Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/svenskestemmer.dk/public_html/wp-includes/media.php on line 1204

Billeder af had og længsel. Anmeldelse af Sara Stridsberg: ”Drømmefakultetet”

Sara Stridsberg skaber et univers, der er skræmmende og fascinerende. Jeg mødte det første gang i ”Darling River” fra 2010 om pigen Lo – en fri gendigtning af Nabokovs Lolitaskikkelse. Her digtes vi ind i en hudløs identifikation med kvindelig fornedrelse og selvforagt og oplever offerrollen som en drøm om kærlighed.
Senere blev det til den selvbiografisk inspirerede ”Beckomberga” fra 2014, der beskriver Jackies søgen efter kontakt med sin psykisk syge far. Det fører hende til det psykiatriske hospital uden for Stockholm, hvor fortvivlelsen hersker, men også egensindige drømme og længsler, alt sammen skrevet frem i et billedrigt, sanseligt sprog.
Og nu ”Drømmefakultetet” fra 2006, som Stridsberg fik Nordisk Råds Litteraturpris for.

Valerie versus USA

Romanen er en litterær fantasi over Valerie Solanas skæbne – kvinden, der blev kendt som forfatter til det feministiske manifest SCUM (Society for cutting up men) og især for at have skudt og såret Andy Warhol. Gennem tekstfragmenter fra forskellige tidspunkter i hendes liv skabes et billede af en kvinde, der med sine ekstreme synspunkter og handlinger var på kant med den amerikanske selvforståelse.
Èt spor er fortællerens samtaler med en døende Valerie i 1988 på et snusket hotelværelse, ensom og påvirket af stoffer. Et andet er dokumentariske klip fra retssagen mod Valerie efter attentatet mod Warhol, hvor vi møder den aggressivt pågående Valerie versus det etablerede retssystem. Andre spor er klippene tilbage til hendes barndom og senere liv, hvor to kvinder får en fremtrædende plads: moren og elskerinden Cosmo.

Ørkener og overgreb

Barndomshistorien giver baggrund for forståelsen af Valerie, uden at Stridsberg dog ønsker at etablere en psykologisk forklaringsramme – tværtimod – men der skabes sindstilstande og billeder. Barndommen er et ørkenlandskab, hvor mennesker synes prisgivet ødelæggelse og kræfter, de ikke kan styre. Her lever Dorothy, mor til Valerie, i en evig jagt på mænd og lykke, ingen af delene mulige at fastholde. Hun er en kvindeskikkelse, som minder om Dorrit Willumsens: en barnekvinde, optaget af lykkebringende sølvtråde i fine kjoler, af spådomskunst og berømte personer og under det hele et dyb af fortvivlelse. Hun elsker sin Valerie, men svigter hende for at tækkes mændene. En af dem er Valeries far, som misbruger datteren, fra hun er syv.
Som 15-årig flygter Valerie fra barndomshjemmet. Efter nogle omflakkende år lykkes det hende at komme på college, hvor hun brillerer med sin begavelse. Studierne og senere sit forfatterskab financierer hun med prostitution.
Som lovende forsker på Maryland universitet møder hun Cosmo, som har samme rabiate mandehad som Valerie, og som kæmper en håbløs kamp for at redde sin morddømte mor fra den elektriske stol. Cosmo og Valerie bliver kampfæller og kærester, dog svigter Valerie kærligheden for at hengive sig til sin store drøm om at skrive patriarkatet sønder og sammen.

At spejle sin undertrykkelse

Hvordan skal vi nu forstå Sara Stridsbergs Valerie Solanas? Det er måske netop det, vi ikke skal, men i stedet mærke de voldsomt modstridende følelser i én, hun vækker, – medlidenhed, afstandtagen, vrede. De bunder i hendes egen psykiske kompleksitet. Der er mandehadet, aggressivt og fanatisk, og der er hendes utopi om et kvindefællesskab i kærlighed og frihed. Metoden i Valeries kvindekamp er synliggørelse af patriarkatets kvindeundertrykkelse i egen skikkelse. Hun driver den undertrykte kvinderolle ud i sin yderste konsekvens, derfor et liv i prostitution, styret voldtægt, som hun kalder det, fuld af foragt for sine kunder. Og derfor et personligt look, der dyrker højhælede støvler, stramme bukser og grotesk makeup. Et look, der spejler kvinderollen i forvrænget form, samtidig med at Valerie verbalt og i sit forfatterskab kastede sig ud i en intellektuel udfordring af systemet.
Som hun ligger på sit dødsleje uden at have opnået det fællesskab, hun drømte om, er hun på én gang en stærk og en svag kvinde. Styrken er gennem sit liv konsekvent at have synliggjort mandssamfundets overgreb på hende og kvindekønnet generelt. Svagheden er, at hun har svigtet den kærlighed, hun mødte, og heller ikke evnede at se nuancerne i den enkelte mand. Hun så kun det fjendtlige køn og systemet bag. På den måde har romanen om Valerie Solanas også døden som omdrejningspunkt – det tidspunkt i vores liv, hvor det er umuligt at ændre retning.

Som de andre af Stridsbergs romaner vækker ”Drømmefakultetet” modstand, sine steder modvilje. Den er på én gang kantet, skarp og poetisk og efterlader mig og sikkert andre læsere foruroliget over indblikket i et kvindeliv, så ekstremt og alligevel genkendeligt.

Sara Stridsberg: ”Drømmefakultetet”, på dansk ved Ellen Boen, Athene 2007.
Efter ”Drömfakulteten”, Albert Bonniers Förlag, 2006.

Leave a Comment