, men snarere diskussioner om ytringsfrihed – endnu engang. Den store samtale om bøger på tværs af samfundslag, som messen plejer at være, udeblev altså i år, men nogle opfatter de antinazistiske demonstrationer under messen som en succes, fordi de viste en ikke-voldelig folkelig modstand med stor opbakning.

Aftonbladets kulturchef Åse Linderborg skrev 3. oktober en kommentar: Söndringen som befriar, hvor hun ser forfatternes boykot som udtryk for noget centralt i svensk kulturliv: angsten for at forlade konsensus og den pæne moral. I modsætning til dansk og norsk samtidslitteratur mangler nye svenske prosaværker efter hendes mening skarp samfundsbeskrivelse og mod til at udtrykke konflikt. Hun ser derfor noget positivt i den splittelse mellem forfatterne, som begivenhederne omkring bogmessen har ført til, fordi den kan føre til større mangfoldighed i kunst og kultur.

Nazisme i skudlinjen

For mig bag de danske briller er det overraskende, at det stadig er forfatternes boykot, der er i centrum for avispolemikken. Boykot eller ej er et spørgsmål om, hvilken strategi, man forfølger over for det, de fleste i kulturlivet vel kan blive enige om: at kæmpe mod nazisme og det, der er tæt på. Der kan findes rimelige argumenter både for og imod at deltage i bogmessen. Det, der nu er væsentligt, og som boykot-diskussionerne måske skygger over, er at fokusere på nazisterne og deres sympatisører. Få deres manipulationer, voldsforherligelse, historieforfalskning og racistiske menneskebillede frem i lyset og gennemhullet. Og ikke frede de kredse, der lufter samme holdninger – uden hagekors.

Bogmessens ledelse har netop bestemt, at Nya Tider ikke kan deltage i næste års bogmesse i Göteborg.

Leave a Comment